Ja, det er vel også en uddannelse …
Det er tankevækkende, at andres holdning er afgørende for, hvordan elever opfatter sig selv.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Uanset hvor ligestillede vi hævder at være i Danmark, kan vi ikke komme udenom, at der er opstået et fast hierarki inden for bl.a. ungdomsuddannelserne. Som det er nu, er man ifølge mange meget bedre stillet, hvis man er godt på vej til at blive akademiker frem for håndværker. Unge på EUD og EUX er dem, der ikke passer ind på gymnasiet, dem der ikke kan ”klare presset”. Erhvervsskolerne har gennem adskillige år haft et blakket ry, som efter min mening bunder i uvidenhed og fordomme. Tager man et kig bag murene på en dansk erhvervsskole, vil det overraske, hvor lidt der egentlig lugter af røg, og hvor få unge der lever op til fordommene.
Det første man lægger mærke til, når man træder ind i snedkerafdelingen på Herningsholm Erhvervsskole i Herning, er larmen. Allerede før man har åbnet døren, kan de mange fræsere og høvle høres, og over tærsklen fordobles lydene i styrke for at blive blandet med snak og latter. Når man bevæger sig længere ind i lokalet, bliver lugten også stærkere. En sursød blanding af lim, savsmuld og metal hænger i luften som et tæppe, der omhyller de hårdtarbejdende og til tider svært pressede elever bag høvlebænkene.
I bygningen på den anden side af vejen er det næsten stik modsat. Afdæmpet snak fylder gangene, og elever sidder i sofagrupperne og arbejder mere eller mindre effektivt. Panoramavinduerne, de hvide vægge og højloftede lokaler giver sammen med de lydabsorberende vægge en ro, som er en domkirke værdig.
I løbet af den tid jeg har været på Herningsholm, har jeg fået et indblik i, hvilke mennesker der vælger en erhvervsfaglig uddannelse. Det er modige unge, så vidt jeg kan se.
Sådan er det at gå på EUX på Herningsholm Erhvervsskole.
Det er dygtige lærere, som interesserer sig for eleverne og deres fag. Det er indblik i andre håndværk end ens eget. Det er udvidede horisonter og faglig stolthed.
En velfungerende blanding af teori og praksis, der betyder, at man i sidste ende både står med hue på hovedet og svendebrev i hånden. EUX’en er den forholdsvis nye mulighed for at tage en erhvervsfaglig uddannelse kombineret med en gymnasial. Dog er det som om, den ikke bliver udnyttet i så høj grad, som man kunne have håbet på.
Den 1. marts satte Danmarks unge deres kryds ved en ungdomsuddannelse. Jeg håber, at krydserne bliver sat anderledes end sidste år (de nye tal er endnu ikke offentliggjort, red.), hvor kun 18,5 pct. af eleverne i 9. og 10. klasse i Danmark valgte en erhvervsuddannelse, mens 74 pct. valgte den gymnasiale vej. I forhold til i 2007 – hvor ca. 30 pct. af Danmarks unge startede på en erhvervsuddannelse – er der sket et fald på 10 procentpoint og en tilsvarende stigning på de gymnasiale uddannelser. Af disse 18,5 pct. valgte omkring en tredjedel EUX.
Denne negative udvikling har taget tilløb siden industrialiseringen. De håndværksmæssige uddannelser er i høj grad faldet i prestige, og der er på det seneste skabt konsensus omkring erhvervsskolernes ringe status, sammenlignet med f.eks. STX.
Men hvad er årsagerne til denne skævvridning?
En af forklaringerne er, at vi før industrialiseringen havde et traditionelt samfund, hvor man som håndværker var stolt, hvis ens søn fortsatte ad samme vej. Det var nærmest en æressag at kunne hugge en loftsbjælke ud eller dreje et gevind. Nu til dags vil det, at industriteknikerens datter eller søn vælger samme vej, ikke nødvendigvis ses som kærlighed og stolthed over faget, men nærmere som værende en mangel på gode nok karakterer eller simpelthen manglen på mulighed for at tage en ”ordentlig uddannelse”.
Jeg kan sagtens se, at vi, siden udviklingen af den industrielle teknologi for alvor tog fart, ikke i lige så høj grad har været afhængige af en håndværker til alle monteringsopgaver inden for f.eks. byggebranchen. Men ligegyldigt hvor meget udviklingen er skredet fremad de sidste årtier, kan man ikke komme udenom, at der stadig er brug for menneskehænder til mange opgaver. Du kan spørge dig selv: Hvem har egentlig bygget dit hus? Hvem sørger for, at dine tænder er i orden? Hvem reparerer din bil? Og hvem laver din mad, når du går på restaurant?
Snedkere, tandteknikere, kokke og cykelmekanikere har alle taget en erhvervsuddannelse. Hvor ville vi være uden dem? Fagfolk betyder meget for vores samfund, men meget tyder på, at mange i dag har glemt dette. Og det er der ikke meget at sige til. Håndværk og kunst er ikke noget, der bliver lagt megen vægt på, på det tidspunkt i livet hvor det virkelig kan sætte sig fast; i folkeskoletiden.
Nutidens folkeskole byder som udgangspunkt på 15 fag – af hvilke kun to udelukkende er praktiske. Dansk, matematik og samfundsfag er selvfølgelig vigtige fag, men hvor er sløjd og håndarbejde efter 6. klasse? I tiden hvor unge for alvor begynder at udvikle deres identitet og danner grundlag for det menneske, de senere bliver, er kun de akademiske fag til stede i størstedelen af deres hverdag – skolen. Som Mattias Tesfaye skriver i sin bog ”Kloge Hænder”, byggede skolen oprindeligt på tre ligeværdige søjler: den humanistisk/sproglige, den naturvidenskabelige/matematiske og den praktiske/musiske.
Gennem mange år er den sidste søjle efterhånden forsvundet. Før i tiden havde elever både metal- og træsløjd. De blev lagt sammen, og pludselig forsvandt metallet. Uden det praktiske fokus, hvad er der så at sige til, at lille Cecilie vokser op med en drøm om at blive journalist eller psykolog frem for snedker? Børn bliver opdraget til at tænke på håndens arbejde som noget mindreværdigt – noget, der ikke engang er seriøst nok til at få karakterer for i skolen.
Det kan mærkes. Manglen på respekt for vores fag.
Glæden over valg af uddannelse, og selvtilliden man har fået ved at gå i skole et sted, hvor man føler sig godt tilpas, bliver sat på prøve, når man oplever negative reaktioner fra andre mennesker. Mange voksne kan sagtens se fordelene, men de fleste – især unge – hæver øjenbrynene og ved ikke, hvordan de skal reagere, bortset fra overraskelsen over, at en pige, der på sit eksamensbevis fra folkeskolen havde flere 12-taller end 10-taller, vælger at tage på erhvervsskole og ikke i gymnasiet, som alle regnede med. Og dermed starter kommentarerne:
»Men niveauet er jo mega lavt!«
»Så skal du jo gå rundt sammen med alle håndværkerdrengene.«
»Ja, det er vel også en uddannelse …«
Mine medstuderende mærker det også. Jeg husker en samtale mellem to drenge i min klasse bestående af tømrere, murere og snedkere: »Piger vil sku’ da hellere have én med penge end én, der kan bruge hænderne«, startede den ene med at sige, hvortil hans sidemakker svarede, at man da ikke får penge af at gå på HHX. »Nej, men de, der går der, gør det jo nok med henblik på at læse videre,« lød svaret, en anelse bittert. Hvorfor ser den pæne, midtjyske dreng sig selv som en med færre muligheder – økonomisk og socialt – end en jævnaldrende på handelsskolen? Erkendelsen af, at vores samfund mangler respekt for de traditionelle håndværk, kommer snigende ind på alle os på erhvervsuddannelserne som en altid tilstedeværende skygge, der er svær at sætte en finger på.
I løbet af den tid jeg har været på Herningsholm, har jeg fået et indblik i, hvilke mennesker der vælger en erhvervsfaglig uddannelse. Det er modige unge, så vidt jeg kan se. Unge, der ikke bekymrer sig om, hvad mængden vælger, men derimod om, hvad de selv vil. Derfor gør det mig også trist at vide, at disse stærke, selvstændige individer bliver udsat for en form for samfundsmæssig diskrimination, der indirekte fortæller dem, at deres uddannelsesretning ikke er god nok.
Vi har i Danmark med EUX’en en unik mulighed for at kombinere erhvervsfag og gymnasiale fag – hvorfor skal akademisk snobberi og fordomme stå i vejen for, at den kan udnyttes? Det gør mig stolt at kunne videreføre en tradition og samtidig have mulighed for at tage en videregående uddannelse.
Jeg kan ikke tale på alles vegne, men jeg synes, at vi burde arbejde på at formidle fordelene ved erhvervsuddannelserne bedre. Forældre bør vide, hvad de afholder deres børn fra at opleve, når de, sammen med folkeskolen, opdrager dem til at se ned på håndens arbejde, og eventuelt ikke lader dem vælge selv. Unge skal ikke gå med en drøm om at kunne et håndværk og derefter få at vide, at det lukker for mange døre bl.a. den til en videregående uddannelse.
Og sidst men ikke mindst kan der i høj grad arbejdes på de unges holdning til andre uddannelser end deres egen. Ved at rette på disse parametre tror jeg, at vi kan skabe et uddannelsessystem og et samfund, der gør plads til både de kloge hoveder og de kloge hænder.
Gensidig respekt er nøgleord, der i den grad bør sættes en tyk streg under.