Retssikkerhed og integration eller masseproduktion?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Blandt mine fantastiske tidligere kolleger i Udlændingestyrelsen på kontoret for familiesammenføring hersker der en udbredt kynisme over graden af misbrug og proformaægteskaber, som de magtesløst må lade passere og blive til opholdstilladelser.

En ting er klart for alle på kontoret: at kærlighed ikke er en nødvendighed, hvis du vil have opholdstilladelse i Danmark. Men det er et ægteskab. Ulovlige ophold accepteres, og vi må slapt se til, for vi kan alligevel ikke få straffet de mange overtrædere.

I sager om familiesammenføring er det altoverskyggende mål at få behandlet så mange sager som muligt. Der holdes ugentlige tavlemøder på kontoret, hvor der gøres status for hvor mange sager, der nyligt er ekspederet. Har vi været gode eller dårlige? Er tallene høje eller lave?

Der er mange dygtige medarbejdere i Udlændingestyrelsen, som har integritet og som viser respekt for deres tillidshverv. En måde at gøre dette er ved at kigge nærmere på, om sagerne bliver korrekt behandlet. Det kan være ved at undersøge nærmere, om ansøgere overhovedet kender eller kan tale med den nye ægtefælle, de har fået – på baggrund af hvilken, de vil søge ophold i Danmark.

Disse sagsbehandlere må slås med skammen over at blive nedvurderet versus dem, som ukritisk kan kaste flere breve over disken. Jeg selv var lidt en joke, fordi jeg i min fritid tog på biblioteket for at studere det juridiske grundlag bag vores arbejde.

Som om det var nødvendigt at sige det, så skal danskerne naturligvis have noget for deres skattepenge, når Udlændingestyrelsen betaler løn til sine ansatte. Det er nødvendigt, at ikke hver sag om familiesammenføring bliver et livsprojekt.

Men på den anden side er det nødvendigt at forstå, hvad konsekvenserne bliver af overdreven tal-tænkning og masseproduktion. Hvor mange er sluppet af sted med at snyde sig til opholdstilladelser i Danmark? Hvor mange gange har vi fejlbehandlet og afvist folk, som havde ret til familiesammenføring?

Familiesammenføring og opholdstilladelser er ikke det rette sted at lave industriel produktion.

Jeg tror, at denne kultur i Inger Støjbergs Udlændingestyrelse medfører, at vi ikke kan overholde de europæiske menneskerettigheder, sådan som dommerne i Strasbourg ønsker, at de skal forstås.

Det er fornuftigt at være skeptisk over for idéen om, at en lille dommerelite skal have eneret til at fastlægge de vigtigste principper for dansk politik. De fleste politikere synes, at sådan skal Danmark styres, og at det er fint og godt, men hvad betyder det så?

Dommerne ved menneskerettighedsdomstolen, der er ikke mange af dem, lader selv klagere vente i kø i flere år for at få hørt sine sager. Er det overraskende, at de synes at alle andre underordnede myndigheder og lande skal udføre et så grundigt gennemsyn, som de er i stand til?

Fri fra båndene af new public management står det dem frit for at etablere en så finmasket og vidunderligt saglig idékonstruktion, som de har fantasi og integritet til. Idéer som harmonerer med deres politiske præferencer og verdenssyn.

De havde i 2012 fantasi til at beslutte, at det var en god idé at nyfortolke konventionen, hvor de med ét slag reelt afskaffede Europas grænse og lagde kimen til den folkevandring, der er blevet kaldt en flygtningekrise. Dommerne besluttede, at italienske myndigheder skulle miste retten til at tilbagevise migrantbåde på vej over middelhavet.

Hvor mange tusinde afrikanere har måttet lade livet på havet på grund af dommernes indbildte godhjertethed og kærlighed til ikketænkende pluralisme?

Problemet strækker sig videre end, at en henrykt elite egenhændigt tegner Europas skæbne uden demokratisk kontrol og almindelig sund fornuft.

Hvad sker der, når danske myndigheder, som min tidligere arbejdsgiver, skal anvende principperne, der kommer fra disse suverænt højtuddannede idealister?

Deres finkornede analyser og detaljerede begrundelser må sættes i grove kasser, hvis man skal opfylde en politisk ambition om at pumpe tusindvis af sager af sted. Ikke alle kan være international dommer.

Som jurist med speciale i europæiske menneskerettigheder og erfaring fra embedsværket er det blevet min klare holdning, at det ikke kan lade sig gøre at lave massesagsbehandling, som respekterer principperne fra menneskerettighedsdomstolen.

Medarbejdere afskrækkes fra at sætte sig ind i relevant retspraksis, idet ledelsen dikterer, at medarbejderne ikke har tid til at læse domme, der udlægger, hvordan grænser kan drages. Ledelsen har ikke tid til de medarbejdere, som insisterer på, at dommene skal læses, og at vi faktisk skal holde os til de principper, som vi udadtil bekender os til. Hvordan sætter man tal på respekten for et individs rettigheder?

Kan det overraske nogen med lidt praktisk politisk og retlig indsigt, at det kontinuerligt kommer frem, at danske myndigheder på den ene eller anden måde har krænket en “menneskeret”, altså et påbud fra Strasbourg?

Det er ikke et tilfælde, at desto mere man ved om emnet, desto klarere står det frem, at termen menneskeret ikke er så behageligt universel, som den påkalder sig at være. Og hvis det ikke er universelt men subjektivt, må man stoppe op og spørge: Hvem besidder autoriteten til at bestemme den politiske linje i Europa? Dommereliten eller folket? Har vi et dommervælde eller demokrati?

I orkanens øje finder vi de danske politikere, der på overfladen bekender sig til at være domstolens autoritet lydig, og som samtidigt påstår, at de anvender så streng en praksis, som overherrerne tillader. Ingen af delene er tilfældet. Uanset hvor meget Støjberg fejrer sine udlændingestramninger, og at danskerne får fornemmelsen, at hun er hård i filten. Så er en ting dog sikker: Det er business as usual i de organisationer, hun leder, og den primære arbejdskraft bliver ikke brugt på at sikre, at det er de udlændinge, som vi sikkerhedsmæssigt kan stole på, og som har ret til det, der får familiesammenføring. Det primære fokus er på industriel produktion af opholdstilladelser og afslag, hvilket er til skade for Danmark og udlændinges retssikkerhed.

Der er derfor behov for at nedsætte antallet af sager, der strømmer igennem Udlændingestyrelsen og dens søsterorganisationer. Der er behov for at hæve sikkerheden i sagernes behandling. Der er behov for, at nogen grundlæggende afslører, at den danske politiske midte består af overfladiske konformister, der er bange for at tænke selv og bestemme i eget hus.

Lad os sige sandheden til dem og til danskerne: Vores fremmede overherrer er kloge og tager sig god tid til at være det, men de repræsenterer ikke det danske folk.