Lokale fødevarer – ikke udflytning af statsinstitutioner – kan redde yderområderne

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Udviklingen af yderområder er for alvor kommet på den politiske dagsorden. Det mest markante forsøg på at støtte udviklingen i Danmarks yderområder er udflytning af statsinstitutioner. Det er et tiltag, der er omdiskuteret og skaber store problemer. Erfaringerne viser, at der blandt de ansatte er stor modstand mod at flytte ud. De få ansatte, der flytter med, bosætter sig primært i de store provinsbyer, ikke i de mindre byer eller på landet. Det underminerer antagelsen om, at udflytningerne per automatik sikrer tilflytning af højtuddannede, ressourcestærke mennesker til yderområderne.

Heller ikke i forhold til vækst og skabelse af arbejdspladser tyder det på, at der er meget at hente ved udflytningen af statslige arbejdspladser. Ingen private virksomheder flytter til en provinsby, blot fordi statsinstitutionen for det pågældende fagområde ligger der. Det er helt andre parametre, der bestemmer virksomhedsplacering. Udflytningen af statslige styrelser vil muligvis vise sig på sigt at yde et vist bidrag til udviklingen af yderområderne. Men en satsning på lokal udvikling baseret på yderområdernes egne stedbundne ressourcer og styrkepositioner vil kunne skabe en kraftigere og mere bæredygtig udvikling.

Det er her, at lokale fødevarer får en vigtig rolle. Lokale fødevarer er allerede in, efterspørgslen er et globalt fænomen, og der er store potentialer, der for nuværende ikke forløses. Således vil et større fokus på dyrkning, forarbejdning og salg af lokale fødevarer kunne give et helt andet, mere omfattende bidrag til den lokale vækst og udvikling. Og en sådan satsning vil støtte de beboere, der allerede er i lokalsamfundene, eller som er ved at flytte dertil. Det er en meget mere bæredygtig og holdbar (naturlig) udvikling end det kunstige åndedræt, som udflytningen af statsinstitutioner er.

Lokale fødevarer bygger på de lokale muligheder, både jordbund, klima og dyrkningstraditioner. Samtidig er der megen innovation blandt de nye gastronomiske lokale fødevareproducenter.

Lokale fødevarer er efterspurgt blandt forbrugere. Lokale fødevarer bliver opfattet som sunde, gastronomisk interessante fødevarer, ligesom lokal produktion bliver forbundet med mere bæredygtig udnyttelse af naturen på dens egne præmisser, fokus på dyrevelfærd og en sporbarhed i produktionen, fordi man kender producenten.

Alt det ”rigtige og gode” bliver i stigende grad forbundet med lokale fødevarer. Madkulturens madindeks fra 2016 viser eksempelvis, at 20 pct. af danskerne hver dag anvender lokale fødevarer i aftensmåltidet, flest i Nord- og Vestjylland og på Sjælland.

Lokal fødevareproduktion involverer mange mennesker i lokalsamfundet. Fødevarerne skal produceres, forarbejdes og distribueres, og lokale restauranter og detailhandel profilerer sig gennem lokale fødevarer. Den lokale turisme fremmes af en lokal fødevare-kultur. Gastroturisme er en stærkt voksende international trend; turisterne vil ud at opleve lokal madkultur – også den nye, innovative. I det hele taget er de nye gastronomiske lokale fødevarer stærkt forbundet med oplevelsesaspektet og følelsen af autenticitet og troværdighed.

Ofte forbindes de lokale fødevarer med det lokale liv, f.eks. gennem madfestivaler og lokale producentnetværk. Det giver ny identitet og nyt liv i lokalsamfundene. Det kan tiltrække permanente beboere. Vi har set flere eksempler på yderområder og lokalsamfund, hvor udflytning og funktionstømning af lokalsamfundene er blevet bremset. I Thorup Strand i Hanherred er det lykkedes ved at satse på kystfiskeriet. Mange nye lokale producenter af gastronomiske fødevarer har skabt virksomheder, der er godt integreret i lokalsamfundet og har skabt en del arbejdspladser. Her kan f.eks. nævnes Knuthenlund på Lolland, mange nye vin- og frugtvinsproducenter rundt omkring i landet, der som eksempelvis Frederiksdal høster international anerkendelse, og virksomheder som Stauning Whisky ved Vesterhavet. Her har man indgået aftale med verdens største spiritusproducent, men holder fast i at producere i Stauning, samtidig med at man har været med til at igangsætte en landsdækkende udvikling af mikrodestillerier over hele landet. Selv Arla har lavet Arla Unika, som understøtter lokal osteproduktion. På Samsø har de lokale fødevarer sammen med energiakademiet skabt et fællesskab og en innovativ lokal udvikling, som man kigger langt efter i både ind- og udland. I områder som Nord- og Vestjylland og i Odsherred satser regioner og kommuner på lokale fødevarer som grundlag for erhvervsudvikling og noget, der kan skabe liv i lokalsamfundene. Mest markant er nok udviklingen på Bornholm. Her har man målrettet gennem 20 år satset på lokale fødevarer med det resultat, at udviklingen er vendt. Der er kommet stigning i turismen, den permanente tilflytning og huspriserne. Bornholmerne føler, at fødevarerne giver øen et godt omdømme og en identitet. Skåne skaber udvikling i yderområder ved massiv satsning på lokale fødevarer.

Kommuner og regioner benytter i stigende grad deres indkøb af fødevarer til de offentlige køkkener til at fremme lokale fødevarer. Det gælder f.eks. hospitaler, børneinstitutioner og plejehjem. I udbud af leverancer til de offentlige køkkener kræver de, at leverandørerne leverer og fremmer lokale fødevarer. I visse tilfælde laver man fælles projekter mellem kommunen og leverandøren om, at leverandøren deltager i at fremme lokale fødevareproducenter og innovationsprojekter; det gør man f.eks. i Roskilde og endog i Københavns Kommune. Denne vej er nok en meget mere langsigtet og bæredygtig vej for det offentlige til at understøtte udviklingen i yderområder end udflytning af statsinstitutioner.

Hvad skal der til? Udviklingen af lokal fødevareproduktion fremmes dårligt, eller slet ikke, af den eksisterende erhvervs-, fødevare- og forskningspolitik, som mest støtter industriel massefødevareproduktion. Danmark er rigtig god til denne produktion, som skaber store eksportindtægter og også gavner yderområderne. Men den industrielle massefødevareproduktion har ført til færre arbejdspladser i landdistrikterne, tømning af servicefunktioner i de mindre byer og erosion af den traditionelle kultur i landdistrikter. Den industri, der flyttede ud i yderområderne i 1960’erne og 70’erne, er nu i vidt omfang flyttet videre til Østeuropa og Asien. Tilbage er lokale fødevarer og turisme som udviklingsmuligheder i yderområderne. Det skulle samfundet støtte i meget højere grad. Selvom det er hårdt arbejde at skabe udvikling baseret på lokale fødevarer, viser vores erfaringer, både forskningsmæssigt og i praksis, at der er muligheder. Og forsøgene på at udvikle mulighederne skaber fornyet liv og identitet i lokalsamfundene. Producenterne af lokale, gastronomiske fødevarer har bare ikke brug for den teknologi, som den officielle forsknings- og innovationspolitik støtter (som kan betegnes som ”stål og ingredienser”). De er meget produktinnovative selv, men har blandt andet brug for forretningsmodeller og markedsforståelse. Et af de store problemer er bl.a. at få lavet et effektivt distributionssystem.

Der er således grund til en vis optimisme – ikke i forventning om overnight at vende udviklingen i flytningen fra land til by, men til at modificere den. Og optimismen og iværksætteriet findes i lokalsamfundene, hvor borgerne gerne vil have et godt liv og et aktivt lokalsamfund. De skal bare støttes. Ikke al opmærksomhed og støtte skal gå til industrielt storlandbrug, storfiskeri og industri eller udflytning af statsinstitutioner.

Med andre ord: Der er megen symbolpolitik i udflytningen af statslige styrelser, men ikke megen støtte til små lokalsamfund. Lige nu forsømmer samfundet en chance for at fastholde og udvikle livet i yderområderne ved ikke at støtte en bæredygtig og langsigtet udvikling af områderne. En udvikling, der bør tage udgangspunkt i områdernes egne ressourcer og stedbundne særkende, og det vil i flere tilfælde være lokale fødevarer, der som indsats bør understøttes med mere målrettede og langsigtede initiativer.

Berit Nørgaard Olesen er initiativtager til Nordisk Center for Lokale Fødevarer samt master i oplevelsesøkonomi og ledelse. Jon Sundbo er professor i erhvervsøkonomi, Roskilde Universitet, og tilknyttet Nordisk Center for Lokale Fødevarer.