Danmarks Radio svigter Danmarks kultur

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Skyerne over Danmarks Radio bliver tykkere og mørkere. De samler sig til et regnskyl, der ikke er set før i DR’s levetid.

Mange politikere har fået nok. Nok af Gintbergs skråleri. Nok af Pricernes ædegilder. Nok af tilbud fra DR som ”Halløj på Halmtorvet”, ”Halløj på hotellet”, ”Mord i vildmarken”, ”Mord er let”, ”Når gorillaen pakker kufferten”. Og meget mere i den dur.

Politikerne er blevet trætte af al den halløj og alle de tredjerangs mord, der hver aften bliver begået i DR. Mange politikere er begyndt at have et helt andet mord i tankerne, mordet på Danmarks Radio.

Mordlysten er størst til højre i Folketinget. Og det er DR selv skyld i. For i loven om radio/tv står, at DR skal være alsidig og upartisk. Men DR har i snart mange år haft en uimodståelig trang til at tale loven midt imod og heppe ensidigt for kulturradikale mærkesager.

Når Socialdemokratiet i årtier havde så svært ved at lytte til sine vælgeres ønske om at stoppe den muslimske storindvandring i Danmark, var grunden i høj grad, at DR fremstillede storindvandringen som humanisme i renkultur. Og talte uhyre dæmpet om shariaens opfordring til kvindeundertrykkelse, ufrihed og barbariske straffe. Der ikke bare var på papiret, men skulle udføres og mange steder blev udført i virkeligheden.

Det går op for flere og flere, at disse islamiske uhyrligheder vil blive til virkelighed i Europa, hvis muslimerne får flertal i vore lande. Og så vil modsatrettede kulturer som radikal islam og dansk frisind kollidere i had og vold.

Når Merkel inviterer en million muslimer til at bo i sit land, tror hun, at hun er god. Men hun er snarere ond. For hun indser ikke de langsigtede virkninger af sine åbne arme. Der er ingen tegn på, at imamerne viger fra løftet til Allah om at opfylde shariaens grumme tugt, når de får magt til det. Det vil sige, når de bliver flere end de europæiske landes nuværende beboere. Men denne logik har været mere eller mindre hemmeligholdt i DR’s programmer. For DR’s medarbejdere har haft den samme tro som Svend Auken, Lykketoft og venstrefløjen har haft, nemlig at muslimerne vil opgive deres vidtgående religiøse hensigter, når de havde boet nogle år i det frihedselskende Danmark.

Hurra for illusionerne! Se hvordan det går de kristne i Mellemøsten.

Hvorfor har Maria Rørbye Rønn ikke advaret sine ansatte mod at påvirke befolkningen så ensidigt?

Måske fordi hun selv er kulturradikal og betragter kulturradikalismen som en højere form for civilisation end at være nationalt sindet. Men jeg ved det ikke. Jeg har ganske vist siddet til månedlige møder med Maria Rørbye Rønn i seks år. Men jeg har ikke hørt hende sige et ord om sine tv- og radioprogrammers indhold eller holdning eller hørt hende ytre sig om DR-programmernes overordnede ide og retning.

Alligevel er det jo klart, at hun – sammen med DR-bestyrelsen – hæfter for DR’s programmer. Også for den forfladigelse af niveauet, der har fundet sted.

Jeg skal ikke kunne sige om den overfladiskhed og det pjatteri, der dominerer især DR1, skyldes den overflod af journalister, der er blevet ansat i DR. Tidligere var medarbejdernes baggrund mere broget og mere veluddannet. Der var en del lærere og cand.mag.’er ansat. Niels-Jørgen Kaiser og Mogens Vemmer var et par af dem. Og også en række højt profilerede forfattere som f.eks. Karl Bjarnhof, Hans Hartvig Seedorff, Palle Lauring, Erik Kjærsgård, Uffe Harder.

I de år, jeg var næstformand i DR’s bestyrelse, mindes jeg ikke at have hørt generaldirektøren tage udgangspunkt for et af sine indlæg i et konkret DR-program, kritisk eller rosende. Men DR er ikke en virksomhed, der bare skal administreres. Den skal ledes, og programmerne skal løbende diskuteres i bestyrelsen. Det er ikke sket.

Maria Rørbye ligner bestyrelsesformanden, Michael Christensen. En af hans jævnlige ytringer lyder: »Det lykkedes mig at gå under radaren.« Men er det opgaven for formanden for vores vigtigste kulturinstitution at være usynlig?

I det daglige bestyrelsesarbejde trives Michael Christiansen derimod som en fisk i vandet. Og når jeg nogle gange forsøgte at stikke nogle nye retningslinjer ud for programmerne, fik jeg en hvas reprimande i form af, om jeg da søgte ansættelse som programmedarbejder. Dette var faktisk ikke på sin plads, eftersom bestyrelsen ifølge loven »har det overordnede programansvar.« Bemærk program-ansvar!

Da Plummer blev afskediget, fik jeg den nye generaldirektørs løn ned på godt en million. Hvilket dog ikke er nogen ringe løn. Men på mysteriøs vis er hendes gage med årene steget til over 4 mio. kr. Jeg ved ikke, om Johannes Langkildes hustrus hestetransport tværs over de atlantiske bølger på samme vis er lagt oven i hans aftalte løn som en kærlig julehilsen fra onkel Michael. I tv- og radioloven står der, at DR skal lave udsendelser om nyheder, kunst og kultur.

Nyhederne klarer DR helt godt, når vi ser bort fra den kulturradikale slagside. Men kulturen og kunsten er blevet en gold ørken med langt mellem oaserne. Men lovens hensigt er vigtig. For det er ikke gennem statistik og årstal, men gennem kunstens funklende øjeblikke, at vi bliver bevidste om det liv, vi lever, og det, vore forfædre levede. Det er i dramaet, i romanen, i poesien, vi kommer ind i hjertet på dem, der levede i Danmark før os. Men som jo også i en vis forstand er os.

Men hvornår giver DR os lejlighed til at le ad Holbergs politiske kandestøber eller sørge over Blichers bondepiger fra 1800-tallet ramt af ulykkelig kærlighed, eller hvornår er vi sidst i DR’s programmer blevet oprørt over Pelle Erobrerens kuede barndom på Bornholm? Selv Danmarks åndelige grundkapital, H.C. Andersens eventyr, mindes jeg ikke i de senere år at have hørt i DR. Burde DR ikke læse et Andersen-eventyr højt en gang om ugen, så hele befolkningen blev fortrolig med vores største digter?

Det må råbes ind i ansigtet på generaldirektøren og hendes kulturdirektør Smedegård: Danmarks Radio SVIGTER Danmarks kultur. I andre lande med mere national selvrespekt er det anderledes. I Tyskland har den berømte litteraturelsker Marcel Reich-Ranicki i mange år i radioen præsenteret og diskuteret den nye tyske litteratur. Til glæde for masser af lyttere.

Hvis man på nettet under DR slår søgeordet ”litteratur” op, er resultatet nul. DR har dog på det sidste fået en vis Flemming Møldrup til at lave nogle interviews med forfattere på tv. Forudsætningen for at være DR’s litteraturekspert er, at Møldrup er reklamemand og ”livsstilsekspert”. Hurra for DR’s dilettanteri.

DR’s opgave er at vise og diskutere de bedste malerier, der males, de bedste skulpturer, der opstilles i vore byer, den bedste litteratur, der skrives på dansk. Og litteraturen skal selvfølgelig læses højt af vore bedste skuespillere, en Henning Jensen, en Ditte Gråbøl, en Birthe Neumann.

Når DR strammer sig an og giver os gode oplevelser, vi husker længe, gør vores radio og fjernsyn livet større, end det er. Det kan være en koncert. Det kan være en oplæsning. Det kan også være et afsnit af ”Matador” (som er god selv femte gang). Eller f.eks. en fuldendt film som ”Casablanca”. Den slags oplevelser gør livet større, end det er. Dem skal vi samle på.

DR er til for løbende at give os oplevelser af stor kunst. Det forudsætter, at DR bliver et anderledes kreativt miljø, end den er nu.

Et sådant DR tror jeg ikke, vi får ved at skære dybt i licensen. Men måske ved at skære den nuværende DR-ledelse helt væk og genskabe et DR fra grunden. Skabe et DR med iderige, kreative og kulturkyndige folk i ledelsen.

Jeg har gode forslag til navne. Det tager vi en anden gang.