Vi skal klappe 12-talspigerne på skulderen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I 1960’erne blev et fænomen kaldet Peter-princippet grundlagt. Det var opkaldt efter forfatteren Laurence J. Peter, som skrev en bog om mænds karrieremønstre.

En af bogens hovedpointer er, at især mandlige funktionærer i jagten på den gode karriere ofte ender med at blive forfremmet en gang for meget. Til et niveau over deres kompetencer – til niveauet for deres inkompetence, kan man sige.

Selvom det langt fra gælder alle mænd, så er der et mønster. Mænd påtager sig i højere grad end kvinder opgaver og job, som de kun delvist er kompetente til. Det mændene ikke kan, det finder de ud af undervejs. Måske.

Det kalder vi Peter-princippet.

I 2017 har Peter fået selskab af Paula.

Professor Tom Schuller fra England har i en ny bog fundet frem til det kvindelige spejlbillede af Peter.

Og Paula gør – modsat Peter – karriere et eller flere niveauer under, hvad hun er kvalificeret til – upåagtet, at nutidens kvinder i stort og stadig større omfang bliver bedre uddannede end mændene. Det viser sig på alle niveauer i uddannelsessystemet, inden for stadig flere fagområder, og tendensen er den samme i alle moderne vidensamfund. Kvinderne har lagt sig i spidsen, og uddannelseskløften mellem mænd og kvinder bliver stadig større. Også fordi kvinder fortsætter med at ville lære mere på arbejdsmarkedet.

Hvis livet var en lang skolegang, ville danske kvinder regere verden. Men sådan forholder det sig ikke. Selvom danske kvinder er godt uddannede og arbejder på fuldtid ligesom mændene, så er det for eksempel stadig kun i begrænset omfang, vi ser kvinder i topstillingerne. Der er færre kvinder i topledelse i Danmark end i de øvrige skandinaviske lande. Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er mændene så skråsikre og kvinderne så beskedne? Det er jo ikke kun et problem for den enkelte kvinde (hvis ellers hun synes, det er et problem – det kan også være et valg, som hun er tilfreds med). Det er også et problem for samfundet, hvis vi ikke i høj nok grad får udbytte af alle de høje uddannelser, nutidens unge kvinder (og mænd) tager.

Der er gode og velkendte forklaringsfaktorer. De handler om den måde, arbejdsmarkedet er skruet sammen på. Ikke mindst brugen af barselsordninger er den centrale forklaringsfaktor. Ligesom det med garanti spiller en rolle, hvilke rolleforventninger man har til de job, som mænd og kvinder typisk bestrider. Der er ingen tvivl om, at de kendte barrierer for kvinders karrierevej på arbejdsmarkedet har afgørende betydning.

Men der er i stigende grad også noget, som handler om uddannelse og om den måde, vi uddanner på. De unge – pigerne og kvinderne især – bliver dygtigere og dygtigere. Og det i en grad, så de nærmest bliver mistænkeliggjort som yderst sårbare og ofre for et nærmest helbredsfarligt uddannelsessystem.

Vi har i flere år hørt de hårdtarbejdende 12-talspiger skildret som ofre, der er ved at bukke under for præstations- og perfektionspres, når de vil dygtiggøre sig. Første gang ordet dukkede op var i 2011 – og i dag er ordet 12-talspiger m/k indarbejdet i det danske sprog som et begreb for et for stort konkurrence- og præstationspres. Uddannelsessystemet bliver altså set som potentielt helbredstruende. Uanset om vi taler om vinderpiger eller taberdrenge. Overskrifterne er velkendte. Læger udtaler, at skolereformen gør eleverne syge, gymnasiet gør eleverne – og altså især 12-talspigerne – stressede, og konkurrencen ved de videregående uddannelser gør de studerende konkurrencesyge.

Når jeg forholder mig kritisk til, at uddannelsessystemet skulle være nærmest helbredsfarligt for særligt piger og unge kvinder, har det to grunde.

For det første er der en objektivt målbar usikkerhed om problemets omfang og karakter. Hvor mange bliver for eksempel ligefrem stresssyge af at studere på universitetet? Et mindretal. Også et mindre tal end de studerende, der fortæller, at de føler sig stressede.

Langt de fleste finder det ikke alene ganske ufarligt, men ligefrem fagligt stimulerende og udfordrende at studere.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal forholde os til trivsels- og stressproblemer hos de studerende, som har det svært. Der er et problem. Men vi skal finde ud af, om det er uddannelsessystemet, der gør dem stressede, eller om det er det den samlede livsstil, der ikke er bæredygtig. Er det sidste tilfældet, så er det livsstilen, der udgør et moralsk problem og en pædagogisk opgave. Ikke uddannelsessystemet – eller i hvert fald ikke kun uddannelsessystemet.

For det andet, så er vi som samfund lige nu ved at skabe et alt for generaliserende billede af, at det at være ambitiøs og klar til konkurrence er farligt og uforeneligt med at være pige og ung kvinde. Skolebænken bliver til pinebænk for de dygtige piger. Og for de fagligt svage drenge bliver det en taberbænk.

Samlet set er resultatet, at vi risikerer at opdrage en generation af piger og drenge med dårlig konkurrencementalitet. Vi risikerer at uddanne for mange piger, der vægrer sig mod at nå helt til tops. Vi kan også se frem til færre, ja, måske endda for få skråsikre mænd. Sagt på anden vis: Konkurrencestaten forsvinder ikke, men vi klarer os dårligere i den, hvis vi uddanner og danner for mange piger, der ikke bryder sig nok om konkurrence som sådan, men til stadighed overlader det til skråsikre, men relativt dårligere uddannede drenge.

Så hvordan sørger vi for, at uddannelsessystemet begynder at skabe en sundere konkurrencementalitet blandt unge piger? Det er et stort spørgsmål, der kræver flere svar. Men et af svarene virker indlysende: Vi skal holde op med generaliserende at mistænkeliggøre piger og unge kvinder for, at deres ambitioner om at dygtiggøre sig betyder, at de bliver mentalt syge.

I stedet skal vi klappe dem på skulderen, fordi de knokler med stoffet og gør deres bedste – uanset om bedømmelsen så er til karakteren 7 eller 12. Det skal både de og vi være stolte af. Og skaber vi denne stolthed, så bidrager det også til, at flere af pigerne gør karriere, så flere af dem avancerer til niveauet for deres kompetence i stedet for som nu at ende i stillinger, der ligger under deres egentlige kompetenceniveau.

Med andre ord skal fortællingen om Paula skrives om.