Når der nu næsten ingen indvandrere er …

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ved det netop afholdte valg i Tjekkiet gik især to partier kraftigt frem, partiet ANO og det nye SPD, til henholdsvis 29,6 og 10,6 procent af stemmerne. Begge partier svarer til DF en faktor tre-fire stykker forstået på den måde, at de meget vil have sig frabedt at blive en del af Vesteuropas erfaringer med at invitere den tredje verden indenfor i millionvis. De vil faktisk være helt fri.

Som om det ikke var nok, har Tjekkiet en præsident (ikke på valg denne gang), der i sin nytårstale 2016 sagde følgende til slut:

”Dette land er vores. Dette land er ikke, og kan ikke være, for alle.” (minut ca. 3:20)

Præsident Milos Zeman er omtrent tjekkisk socialdemokrat. Som vesteuropæer taber man underkæben. Det ville være utænkeligt at høre en præsident eller statsminister fra vores side af det hedengangne jerntæppe sige sådan i en nytårstale.

Danske medier har udtrykt vantro over resultatet af det tjekkiske valg. Her er Weekendavisens reaktion (ikke online):

”Babis’ populistiske immigrant-forskrækkelse er mest symbolsk i et land uden skyggen af immigranter og i et EU, som reelt synes at have opgivet at indføre flygtningekvoteordninger.”

Journalisten kan simpelthen ikke forstå, hvorfor man kan vinde et valg i Tjekkiet på modstand mod indvandring fra den tredje verden, når der nu ikke er ret mange fra samme verden i landet. Det samme kan man læse hos Ritzaus Bureau:

”Selv om immigration til Tjekkiet er nærmest ikkeeksisterende, har emnet spillet en central rolle i valgkampen.”

Også Polen har journalister gjort sig lystige over, bl.a. her:

”Ifølge en Ipsos-undersøgelse fra sidste år, troede polakkerne, at syv procent af befolkningen er muslimer. Det faktiske tal er blot 35.000 ud af en befolkning på 38 millioner. Andelen af muslimer i Polen udgør dermed under 0,1 procent.”

Samme behandling har de fået i delstaten Sachsen i det tidligere Østtyskland, hvor det hed,

”At fremmedhadet er så udtalt på den egn, kan undre, fordi der faktisk her er meget få indvandrere eller tilflyttere.”

Samtlige kommentarer vidner om en forbløffende mangel på indsigt og er – nok ubevidst – udtryk for en nedladende holdning overfor befolkningsgrupper, der tidligere levede under kommunistisk diktatur. Kommentarerne vidner også om en næsten imponerende uvidenhed om simple kendsgerninger:

Central- og østeuropæerne ved godt, hvorfor de mener, som de gør, det store flertal af dem. De er ikke så fattige og så udelukkede fra resten af verden, at de ikke har adgang til TV og internet. De kan selv følge med i, hvad der sker i lande som Frankrig, Sverige og Belgien samt en stribe andre vesteuropæiske lande.

De tidligere kommunistiske lande har ganske rigtigt ikke ret mange muslimer eller andre fra den ikke-vestlige verden boende. Men hvorfor skulle de dog også ønske på nogen måde at åbne op for en udvikling, der har skabt så frygtelige problemer for de vesteuropæiske lande?

Central- og østeuropæerne ved godt, hvad Angela Merkel kunne tænke sig. De ved godt, hvad Jean-Claude Juncker og EU-kommissionen har for.

Central- og østeuropæerne ønsker det ikke i deres egne lande, og derfor stemmer de, som de gør. Det er det store flertal af vesteuropæiske journalister, der ikke forstår, hvad der foregår. Det er ikke dem, der har 44 års erfaringer med kommunistisk diktatur. Har man disse 44 års gru i baghovedet, ved man præcis, hvad man gør, når man siger nej til masseindvandring.

Så ved man, at fremtidens Europa bør bestå af nationalstater.