Familier tømt for handling, nærvær og krav

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For et par søndage siden var det Efterskolernes Dag. Tusindvis af familier drog ud for at bese en eller flere af landets efterhånden mange efterskoler. Fra i min tid at have været et ikke særlig eftertragtet værested for dem, der ikke evnede eller ville i gang med en uddannelse, er efterskolen blevet populær blandt de unge, især i middelklassen og opefter, og mest af alt hos den såkaldt kreative klasse i og omkring de større byer.

Derfor var det også sigende, at leder ved Horne Efterskole i Nordjylland Mogens Dalager Jensen valgte at indrykke en annonce i menighedsbladet Politiken. Her fortalte han, at hans egne børn havde gået på efterskole, og at det for den yngstes vedkommende var kommet i stand ved, at junior havde meddelt, at han ville skate, altså stå på skateboard, og at det skulle være på Fyn. Derpå satte han sig ind på bagsædet i forældrenes bil. Bilen var med andre ord en taxa. En gratis hyrevogn til et forlænget, ubekymret ungdomsliv med fede aktiviteter, nye kammerater og varm mad om aftenen. Et sandt juniorhipsterliv.

Jeg kan godt forstå, at den unge mand ønskede sig det. Det ville jeg også have gjort, hvis den mulighed havde eksisteret i min tid. Men efterskolens bemærkelsesværdige succes er interessant på en anden og mere almen måde.

For det er kun fordi, at vores skole ikke længere vil være skole, og kun fordi, at de voksne ikke længere vil være voksne, der skaber naturlige og ægteskabelige rammer for følelsesmæssigt og åndeligt nærvær, at efterskolen bliver et nødvendigt appendiks for flere og flere elever og familier.

Især blandt de såkaldt ressourcestærke og privilegerede bliver samværet med børn og unge stedse mere distant og digitalt, hvorfor de unge ikke overraskende drømmer om at flytte hjemmefra så tidligt som muligt og gerne i stedet for at gå i almindelig skole. De unge længes efter rigtigt nærvær og familiær koncentration. Samtidig vil de voksne ikke være autoriteter, for autoriteter er ondskabsfulde, udemokratiske levn fra fortiden, og således belønnes efterskolerne med en pludselig, overstrømmende kærlighed.

Efterskolerne tilfredsstiller fleres behov simultant. Børnene får menneskelig kontakt. Forældrene får fred. Vælg, hvad du lyster! Gør, hvad du synes! Mor og far betaler.

Når man læser beretninger fra familiefronten som nu den om familien Holm i dagens JP, står det klart, at familiens liv ikke længere er det styrende i mange unge menneskers liv. Familien er ikke udsagnsord, men er blevet reduceret til et navneord, dvs. tømt for handling, nærvær og krav.

»Jeg tænker tit på min egen barndom, hvor vi gik på æblerov, spillede Afrikas Stjerne og lavede andre ting end at sidde og glo i en telefon«, siger moderen, der indrømmer, at telefonen er det sidste, hun kigger på, før hun falder i søvn, og det første, hun griber ud efter om morgenen. Hjælp! Selv datteren erkender sin mentale afhængighed og siger, at det er som om, mobilen er »suget fast« til hendes ansigt, mens lægen Imran Rashid, der ved, hvad han taler om, beskriver den digitale kultur som en flugt fra kedsomhed og menneskelig forlegenhed.

Jeg er enig i, at både kedsomhed og forlegenhed kan være opbyggelige i sig selv, men den digitale nedbrydning af familien og forældrenes manglende forældreskab er udtryk for mere end psykologiske mekanismer.

Ligesom mange af os har tabt den intuitive forbindelse til fædreland og modersmål, har vi tabt forbindelsen til familien og tidligere generationer. Efterskolens bragende succes udspringer af dette tab. Når man i forvejen er rodløs, søger man rødder andre steder, uanset hvor overfladiske de er. Eller med en formulering af Vilhelm Krarup, som jeg faldt over i et essay af Jesper Langballe, genudgivet i hans nye, posthume og fremragende essaysamling Lov og Ansvar på Tidehvervs Forlag: »Når nutidens politikere er så optagne af at løse flygtningeproblemer, er det nok egentlig fordi de selv er flygtninge.«

Ser man først sådan på det, fristes man til at kalde efterskolen flygtningeskole og mobilteknologien for flygtningeområde. Den nye generation er blevet vagabondisk – væk fra den traditionelle skole, lærdomskultur, familie og fædreland. Gladeligt og pagtsløse kaster de sig ud i oplevelsesøkonomien og det virtuelle univers – med forældrenes fulde opbakning. Man vil jo nødigt være umoderne eller sætte grænser. Alt er godt. Fremtiden er lys. Og selvfølgelig må du have adgang til wifi og Google, når du skal blive student.

Hvem sagde, at man skulle kunne noget?