Manden, der reddede verden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Stanislav Petrov siger ikke mange noget. Han døde som en ensom, halvfordukken mand i en trøstesløs lejlighed i Moskva. Men han døde som én af de historiens ukendte helte, som har haft langt større betydning end mange af de Nobel-pristagere, som modtager den store hyldest. Petrov fik ingen hyldest, men hans handlinger – eller rettere: mangel på handling – er en væsentlig årsag til, at vi alle sammen sidder her i dag.

Petrov var oberstløjtnant i den sovjetiske hær. Han gjorde tjeneste i et bunkeranlæg udenfor Moskva, som skulle overvåge evt. indkommende amerikanske atommissiler. Det var under den kolde krig og både USA og Sovjet var bevæbnet til tænderne med atomvåben – der var nok til at slå menneskeheden ihjel adskillige gange. Den militære doktrin var baseret på det som hed MAD: Mutual Assured Destruction. Hvis den ene part startede et atomangreb ville den anden slå igen med det resultat at alt blev lagt øde. Der ville komme en eskalering, som sandsynligvis ville eliminere menneskeheden.

Begge parter var fuldt bevidst om denne risiko. I forbindelse med Cuba-krisen i 1962 var det tæt på at gå galt, men fornuften sejrede og det lykkedes at inddæmme konflikten. Der blev efterfølgende etableret en bedre kommunikation og forhandlinger om kontrol med de mange atomvåben. Truslen om gensidig ødelæggelse betød, at atomkrigen ikke blev en realitet under den kolde krig, men vi bevægede os på et knivsæg. For på trods af kontrol og bedre kommunikation kunne der opstå misforståelser. Mennesker kan opfatte forkert, begå fejl og der kan være fejl i de kommunikationssystemer, som de betjener sig af.

Og det var, hvad der skete d. 26. september 1983, da Stanislav Petrov havde vagten i bunkeren udenfor Moskva. Kort efter midnat gik alarmen i gang: et amerikansk atommissil var på vej imod Sovjetunionen. Kort efter kom der en melding om, at yderligere fire var på vej. Petrov havde en klar instruks: var et amerikansk missil på vej imod Sovjet, skulle han straks melde det videre i systemet, så der kunne etableres et gengældelsesangreb imod de amerikanske byer. I det tidlige efterår 1983 var forholdet mellem USA og Sovjet højspændt –bl.a. efter at et koreansk passagerfly var blevet skudt ned over sovjetisk territorium kort tid forinden. Den sovjetiske ledelse var præget af paranoia og det er ret usandsynligt, at den ikke ville have reageret.

Men Petrov tøvede. Han fandt det ikke logisk, at USA i givet fald ville angribe med så få missiler og kunne ikke fatte hvorfor de ville risikere deres egen udslettelse. Hans intuition sagde ham, at der var noget galt, så han sendte ikke advarslen videre. Der var kun ca. 5 minutter at handle i, sekunderne gik – og der kom ingen amerikanske missiler. Det viste sig siden, at der var tale om en fejl i systemet. Eller rettere: et sjældent meteorologisk fænomen var årsag til, at varslingssystemet fejlagtigt troede, at der var tale om indkommende missiler. Som så ikke var der.

Men der er ingen tvivl om, at Petrovs mangel på handling reddede os fra en sovjetisk gengældelse – og dermed også reddede verden. Begivenhederne er beskrevet i en bog af Øivind Kyrø og den danske instruktør Peter Anthony’s film, ”The man who saved the world”.

Petrov fik ingen hæder for sin gerning, men måtte efterfølgende leve en kummerlig tilværelse. Det sovjetiske militær ville ikke indrømme fejltagelser og sagen blev derfor lagt i glemmebogen. Den kom delvis frem i lyset, da Petrovs overordnede på sit dødsleje talte om den. Peter Anthony fik nys om historien og brugte ca. 10 år på at komme ind på livet af den sky Petrov i den fascinerende film, som jeg kan anbefale alle at se.

Når Petrovs skæbne trænger sig på, hænger det naturligvis sammen med, at muligheden for en atomkrig igen er blevet nærværende. Den nordkoreanske leder Kim-Jong-un praler åbenlyst med at landet har atomvåben som det er villig til sende imod det amerikanske fastland. Det er svært at få helt på det rene hvad der er op og ned, men der er ingen tvivl om, at Nordkorea er kommet langt og at landet er en trussel, ikke mindst imod nabolandene. Den nordkoreanske oprustning er naturligvis helt uacceptabel og det er vigtigt at hele verdenssamfundet lægger et massivt pres på det nordkoreanske regime.

Men som i 1983 har også denne krise med kommunikation at gøre. Hvis parterne taler forbi hinanden, kan det få utilsigtede konsekvenser. Det er derfor dødsensfarligt at præsident Trump har skruet retorikken op i et leje, hvor det kan være svært at komme tilbage. Når Trump i FN truer med direkte at udslette Nordkorea er det en farlig retorik, som kan få en selvforstærkende virkning. Et lille fejltrin og det kan få altødelæggende konsekvenser. Vi kan ikke regne med altid at være så heldige, som da Petrov i 1983 brugte sin intuition.

Under alle omstændigheder bliver vi mindet om, at atomvåben er noget djævelskab, som bør fjernes fra Jordens overflade