Hverken pædagoger eller markedet redder Den Store Danske Encyklopædi
Overgiver vi os til efterspørgslen eller uddannelsessektoren, opgiver vi os selv.
Tidens kamp mod dannelse kommer flere steder fra. Et sted er naturligvis uddannelsessektoren. Forleden gentog Anne-Birgitte Rasmussen fra Danske Gymnasier sektorens standarderklæring mod alt, hvad der har varig og opbyggelig karakter i uddannelsen af unge mennesker, og udtalte til Altinget.dk, at dannelse er »gammeldags« og »elitær«. Hun glemte vist at tilføje: kedelig.
Vi har hørt og set det tusind gange før. De mennesker, som varetager uddannelsen af næste generation, kan ikke fordrage dannelse, måske fordi de ikke aner, hvad det er. Uanset hvad skal den lægges i graven sammen med Dannebrog, territorialgrænser, korrekt kommatering og skriftligt dansk. 68'ernes børn er om muligt endnu mere fjogede og overfladiske end 68'erne selv.
Men dannelsen bekriges også fra anden kant. Det er historien om Den Store Danske Encyklopædis forestående lukning et vidnesbyrd om.
Leksikonet, der udkom i 20 bind fra 1994-2001 på forlaget Gyldendal og blev skrevet af tusindvis af fagfolk, skulle erstatte tidligere danske leksika, og nød politisk fremme og finansiering. Og til trods for, at bindene kostede mere end 20.000 kr. i subskription, kom de til at stå i mange danske hjem som et slot af akkumuleret viden.
I 2009 blev leksikonet så digitaliseret og lagt gratis ud på nettet, hvilket var tvivlsomt i forhold til de mere end 30.000 købere, men på den anden side var det en gave til offentligheden, vær så artig. Mens Wikipedia endnu var et loppecirkus af gakkede opslag og halvkvædede viser, var nationalencyklopædien et sted, hvor man kunne være nogenlunde sikker på at hente pålidelige oplysninger om mangt og meget fra a til å med vægt på dansk og nordisk historie.
Vist var der skæverter. Leksikonet var ikke et objektivt orakel. Særligt den nyere historie havde politisk slagside. Oplagene om kommunisme og sovjetisk historie var mønstrøse, kælne og ideologisk overstyrede, og da den noble überredaktør Jørn Lund nægtede at rette fejlene, fordi de var blevet påvist af de forkerte til højre for Politiken, skadede han værkets troværdighed. Men at værket havde kvaliteter som en fond af viden, overblik og perspektiv, står klart den dag i dag.
Samtidig var udgivelsen af leksikonet en markering af, at der stadig fandtes en national ramme for indhentning af viden på dansk.
I mellemtiden har det vist sig at være en dyr affære for Gyldendal. Det er kosteligt at opdatere et leksikon løbende, og skiftende forretningsmodeller har ikke været tilstrækkelige. Gyldendal har angiveligt drevet netudgaven med en udgift på mellem 2-3 mio. kr. i årevis. Dertil kommer, at den trykte udgave har været ude af handlen i 11 år, og at cd-rom-udgaven såmænd ikke kan læses af de moderne computeres styresystemer. Så meget for kompatibilitet og fremskridt. Nu orker Gyldendal ikke mere, og man forstår dem godt.
Resultatet er, at den dannelse, som encyklopædien repræsenterer, risikerer at gå tabt, hvis ikke andre forlag, institutioner, medier eller staten går ind og redder encyklopædien.
Interessant nok har hverken Danmarks Radio eller TV 2 indtil videre vist nogen som helst interesse i denne nationale opgave, også selv om begge platforme med fordel kunne se det som sin opgave at gøre danskerne klogere. Velvidende at dette næppe er nogen ambition hverken i Odense eller DR-Byen, ville det ikke desto mindre være et smart signal at sende: Se, vi er public service. Vi laver ikke kun dum underholdning og ditto nyhedsdækning. Vi kan også gøre en forskel. Vi løfter det, der ellers må falde.
Der lader desværre ikke til at være et marked for dannelse i Danmark. Det er derfor, vi ikke skal overlade det til markedet at stå for den. Unge mennesker skal, som en Facebook-ven, der lige havde fået et barselsvikariat i dansk, skrev om sine kommende elever på gymnasiet, pines med Aarestrup, plages med Peter Høeg og trues med Blixen. Den del klarer markedet ikke.
Gid det gjorde, men det er ønsketænkning. Der er nogen, der må gøre noget, på kollektivets vegne. Når dannelsen trues af pædagogerne indefra og markedet udenfor, må der være nogen voksne til stede, som kan sørge for, at kernen og substansen har en chance for at blive givet videre til næste generation. Overgiver vi os til efterspørgslen eller uddannelsessektoren, opgiver vi os selv.