Martin Krasnik om Nørrebro før og nu

Jeg vil begynde med at drille Martin Krasnik. Jeg mistænker ham for at have taget ved lære af mit indlæg på JP blogs den 1. oktober 2016. Mit indlæg kaldte jeg ”Martin Krasnik bagvasker sine medborgere”, fordi Krasnik i en klumme i WA et stort antal gange trak nazikortet overfor navngivne DF’ere. Krasniks artikel var ualmindelig modbydelig og et lavpunkt i dansk presse.

Kort efter den herostratisk berømte artikel blev Martin Krasnik udnævnt til chefredaktør for Weekendavisen, og jeg frygtede derfor det værste. Min frygt er imidlertid blevet gjort til skamme. WA er alt andet lige blevet en bedre avis, siden Krasnik tog tøjlerne efter Anne Knudsen.

WA huser (selvfølgelig) fortsat ulideligt politisk korrekte journalister som Aske Munck og Pernille Bramming, men sidstnævnte er efter alt for mange år blevet taget af posten som debatredaktør, hvorefter det næsten kun kan gå den rigtige vej på den front.

Men først og fremmest ser Martin Krasnik ud til at være blevet ikke så lidt klogere siden sin afskyelige artikel den 30. september 2016. Krasniks leder fra juni i år, ”Ufredens religion”, hvor Krasnik afsluttede med følgende: ”Det er dét, vi skal insistere på – over for alle, der lever i vores del af verden.” Frihed til at tænke og tro, hvis man vil leve iblandt europæerne. Godt sagt af Krasnik (Jeg tror i parentes bemærket ikke på, at det kan lade sig gøre uden først at finde andre græsgange for en stor del af de til Europa indvandrede muslimer, men det er en anden historie).

I dagens WA har Krasnik på forsiden historien om Nørrebro, ”Indvandrerne”. Der er langt flere gode end dårlige ting i artiklen, så lad os få malurten dryppet først:

”Engang var Nørrebro jødisk…” er ikke i nærheden af at være korrekt. Krasnik skriver korrekt, at der i årene omkring år 1900 ankom 10-12.000 østeuropæiske jøder til København. I 1901 boede der ca. 105.000 mennesker på Nørrebro, og påstanden om, at Nørrebro var jødisk, er derfor noget af en overdrivelse. 

Længere henne i artiklen citerer Krasnik en palæstinenser for i dag at udtale følgende:

”De [palæstinenserne] ved godt, at de ikke kommer nogen vegne uden uddannelse,« siger han. »Sådan var det ikke for ti år siden. Alle studerer et eller andet.”

Måske nænnede Krasnik det ikke, men det er ikke svært at påvise, at palæstinensere i Danmark aldeles ikke er i færd med – som gruppe betragtet – at uddanne sig eller blot med at opføre sig ordentligt. Det ved vi fra Danmarks Statistiks årlige publikation, ”Indvandrere i Danmark”, senest den fra november 2016.

Her står at læse, at palæstinensere (rubriceret som ”libanesere” i statistikken, fordi palæstinensere som oftest er statsløse) blandt mænd har næstflest 20-29 årige, der hverken er i beskæftigelse eller uddannelse. Vi taler vel at mærke om efterkommerne, født og opvokset i Danmark. Blandt kvinderne topper palæstinensere listen på den dårlige måde (side 58).

Samme publikation fra Danmarks Statistik kan fortælle, at palæstinensere i anden generation – efterkommerne – er den mest kriminelle gruppe overhovedet med indeks 387 (selvfølgelig korrigeret for alder) mod 100 som gennemsnit. Selv efter korrektion for både alder og socioøkonomisk status er tallet vildt, nemlig 359 (side 84). 

Dermed er mine indvendinger mod indholdet af Krasniks artikel dog også slut. Undervejs gennem min læsning af artiklen havde jeg ellers noteret mig især to forhold, jeg ikke fik svar på, hvorfor jeg gjorde det undervejs:

Jøder, der kom til Danmark og blev her, assimilerede sig på forbilledlig vis og giftede sig efterhånden med etniske danskere i stort omfang. I skarp kontrast til ikke-vestliges præstationer eller mangel på samme i dag. Og jøder i Danmark viste meget hurtigt, hvor dygtige de var til at klare sig selv. Begge forhold gjorde, at jøder i Danmark i løbet af få generationer blev anerkendt som danske jøder.

Men hov, jeg fik gode svar på begge disse kendsgerninger henimod slutningen af Krasniks artikel. Her er nogle udvalgte citater:

”Men hvorfor så ikke tale dansk – er det ikke deres modersmål? »Nej, det er arabisk. Det er jo Koranens sprog.« Er de da ikke danske, hans familie – hans børn? »Nej, det er jeg ikke, og det er de heller ikke.« Jeg spørger, hvorfor de ikke lægger alt det bag sig. Glemmer Palæstina og arabisk og siger: Nu er vi her! »Vi er her,« siger han. »Men vi er muslimer og arabere. Vi bliver ikke danske.«”

Udsagnet fra ovennævnte palæstinenser (og araber) fortæller mig, at jeg har ret i, at hjemsendelser for mange utilpassede på retsstatens grund er bydende nødvendige i den nærmeste fremtid. Et citat mere:

”Det [Nørrebro] er absolut ikke jødisk mere. Det er til gengæld langt mere livligt og smart, end da jeg boede her som studerende for 20 år siden. Og mere kummerligt: Ved Nørrebro Station er der uhumsk og elendigt på en måde, der virker decideret fortidigt, måske ligesom inde i jødeghettoen ved Kongens Have. Og overalt bliver det mere og mere arabisk.”

Der er ikke fortidigt ved Nørrebro Station. Det er den nuværende tredje verden omplantet til Danmark, men tak til Krasnik for at stille skarpt på det. Sidste citat fra Krasniks artikel:

”»Selvfølgelig – min morfar var russer, men også europæer, med europæisk kultur og en lang historie for at være i mindretal. Alt det har mine arabiske naboer jo ikke. Men Nørrebro var dét sted i landet, hvor man kunne komme som fremmed mindretal og være sig selv, mens man arbejdede på at blive dansk. Nu går man rundt og er bange for at blive intimideret af folk, der ikke vil være danskere. Jeg tror ikke på dem i kvarteret, der siger, at de ikke er nervøse. Ikke for banderne, men bare sådan generelt. I trafikken. På gaden. Man kan sagtens bo her, blot skal man passe på, hvad man siger, og hvordan man gør det. Der er en mere og mere aggressiv og hensynsløs stemning, fordi den sociale og religiøse kontrol er under overfladen. Det gør mig virkelig ked af det.«”

Det er præcis, som det forholdt og forholder sig. Jøderne for mere end hundrede år siden var nok etnisk forskellige fra danskerne og europæerne, men de var badet i europæisk kultur. De tilhørte et mere end almindeligt dygtigt folk, og de tilpassede sig og indgiftede sig i løbet af nogle generationer. Nørrebro i dag tilhører i stor og stigende grad et samfund fra den tredje verden. Nørrebro er et særligt grelt tilfælde af vores nuværende elendige udlændingepolitik.

Tak til Martin Krasnik for en god og oplysende artikel.