Mennesket er større end ideer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvad er egentlig et godt menneske, spørger den britiske forfatter og læge Theodore Dalrymple i et veloplagt sommeressay i New English Review.

I den kakofoni af meninger, der omringer os fra alle sider hvert andet øjeblik takket være den elektroniske massekommunikation, er det gode ikke længere, hvad du gør, eller hvordan du opfører dig sådan i al jordisk partikularitet, men at flashe den rigtige mening om den globale opvarmning, flygtningekrisen, åbenhed, demokrati, Donald Trumps håndtryk, farven sort og alt muligt andet gøgl. Det gode er på en fortvivlende måde blevet reduceret til at tilhøre de gode meningers klub.

Rens Facebook for kattevideoer og feriebilleder, og dette er, hvad Facebook indeholder i koncentrat: et globalt udstillingsvindue for alverdens godhed. Kvalme er kun en mild og naturlig reaktion.

I begyndelsen var ordet, siden skete der så en masse andet, det meste viste sig at være noget forfærdeligt rod; det er i al hast historien om livet efter skabelsesberetningen.

I dag har ordene og meningerne imidlertid overtaget alting, fremfører Dalrymple, thi ordet er tillige blevet fortsættelsen, slutningen, 2'eren og 3'eren. I det, han kalder vores logocracy, dvs. ord-krati, må den med de bedste og varmeste ord være et godt menneske – mens alle vi andre er nogle forbandede nazister.

Denne banalisering af den offentlige samtale indebærer interessant nok, at dem, der nøjes med at handle ondt, herunder voldtage, smadre, myrde, invadere ikke er onde, men snarere ofre for deres sociale omgivelser – og desuden hjælper det som bekendt ikke en døjt at straffe folk for noget som helst. Det var vi eksperternes ord for.

Han var ellers en flink og hjælpsom nabo, hedder det gerne om vor tids terrorister. Ofte møder jeg selv en nogenlunde identisk reaktion fra folk, der ikke bryder sig om mine ideer, analyser eller blogs. Du virker så venlig og høflig, siger de overrasket. Såmænd.

Hvad de ikke ser, er forskellen mellem idé og menneske. Den kan være kolossal.

I sådan et klima bliver gruppetænknikng selve normen, advarer Dalrymple. Fordi vi ikke ønsker at se os selv som konformister eller epigoner, udtrykker vi helst vores gruppetænkning med dogmatisk skråsikkerhed for i det mindste at overbevise os selv om, at de synspunkter og ideer, vi udtrykker, er vores egne. Denne løbende, dogmatiske selvoverbevisning frembringer en tidsånd, hvor det er vigtigere at fremstå rational end at være det. Twitter- og Facebookkongerne David Trads, Rasmus Brygger og Stine Bosse er i mine øjne omvandrende beviser på denne teses rigtighed.

Men det gør dem ikke til onde mennesker. Det viser os blot, at mennesket er større – eller mindre – end ideer.

Desværre. Eller heldigvis.