Litterat i voldsom Volvo

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er noget af et festbord, Hans Hauge disker op med i sin underfundige bog om Løgstrup, Heidegger og nazismen.

Den er svær at kategorisere. Er det 350 siders Groft sagt? (jeg hentyder til spalten i Berlingske af samme navn, som forfatteren bidrog til i en årrække). På en måde, ja. Kapitlerne, 58 stk., med et stednavn og årstal pr. kapiteloverskrift, falder uden tilsyneladende logik og orden. Sjældent har jeg læst noget så rodet. Hauge kalder det selv en hybrid mellem akademisk prosa og erindring. Uanset hvad er resultatet fascinerende. Hauge samler, Hauge deler, tværgående, overraskende og stærkt underholdende. I sig selv noget af en bedrift, emnet taget i betragtning.

Som han også selv oplyser, kunne han umuligt havde skrevet bogen uden Google, hvilket sikkert vil glæder alle, der siger, de går ind for omstillingsparathed. Men han har tilsat sin egen underspillede vildskab som i Volvo, latin for jeg ruller. Og det gør Hauge, årgang 1947, temmelig stærkt.

Bogens impressioniske opbygning og encyklopædiske karakter retfærdiggør, at man springer frem og tilbage under læsningen. Det opfordrer han såmænd selv til: »Ingen læser jo i dag alligevel bøger fra begyndelsen til slutningen.« Når en forfatter anvender undertitlen Biografier, diskussioner, erindringer, polemikker og anekdoter, er der dømt fri leg. Det er sådan en bog, man kan tage frem i bussen, tandlægens venteværelse eller på lokum og læse en side eller to, og alligevel få noget at tænke over.

F.eks. kan man springe mellem de indsatte faktabokse om århusteologerne Johannes Sløk, P.G. Lindhardt, Regin Prenter eller tyskerne Rudolf Bultmann og Karl Barth og mange andre. Dengang var koblingen til den germanske verden meget stærkere end i dag, hvor unge mennesker end ikke får lært at læse eller tale tysk. Til gengæld tror de, at de kan flydende engelsk.

Selvom emnet er nok så historisk, er der aktuelle krøller og paralleller, og Hauge er ikke bleg for at trække linjer frem og tilbage. Det må man ellers ikke; Hauge er heldigvis ligeglad.

Et indtryk står stærkt bogen igennem: at det i store dele af det 20. århundrede i meget høj grad var i teologien, at det skete. Ikke på humaniora, ikke på faget filosofi, ikke i naturvidenskaben eller i den såkaldte samfundsvidenskab, der snart slugte alting, men i teologiens verden. Hvad munkemarxisterne lykkedes med efter 1968, og hvad cand.scient.pol.'erne er i dag, var cand.theol.'erne og præsterne før dem.

Og de var kendt udenfor campus. »Idag aner ingen, hvem der er ansat på instituttet med den innovative titel Institut for Kultur og Samfund«, noterer Hauge og fortsætter, »men der har man glemt teologerne«. Nu er der mestendels ensretning, kontrol og corporate social responsibility tilbage i åndens rige. Akja.

Hauges tese, at Heidegger (1889-1976) næppe kan have været særligt meget nazist, når vidnerne omkring ham, herunder Løgstrup, ikke opdagede det, dukker op gentagne gange uden egentlig at blive forsvaret særlig indædt. Men Hauge dokumenterer det forhold, at det i 1930'erne var svært at afgøre, hvem der var nazist. I dag er det derimod let: Nazister er alle til højre for Socialdemokratiet – bare spørg tyrkerne. Det er således sket det forunderlige, at jo længere bort vi kommer fra Det Tredje Rige, jo stærkere synes nazijagten og den moralske udskamning at blive.

Nævn mig et klartænkende menneske, der ikke blot én gang har oplevet at blive kaldt nazist eller fascist? Jeg kender ingen.

Bogen er ikke en indføring i Heidegger, men snarere et overskudslager af debat om det egentlige – eksistens, Gud og alt det indimellem, ikke mindst det forunderlige liv, der engang blev levet blandt rigets lærdeste mænd og kvinder ved de nordeuropæiske universiteter – og deres indbyrdes stridigheder. Kopuleret og drukket, det blev der også, hvis nogen skulle være i tvivl, for det kan godt være, at der var meget ånd på fakulteterne dengang, men der var sandelig også natur.

Hauges afsæt er, at Løgstrup tav om indflydelsen fra Tyskland. Det er denne tavshed, der her får stemme. Bogen giver krop til alle dem, der er nævnt i Løgstrups forfatterskab, og selv om det er en titanisk opgave, lykkes den langt henad vejen.

Hvis man skal følge Hauge og sige det lidt grovkornet, så er Heidegger ikke altafgørende for hans fremstilling. Heller ikke hos Hauge handler diskussionen om Heidegger om Heidegger, men om alt muligt andet, herunder de kontekster hans tænkning kom til at indgå i, også i Danmark. Den store tysker er unægtelig en spændende omdrejningsfigur, fordi han har trukket så mange andre ånder til sig til trods for hans søgen efter ensomhed. Som Hauge lufter til allersidst, var Heidegger måske hverken nazist eller ateist, men bare katolik ligesom sin mor.

Tag for øvrigt ikke fejl af Hans Hauges henkastede og telegrammatiske stil. Modsat de fleste af vor tids akademikere læser han både fransk og tysk er er tydeligvis mere end gennemsnitligt indlæst på Heidegger-litteraturen, ligesom han kender Løgstrup-litteraturen og -biografien fra sin doktorafhandling om samme fra 1992.

Hauges polemik og diskussion finder med andre ord sted på solid grund, uanset om man kan følge hans konklusioner.

Det er mødet mellem faglig ballast og polemisk gnist, der gør bogen spændende og forhåbentlig kan etablere den som lidt af et opslagsværk, når der fremover skal forskes i den teologiske storhedstid herhjemme, før der gik politik, ideologi og universalhumanisme i alting.

For er det noget, Hans Hauge har blik for, så er det de skiftende fromhedsbølger lige fra pietisme over marxisme og økologisme til islamisme og verdensborgerskab. Hver djævel har sin tid, og hver tid har sin djævel.