Mere klan, mindre islam, tak

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg vil gerne være på tværs, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Og jeg har igennem længere tid ment, at der er for meget fokus på islam og for lidt på den klankultur, som arabere, afrikanere og andre fra den tredje verden bringer med sig til Danmark.

Slutresultatet på denne bedrøvelige affære er ikke i tvivl. Danskerne og europæerne vil selvfølgelig ikke finde sig i at blive koloniseret og vil indenfor ret få år sætte foden ned. Omfattende hjemsendelser – jeg beder til, at det vil ske på retsstatens grund – vil finde sted, når vi omsider er nået dertil. Men imens må vi undersøge tingene så godt, vi kan, og det er her, jeg nok adskiller mig fra hovedparten af mennesker, jeg ellers er rørende enige med. Derfor fremsætter jeg følgende påstand:

Den tredje verdens klanmentalitet er en vigtigere faktor end det ubestridelige faktum, at islam i disse år gennemgår en radikalisering, som har i øvrigt yderst ubehagelige konsekvenser. Men uden klanen ville islam som drivkraft sandsynligvis ikke have så rige udfoldelsesmuligheder.

David Pryce-Jones har skrevet det mest overbevisende om emnet efter min ringe mening. I bogen The Closed Circle: An Interpretation of the Arabs nærmest nævner han ikke religionen islam, men hæfter sig i stedet ved, at arabere i næsten alle tilfælde tænker tilværelsen som et dem og os i betydningen din klan og min klan.

Denne tænkning giver god mening i et arabisk samfund, hvor staten er diktatorisk og ikke til at stole på. Klanmentaliteten giver sikkerhed i forhold til en fjendtlig omverden, bekræftet i det arabiske ordsprog: ”Mig og min bror mod vores fætter, mig og min fætter mod verden”.

Danskere og europæere ser det anderledes, især i Nordeuropa. Forlængst er vi nået dertil, hvor det bredere samfund anerkendes som det, der giver fordele til alle. Vi er et fællesskab af fremmede. Vores etniske og kulturelle ensartethed skaber tillid, samarbejde og derfor gode samfund.

Arabere, afrikanere og langt de fleste andre ikke-vestlige grupper har hverken evne eller vilje til at se sig selv og deres familie i en større sammenhæng. Derfor er det en katastrofe, at vestlige lande tillader masseindvandring af mennesker, der i de fleste tilfælde er dybt asociale overfor vores måde at leve på. Og det er klantænkningen, der først og fremmest gør det, ikke islam.

Og igen: Tro mig, når jeg skriver, at dette vanvid naturligvis stopper. Europæerne er ikke pressede for alvor. Det her er ikke Spanien i 700-tallet eller de stakkels serbere i 1389. Vi kan standse tosserierne på få dage i kraft af vores teknologiske overlegenhed, og vi vil gøre det.

Men mens vi venter på det, bør vi medtænke klanen som en mindst lige så vigtig måde at forstå vores nuværende situation på.