Aftalen om Nordsøen er flere gaver til Mærsk - og intet andet

Tvivlsom påstand #1: Erhvervslivet betaler skattelettelsen til Mærsk.

I Nordsø-aftalen er der indlagt en højere beskatning ved en højere oliepris. Man har altså baseret Mærsks tilbagebetaling til staten på prognoser om, at olieprisen vil stige. Til det er der to ting at sige.

Først og fremmest så har ministeriets embedsmænd før regnet gevaldigt forkert på olieprisens udvikling. Dernæst vil en stigende oliepris også markant forøge Mærsks profitter. Det betyder, at tilbagebetalingen af skattelettelsen ved markant stigende oliepriser også betyder, at Mærsk laver endnu større over-profitter. Mærsk burde ikke kunne slippe med at betale en skatterabat tilbage af selskabets enorme profitter. De burde beskattes hårdere, som også Det Miljøøkonomiske Råd påpeger i dets årlige rapport (side 256 og frem), som blev fremlagt 28. februar.

For det andet: Hvis ikke olieprisen stiger, så skal skatterabatten finansieres af afkast fra Vækstfonden og Eksportkreditfonden, som er to statslige fonde. Ligeledes ændres der nogle regler for momsudbetaling, som kan finansiere resten. Det er det, som SF kalder ”erhvervslivet”, når de siger, at erhvervslivet betaler for skatterabatten. Men disse finansieringskilder, såfremt de skal bruges, er alle frie midler, der kunne have været brugt til at ansætte flere pædagoger eller sygeplejersker i stedet for skatterabatter til Mærsk.

Bundlinjen er, at Mærsk får en skatterabat betalt af penge, som kunne have været brugt på vores fælles velfærd.

Tvivlsom påstand #2: Nordsø-aftalen sikrer 26 mia. kr. til ”velfærd, kollektiv trafik og grøn omstilling”

Pia Olsen Dyhr hævder desuden, at Nordsø-aftalen sikrer 26 mia. kroner, som skal bruges på velfærd, kollektiv trafik og grøn omstilling. Jeg anerkender ikke præmissen om, at der kun kan hives olie og gas op af Nordsøen, hvis der bliver givet et skatterabat oven i skatter, der i forvejen er for lave. Men hvis vi tager udgangspunkt i de 26 mia. kr. så kan det godt være, at Pia Olsen Dyhr gerne vil bruge pengene på disse områder. Men det er bare langt fra givet, at pengene faktisk bruges til dette. Der står intet i aftalen om, hvad de 26 mia. kr. skal bruges til. Ordet velfærd indgår på intet tidspunkt i aftaleteksten. Tværtimod udtaler finansminister Kristian Jensen 23. marts i Børsen, at pengene skal bruges til at forbedre erhvervslivets vilkår.

Tvivlsom påstand #3: Uden Nordsø-aftalen var vi blevet nødt til at købe olie hos oliesheikerne i Mellemøsten.

Slutteligt skriver Pia Olsen Dyhr, at hvis ikke Nordsø-aftalen var landet, så var vi blevet nødt til at købe olie hos oliesheikerne i Mellemøsten. SF’s partileder er åbenbart ikke opmærksom på, at både den dansk producerede olie og vort olieforbrug er en integreret del af den globale oliehandel. Mere end halvdelen af olien fra Nordsøen bliver eksporteret. Samtidig køber Danmark allerede nu olie ind fra udlandet. Det er fakta. Derfor er en skatterabat til Mærsk på ingen måde en garanti for, at vi ikke køber olie fra ubehagelige regimer. I øvrigt, hvis vi, som Pia Olsen Dyhr, køber Mærsks argument om, at det ikke er rentabelt at hente olien op af Nordsøen uden en skatterabat, så giver det jo slet ingen mening at give statsstøtte i form af skatterabatter til at hive sort energi op af undergrunden, når pengene i stedet kunne have været brugt på den grønne omstilling. Hvor blev de grønne perspektiver af?

Mærsk skulle have udvist rettidig omhu

I 2003 udtalte daværende SF formand Hoger K. Nielsen om den netop indgåede Nordsø-aftale, at ”når Mærsk McKinney Møller hæver røsten, falder Bendt Bendtsen og den øvrige regering benovet omkuld”. I det lys er det trist, at Pia Olsen Dyhr i dag med næb og klør forsvarer olieaftalen. Er SF nu blevet ramt af samme benovelse som den daværende økonomi- og erhvervsminister?

For lige meget hvordan man vender og drejer aftalen, så har man endnu en gang lagt sig fladt ned for Mærsk. Det er slet ikke i orden, at Mærsk tørrer regningen for at genopbygge Tyra af på statskassen. I årene 2004-2010 tjente DUC med Mærsk i spidsen over 16 mia. kr. mere på olien, end de havde regnet med i deres aftale fra 2003. Mærsk, som åbenbart ikke har råd til at genopbygge Tyra-feltet, havde i 2014-2015 til gengæld råd til at fyre 55 mia. kr. af på at tilbagekøbe aktier og sende kæmpe aktieudbytter afsted til deres aktionærer. Aktionærerne blev ”forgyldt”, skrev Politiken dengang. Mærsk kunne have udvist rettidig omhu og lagt de 35 mia. kr. til side til at renovere deres egne produktionsanlæg. Men hvorfor gøre det, når man kan true sig til endnu flere privilegier? SF har, som det var tilfældet i DONG-sagen, igen valgt forkert side.