Det åndløse forhudshysteri
Det er fuldkommen ligegyldigt, at drengebørn bliver omskåret. Det vigtige er det, vi har i hovedet. Ikke det, vi har mellem benene.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Omskæring af drengebørn er ikke et problem. Det er et næsten-uskadeligt indgreb og falder så indlysende ind under forældres ret til at bestemme over deres børn. Faktisk er det sådan, at langt hovedparten af amerikanske mænd er omskåret, og det er de af langt overvejende af sekulære årsager. At tale om kritiske skadevirkninger ved drengeomskæring er ganske enkelt hysterisk. Den medicinske del af debatten er grundlæggende irrelevant.
At et forbud mod drengeomskæring bliver diskuteret seriøst er udtryk for vores materialistiske kultur. Om man er omskåret eller ej er nærmest eventyrligt ligegyldigt sammenlignet med de værdier og den moral, som forældrene pådutter børnene. Vores forældres opdragelse gør os i udpræget grad til de mennesker, vi er. Det vigtige er det, vi har i hovedet. Ikke det, vi har mellem benene.
Og selvom forældre (heldigvis) har en næsten uindskrænket magt over deres børn, gør vi da også en meget markant undtagelse. I Danmark er alle børn tvunget til at modtage en grundlæggende uddannelse, der gør dem i stand til at fungere som borgere i samfundet. Uden et sådant fælles udgangspunkt kunne vores land ikke fungere. Åndelig homogenitet er fundamentet for vores samfundsorden.
Skal vi være ærlige, skyldes en stor del af forbudsiveren, at der herhjemme først og fremmest er tale om en muslimsk skik. Og jeg er da bestemt enig i, at islam som tankesæt ikke gør noget som helst godt for Danmark. Omskæring er bare ikke en del af problemet. Det er et helt privat indgreb, og gør ikke en kat fortræd. Hvis alle danske mænd var omskåret i morgen, ville vores samfund være fuldstændig det samme.
Vi har en udfordring med muslimer i Danmark. Ikke fordi de omskåret, men fordi hovedparten ikke er åndeligt på bølgelængde med os andre. Og det skulle man tage at gøre noget ved. Man skulle bringe os åndeligt tættere sammen ved ikke at tillade, at muslimer får deres grundlæggende dannelse som borgere i en muslimsk friskole. Ånd er vigtigere end forhud.
Vi burde heller ikke tillade, at muslimske kvinder dækkes til med tørklæder i de institutioner, der skulle bringe os sammen. Tørklædet udgør en mental adskillelse. En utilgængelighed. Kontrasten til omskæringen er slående. Fysisk set er tørklædet blot et par gram tekstil og virker helt trivielt sammenlignet med det at skære i små drengebørn. Ikke desto mindre er tørklædet en fuldstændig afgørende barriere for socialiteten mellem dem og os, mens omskæringen er forrygende ligegyldig.
Ps. Jeg er selv omskåret.