Pligt-dronningernes triumf

”Vi begynder hos Jacob, hvor vi spiser og ser dronningens nytårstale og så tager vi videre til fest”. Sådan lød det fra min 18-årige, inden han drog af sted nytårsaftensdag. Og det slog mig med en vis overraskelse, at de 18-årige ungersvende som noget helt fast havde inkorporeret majestætens nytårstale i deres festaften.

At se den var åbenbart ligeså selvfølgeligt som at sætte lygter på cyklen i januar. En fuldstændig rodfæstet institution.

Sådan husker jeg ikke det var, da jeg selv var på samme alder. Dronningens nytårstale var noget man så sammen med sine forældre, men ikke hvis nytårsaften blev fejret i selskab med jævnaldrende festaber. Noget tyder med andre ord på, at dronningen og kongehuset i dag står stærkere end nogensinde.

Det samme gælder i England, hvor dronning Elizabeth er et højt elsket ikon og samlingspunkt.

Det er interessant. For det, Margrethe og Elizabeth har til fælles, er at de tydeligvis er pligtmennesker. Kvinder, der begge har arvet en tung forpligtelse, de ikke selv har valgt eller ønsket, men alligevel har påtaget sig at udføre, dag ud og dag ind, år ud og år ind. Pligtfølelse er en gammeldags, glamourøs, ja usexet ting af den slags, der plejer at blive afskrevet som fortidigt, kedeligt og lettere åndssvagt. For vi skal først og fremmest realisere os selv, udvikle os og have det godt med det, vi gør. Konsulter bare enhver coach og selvhjælpsbog og du vil få dét at vide. Begge dronninger står for den modsatte opfattelse – og vi elsker dem for det.

Dronning Elizabeth formulerede det som et løfte i en radiotale til sine undersåtter i 1947:

”Jeg lover jer at hele mit liv, uanset om det bliver langt eller kort, vil være helliget jeres tjeneste”.

Dette løfte har den nu ældgamle monark holdt og den alvor der ligger bag denne ordholdenhed aftvinger tydeligvis dyb respekt.

Tænk bare på dette års succes-serie: Netflix-serien The Crown, der beskriver Elizabeths første år på tronen. Man kunne sagtens have forestillet sig, at den var en nyfigen Hollywood-agtig udlevering af det stive, snobbede engelske kongehus. Men den er faktisk det modsatte og giver netop en fin og indfølende fortolkning af, hvad monarkiet går ud. Serien udfolder, hvilken pris pligtmennesket Elizabeth betaler i sine bestræbelser på at udføre sin kongelige gerning. Pligten går ud over ægteskabet, privatlivet og i det hele taget den personlige frihed, men landet har brug for hendes tjeneste og så må hun udføre den.

Serien er sine steder ikke helt historisk korrekt og beskrivelsen af prins Philip er ifølge eksperterne urimelig negativ. Men jeg opfatter ikke seriens Philip som en beskrivelse af den historie Philip Mountbatten, men snarere som en beskrivelse af den typiske prinsgemal og alle de vanskeligheder en mandig mand oplever, når han er så letsindig at gifte sig med en kvindelig tronarving og dermed henviser sig selv til den evige rolle som nummer to. En rolle, det kræver stor pligtfølelse at kunne udholde uden at løbe skrigende væk.

Og pligtfølelsen er det monarkiet står og falder med og det monarkiet minder os om. Det var det prinsesse Diana ikke forstod, men det er det dronning Elizabeth har udlevet.

Vores egen dronning Margrethe pegede engang på kong Frederik VI som en af de danske konger, hun beundrede mest. Det er temmelig overraskende, for han var, i modsætning til Margrethe, ikke ligefrem kendt for sin begavelse og intellektuelle evner. Hvorfor lige ham?

Jo, fordi han var ”et gennemrespektabelt menneske” og fordi ”han havde en ansvarsfølelse, der gik i dybden, og det kan jeg lide”.

En ansvarsfølelse, der går i dybden! Det er det, pligtdronningerne har og det er det, der gør dem til et forbillede for os andre og en gave til hver deres nation.