Alt handler ikke om dig

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi kender alle sammen liberalisternes slagord. Det er sådan nogle udsagn som: ”Markedet bestemmer”. Eller kvikke sætninger som: ”Lad falde, hvad ikke kan stå”. Og i sidste ende de helt hårdkogte mottoer som: ”Enhver er sin egen lykkes smed”.

De konservative ser helt anderledes på det. Når et parti som LA appellerer til ”den enkelte” og altid fokuserer på, hvad du kan spare i skat eller hvor billig din bil kan blive, så synes jeg personligt, at det er tegn på en af tidens mere kedelige tendenser.

Flere og flere mennesker går – mere eller mindre bevidst – ind for en mig-mig-mig-kultur her i landet. En kultur, som jeg især synes, at LA står for. Hvis det ikke er en lettelse af registreringsafgiften, så er det en nedskæring i hjælpen til de udsatte. Hvis det ikke handler om din frie ret til at gøre, hvad du vil, så handler det om, at alle andre må klare sig selv.

De konservative er ikke egoistens parti.

Vi er et parti, der går ind for et helt samfund – som hænger sammen. Den megen snak om sammenhængskraft gør efterhånden, at mange helt glemmer, at det oprindeligt var en konservativt idé. At de fattig og de rige og mellemklassen skulle have lov at være her på deres egne præmisser, men i et stor og samlet sammenhæng har aldrig været for eksempel socialdemokratisk politik. Socialdemokraterne vil udjævne konflikterne i samfundet ved at sikre, at alle har præcis lige lidt. Liberalisterne derimod er helt ligeglade med sammenhængskraften. Hvis man falder ned og ud af systemet, så er det bare ens eget problem. Så kunne man jo bare have arbejdet mere, hårdere og tænkt sig om i god tid forinden.

De konservative tænker helt anderledes. Der har altid været mennesker, som klarede sig bedre end andre. Der har altid været mennesker, som stod for den store stabile midte i samfundet – samfundsstøtterne, de hårdtarbejdende lærere og de slidsomme og udsatte politibetjente. Sygeplejerskerne på døgnvagt og alle de andre af hverdagens helte har altid været vigtige for opretholdelsen af Danmark. Men der har også altid været en bund i samfundet. Der har altid været ulykker og uheld. Sygdom og nød kan ramme os alle sammen. Og derfor er det ikke nok at sige, at vi bare må klare os selv. Hvordan gør man det, hvis man pludselig får brystkræft? Hvordan kunne man have forudset, at man blev ramt af en depression? Sommetider opdager man for sent, at rødvinen er begyndt at tage overhånd – man mister kontrollen, og så kan man pludselig ikke hjælpe sig selv.

Hvad så?

Jeg vil gerne – ligesom alle andre konservative – bidrage til, at hjælpe de svage. Men den egoistiske kultur, som findes, som egentlig også er rodfæstet i mange almindelige mennesker, er at de ikke ønsker at arbejde for at hjælpe deres nærmeste. I stedet er de mere fokuseret på, hvad kan de få ud af disse nye lettelser, og på, hvad kan de få ud af kasserne, hvis de i sidste ende bliver ledige.

Anstændigheden – som jeg heldigvis deler med mange – er for eksempel, at man ikke stiller ultimative krav til sin kæreste, men at det er kompromisser. Kærlighed er at finde løsninger sammen. Kærlighed er at hænge sammen.

Alligevel er skilsmissefrekvensen stigende. Det kan være et tegn på, at vi ikke længere lever i kompromisernes tid, men at man fluks kan smide konen eller manden på porten, hvis man ikke får alt det, man ønsker. Det er i virkeligheden lidt absurd. For ville man virkelig gerne have en kæreste, som indrettede sig hundrede procent under den ene part?
På samme måde skal en samlende dansk regering være et udtryk for befolkningens stemmer, og ingen i Danmark kan regerer uden støtte fra andre.

Når LA stiller ultimatummer, så melder de sig i virkeligheden ud af et fællesskab, vi kalder for demokratiet. De vil have os til at makke ret, som om de var bøller.

Egoismen må ikke vinde slaget om det danske samfund. Så bliver vi en nation af få vindere – og mange tabere.

Og det hænger ganske enkelt ikke sammen.