Søren Pind skaber had
Justitsministeren fører en decideret kampagne vendt mod kritikere af masseindvandringen. Pinligt og uværdigt.
Justitsminister Søren Pind var indtil for et par år siden kendt som en af Venstres mere højlydte kritikere af konsekvenserne af masseindvandringen fra den tredje verden. Det er Søren Pind ikke mere, kan vi godt sige uden at overdrive. Men tavs er Søren Pind ikke blevet. Som perler på en snor udtrykker justitsministeren i stigende grad direkte had vendt mod dem, der insisterer på, at den nuværende udlændingepolitiske kurs er aldeles forrykt, fordi den vil bringe Danmark tættere på svenske og franske tilstande for hvert år, der går, uden at tilstrømningen standses.
Søren Pinds seneste udfald står at læse i Politiken. Her er, hvad Danmarks øverste juridiske repræsentant finder det for godt at sige:
”Nogle af de ting, som den yderste højrefløj vil have os til at gøre, fremelsker nogle af de her typer. Og det er problematisk…Den yderste, yderste højrefløj følger med, og i den proces påvirker man også psykisk syge mennesker, som har behov for et entydigt klart rum, man kan være i. Hvor man kender alle regler, hvor man ved, hvad man skal.”
Søren Pinds mål er at skabe en sammenkædning mellem kritikere af indvandringen og dem ude på den yderste revle, der anvender vold, der kommer med slet skjulte opfordringer til vold, og/eller som anvender en uacceptabel sprogbrug enten om muslimer eller politiske modstandere. Man mærker hensigten og bliver forstemt.
Det er mildest talt ikke første gang, at Søren Pind er kommet med hentydninger om mennesker, der anvender deres ytringsfrihed til at kritisere bl.a. Søren Pinds uansvarlige politik. Hele tre gange har Søren Pind injurieret folk i Trykkefrihedsselskabet ved at tale om, at han her fornemmer en ”klang af togvogne” i måden at tale på. Og hver gang har Søren Pind efterfølgende ydmyget måttet beklage sit groteske og hadske udsagn.
Søren Pind synes således at have for vane at tilsvine politiske modstandere, der bevæger sig i sikker afstand af den kridtstreg, der eksisterer i den offentlige debat. Blogger hos Berlingske Kasper Støvring har givet et interessant bud på, hvad i alverden det er, der får en af landets højest rangerede ministre til at misbruge sin magt til at dæmonisere kritikere af regeringens kurs.
Samtidig har Søren Pinds arbejdsgiver, statsminister Lars Løkke Rasmussen, gjort det krystalklart, at Venstre er løbet fra sit tidligere valgløfte, formuleret således i august 2014:
”Vi bør ikke frasige os muligheden for at opsige en konvention i de helt særlige tilfælde, hvor en konvention fører til åbenlyst urimelige resultater.”
I stedet siger statsministeren nu: Det kommer ikke til at ske. ”Det kommer ikke til at ske.”
Nej, det kommer ikke til at ske under denne regering, men at det kommer til at ske inden for en kortere årrække, er der ingen tvivl om. Vi mangler ikke bevis for, hvilke katastrofale virkninger den ukontrollerede indvandring har. Vi mangler kun politisk handling i overensstemmelse med disse realiteter.
I dagbladet Børsen den 19. august skriver Ann-Sofie Dahl, svensk docent i international politik, bosat i København, bl.a. følgende om tilstandene i Sverige:
”De kæmpe problemer, som Sverige knokler med, er blevet akutte henover sommeren. Der er bilbrande i Malmø og Stockholm: helt op til 50 bilbrande på en enkelt dag i Malmø… I dele af byen bliver ambulance- og brandfolk angrebet og tilmed mishandlet, hvis de dukker op. Så derhen kører de ikke mere…På sygehusene er der også krise med stor mangel på læger og andet personale. Operationer bliver udskudt, og skadestuerne er fuldt proppede med syge mennesker, der venter i timevis på at blive undersøgt…I Socialtjänsten er der også mange ledige stillinger, da overarbejdende socialarbejdere i massevis forlader deres job til andre steder, hvor de ikke er nødt til både at arbejde i døgndrift og bliver truede på livet…Det svenske samfund anno 2016 er fuldt af dramatik, af vold og konflikter på kryds og tværs i landet og af noget, der minder frygteligt meget om et kommende systemkollaps.”
”Et kommende systemkollaps” er Ann-Sofie Dahls desværre alt for gode bud på, hvad der venter svenskerne, som forlængst har set nedskæringer af velfærdsstaten af betydeligt omfang og vold og voldtægter i en skala, der hidtil har været uhørte for et europæisk land.
Kan Søren Pind ikke forstå, at Sverige og Frankrigs skæbne med statsgaranti venter Danmark om en 10 til 20 år, hvis ikke kursen lægges om? Det står skrevet, at det ellers vil gå sådan, da vi har årtiers erfaringer at bygge denne forudsigelse på.
Imens er justitsminister Søren Pind travlt beskæftiget med at udsende hadske bulletiner mod dem, der advarer om konsekvenserne af den førte politik. Søren Pind pakker sine buller nødtørftigt ind i noget med ”den yderste, yderste højrefløj”, men med Søren Pinds generalieblad in mente er det ikke svært at regne ud, at hans mål er at ramme også hele den del af det ikke-etablerede, der på et sagligt og ordentligt grundlag kritiserer en politik, der fører til det danske samfunds destabilisering.
Søren Pind er ikke en værdig repræsentant for lov og orden. Søren Pind misbruger sin magt til at skabe had mod stort set enhver kritiker af regeringens kurs på udlændingeområdet. Det er ikke et retssamfund værdigt. Justitsministeren er ikke retssamfundet værdigt.