Fremtiden er på vej – vær en del af det eller luk forretningen!

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En politisk vision er ’et syn’, et lille glimt af fremtiden. Det handler om at turde at se fremtiden i øjnene – om ikke andet, så dog om at se den i ånden. Jeg lukker øjnene. Jeg forestiller mig Danmarks fremtid. Jeg ser den for mig:

De danske politikere havde egentlig godt set krisen komme allerede i nullerne. Men i slutningen af 10’erne var krisen stadig overhovedet ikke løst. Politikerne havde bare håbet, at det hele ligesom gik over af sig selv. De krydsede fingre for, at de små skattelettelser og lidt tilskyndelse – en vækstpakke her, og en anden dér – ville have hjulpet. Men løsningen kom først, da man i et fuldstændigt nybrud med den skakmat, som dansk politik havde siddet fastlåst i gennem mange år, greb de teknologiske muligheder og samtidig satte den økonomiske vækst fri.

I løbet af et enkelt folketingsår besluttede et enigt folketing at genskabe Danmark. Man ville skabe et Danmark, som faktisk hang økonomisk sammen. Et Danmark, hvor borgerne var frie. Et Danmark med den enkeltes initiativ i centrum.

Følgende blev vedtaget: En helt flad skat på 33 procent var på få måneder en realitet for alle. Afskaffelse af al universel velfærd blev afgjort i en håndevending. Derfra var der alene velfærd til de virkelig værdigt trængende. De trængende, som vitterligt var uden midler, eller som havde egentlige udfordringer, blev hjulpet ordentligt og omgående. Alle med evner var derimod forpligtede til selvforsørgelse. Samtidig blev beskatning af boliger afskaffet. I stedet blev folk først beskattet af deres fortjeneste ved et konkret boligsalg. Flere kunne dermed trække vejret. De kunne pludselig klare sig selv. Virksomhedsbeskatningen blev også fjernet. Og arveafgiften. Pludselig var det igen beundringsværdigt at arbejde for de kommende generationer i familien.

2010’erne var nyskabelsernes årti, når det gjaldt forretningsmodeller. De gamle, hæderkronede virksomheder var enten fulgt med tiderne, eller også havde de gravet deres egen grav ved at holde fast i gamle tiders modeller – med massefyringer og tab til følge. Det startede uskyldigt med deleøkonomiske ordninger som Gomore, Uber og Airbnb. Dernæst tog crowdfunding fart, inden længe optog almindelige mennesker deres lån via små bidrag eller investeringer. Ordet disruption var på alles læber, alle systemer var under sammenbrud, nybrud og permanent forandring, og vinderne var alle dem, der med jernhårde ambitioner knuste glaslofter overalt i samfundet. Bankerne blev disrupt’et udefra. Staten gad ikke længere stå som garant for bankøkonomier, der var afhængige af rå spekulationsøkonomi. Bankerne blev tvunget til at udskille deres mere risikable forretninger fra den almindelige bankdrift for private. Dermed gik bankerne tilbage til deres udgangspunkt i 1800-tallet, og investeringsbankvirksomhed med fokus på spekulation blev en niche forbeholdt de mest avancerede banker.

Verdens vigtigste produktionsland, Kina, blev overhalet af noget så simpelt som en printer, nemlig en 3D-printer, som alligevel ikke er så simpel igen. Mærsk, som havde set denne forandring komme, sejlede nu råstoffer og ikke færdige produkter imellem kontinenterne. Via teknologiske fremskridt produceredes de fleste varer nu ved hjælp af robotter og 3D-printere – og med ét slag var globale lønforskelle ikke længere sigende for, hvor varerne skulle produceres.

I 2050 er alting anderledes.

Nu er de almindelige ansatte, som man i 2016 så sidde på et kontor, enten derhjemme eller ude i byen på en cafe eller i en park med deres laptop. Ikke nødvendigvis for den samme virksomhed hver dag, for hele arbejdsmarkedet og alle virksomheder er for længst forandret. Befolkningen tager ikke længere et almindelig otte til fire-job, men sælger i stedet deres ydelser til virksomhederne og får mere frihed til at nyde familien, fritiden og vennerne. Man arbejder kun, når der er behov for det. Til gengæld er arbejdsstyrken global. Folk sidder i Jyllinge, Belfast eller Dijon, imens de arbejder for Toshiba i Japan. Møderne holdes stadig online, lidt ligesom man gjorde i gamle dage på Skype. Information deles nu gnidningsfrit og hurtigt gennem de helt nye medier og maskiner.

Uddannelserne er i dag også præget af mangfoldighed. De studerende taler et væld af sprog, de ved alverdens ting, de er kreative, de er både dannede og uddannede, og fordi de er fast forankret i deres egen historie og kultur, kan de uden problemer samarbejde på tværs af alle tænkelige kulturelle og religiøse skel. En uddannelse er noget, man sammensætter individuelt, og de udbydes på tværs af landegrænser og kontinenter og af både private og af det offentlige i et nært samarbejde og i en levende og gensidigt befrugtende konkurrence.

Flere og flere er flyttet ud af storbyerne igen. Der er ikke længere behov for at være tæt på arbejdspladsen, fordi folk nu arbejder hjemmefra, og derfor har flere landmand udstykket deres jorder til mindre husmandsteder. De tidligere byboer sætter pris på det nære liv, og de lever ofte med en bevidst jord til bord-tankegang.

Sundhedsniveauet i samfundet er i 2050 generelt i stigning – forureningen, derimod, er i dag næsten ukendt. Grøn energi dækker omsider næsten hele klodens energibehov. Der har været væsentlige forbedringer inden for genforskningen og levealderen er derfor drastisk stigende.

De almindelige borgere, som stadig er tilbage i storbyen, har et alenlangt visitkort. De er både værelsesudlejere, biludlejere, tøjudlejere, marskandisere og informationsforhandlere. Det meste af befolkningen er selvstændige i større eller mindre grad. Staten er blevet langt mindre, fordi de fleste er blevet selvforsørgende. Det er velanset at tjene penge på deleøkonomi, og man høster ros for private initiativer.

Et par skal ikke længere bruge den ene parts løn til at betale løbende skatter med. Grundværdiskatten, boligbeskatningen, elafgifterne, vægtafgifterne og de almindelige skatter er blevet sat væsentligt ned. Når ”staten” ikke bare er et system, der flytter rundt på de samme borgeres egne penge, sparer samfundet pludselig kolossale summer. De statsansatte er næsten alle blevet selvstændige serviceudbydere.

”Det er svært at spå – og især om fremtiden,” siges det. Men at verden vil være et helt andet sted i 2050 er både sikkert og vist.

Jeg satser som konservativ folketingskandidat kraftigt på at blive en del af den positive udvikling.