Fuglsang trådte sig ud af egen skygge
Jakob Fuglsang præsterede det største resultat i karrieren med en OL-sølvmedalje. En præstation der præger Danmarks OL-præstationer fremadrettet og Fuglsangs eftermæle.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Den her havde vi ikke regnet med. Allerede på førstedagen vandt Danmark en medalje ved OL, da Jakob Fuglsang leverede et taktisk og fysisk fabelagtigt cykelløb. Fuglsang viste kløgt som Rolf Sørensen i sine bedste løb ved at gribe alle de rigtige chancer, og det var Fuglsang, som var den stærkeste motor i hele feltet.
Det store perspektiv for Danmarks OL er, at denne medalje tager pres af både Team Danmark og af resten af de danske atleter. Målsætningen er 10 medaljer i alt, og var de ikke begyndt at blive vundet hurtigt, ville det lægge et pres på hele delegationer inklusive atleterne. Det er nu taget af takket være Jakob Fuglsang.
Man fristes næsten til at kalde denne sølvmedalje for en sejr, fordi Fuglsang sad i finalen med Rafal Majka og Greg van Avermaet. Majka var fysisk udmattet efter sit soloridt, men Van Avermaet er en fremragende afslutter. Det er Fuglsang så langt fra, så ham kunne silkeborgenseren ikke have slået. Omvendt havde han ikke nået Majka uden belgieren, så sølvet var det maksimale, som Fuglsang kunne få ud af den topform, han kørte dette cykelløb med. Fuglsang slog i styret på sin cykel af ærgrelse umiddelbart efter at have kørt over stregen, men der går ikke lang tid, inden han har analyseret dette cykelløb og indser, at sølvet blev vundet.
Fuglsang vil også indse, at dette sætter hele hans karriere i et nyt lys. Han har altid været kendt som denne fantastiske hjælperytter men ikke mere. Ikke en god afslutter. En god etapeløbsrytter på niveauet under den internationale topklasse. I de seneste år har han kørt flot for Vinzenzo Nibali på Astana, som i Rio de Janeiro styrtede med Fuglsang 20-30 sekunder bag sig på en satset nedkørsel, da medaljerne syntes fordelt, men for sjældent har Fuglsang fået lov til at gribe sin egen chance, og når det skete, havde han ikke ”punchet” til at føre det til det helt store.
Denne dag så det ud til, at det igen ville blive den samme tekst om Fuglsang. At han var stærk, kørte flot og blev nummer syv. Han har på de bedste dage et tempo i bakker og bjerge som få, så længe de ikke bliver for stejle, og de lettere og hurtigere ryttere angriber for vildt. Det gør de jo ofte, og derfor er Fuglsangs bedste resultater i en otte år lang karriere en etapesejr i Vueltaen, en fjerdeplads i Amstel Gold Race og en samlet syvendeplads i Tour de France.
Nu vandt han sølvet, og den vil man altid skulle trække frem, når Fuglsangs eftermæle en gang skal skrives. Han kunne faktisk køre sig til en af de helt store præstationer, fordi han havde snarrådigheden til at læse løbet helt rigtigt og styrken til at føre den rigtige taktik ud i livet. Samtidig artede et vanvittigt hårdt cykelløb sig for Fuglsang, som man næsten ikke kan slide op, når han er bedst.
Det er kun Rolf Sørensen blandt danske cykelryttere, som udover Fuglsang har vundet en OL-medalje i linjeløbet, siden professionelle cykelryttere fik lov til at komme med fra 1996. En bemærkning skal i den sammenhæng lyde om, at Sørensen jo har indrømmet, at han har dopet sig, men han »kunne ikke huske,« i hvilke løb det er sket. Om det eksempelvis var i Atlanta i 1996.
Denne OL-medalje bliver en oplevelse til børnebørnene for Fuglsang, og det bliver den også for sportschef Lars Bonde, som sad i følgebilen. Han skal være skoleleder. Dette var hans sidste tur med det danske landshold, og så slutter 16 år som fuldtidsansat i Danmarks Cykle Union på denne måde. Bonde har haft sine ture med nogle af de andre profiler i dansk cykelsport, eksempelvis Michael Rasmussen, men man under ham det, hvis han sad og var lidt rørt efter Fuglsangs præstation.
Det samme var hjælperytteren Christopher Juul-Jensen. Han måtte tage cykelbrillen på for at skjule den tåre, som trillede under et interview med DR efter løbet. Det vidnede om, at også Juul-Jensen havde en andel i Fuglsangs medalje. Han kørte sig helt ud og sad med eksempelvis de næstbedste over sidste stigning blot for at kunne hjælpe Fuglsang en smule, hvis muligheden skulle byde sig. Det er præstationer som Christopher Juul-Jensens, der skal bære Danmark til et tocifret antal medaljer. Viljen til at ofre sig kollektivt for at gøre de bedste bedre, og efter den begyndelse kan man ikke andet end at tro på, at det faktisk kan lade sig gøre med de 10 medaljer.