Humanisternes moral handler ikke om mennesker. Andre end dem selv

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Godhed er blevet et skældsord. Når borgerlige mennesker angriber selvretfærdige typer som migrant-smugleren Lisbeth Zornig Andersen, sker det som oftest med sarkastiske anklager om ”anstændighed” og ”godhed”. Enhver kan nemlig sige sig selv, at det eneste Lisbeth Zornig brænder for, er sit eget selvbillede. Og de danskere, der lider under konsekvenserne af hendes identitetsprojekt som tolerant multikultiperson, har hun kun hån til overs for. Hvem kan det undre, at hun får hånen lige i hovedet igen?

Tilsyneladende kan det undre Politiken-skribenten Dennis Nørmark. Han mener nemlig, at de borgerliges ironiseren over kulturradikal markedsføring af moralsk mereværd afslører dem som modstandere af empati, moral og ordentlighed. En fæl misforståelse.

For der er ingen, der opfatter Lisbeth Zornigs smuglerprojekt som ordentligt. Der er ingen, der mener, at venligboerne er empatiske. Eller at Det Radikale Venstre i det hele taget skulle være udtryk for god moral. Faktisk forholder det sig helt modsat. Selviscenesættelsen som et godt menneske handler om forfængelighed, egoisme og er i bedste tilfælde et fattigt forsøg på at finde eksistentiel mening i tilværelsen. Motivet er simpelthen fordækt.

Men gør det så meget, at motivet er selvisk, så længe konsekvenserne er gode? Sådan spørger Dennis Nørmark og trækker Adam Smith positive brug af selviskheden op af hatten og påpeger, at borgerlige da plejer at vurdere moral på baggrund af konsekvenser og ikke motiver. Realiteten er, at Smith slet ikke opfatter selviskhed som drivkraften bag moralske handlinger og i øvrigt er konsekvenserne af de selvgodes handlinger rent ud sagt destruktive.

Men hvorfor er det så, at alle de tilsyneladende velmenende humanisters selvgodhed ikke er udtryk for god moral? Det kan vi pudsigt nok forstå ved at studere netop Adam Smiths beskrivelse af den menneskelige moral. Smith skildrede menneskets moralske valg som basalt set drevet af medfølelse. I mødet med et andet menneske, kan vi sætte os i den andens sted og i sympati med dette menneske handle moralsk.

Og mens vi selvfølgelig bruger vores fornuft i en sådan moralsk handling, er det følelserne, der driver værket. Dermed også sagt, at Smiths moralske følelse handler om konkrete mennesker og ikke menneskeheden som sådan. Det ser vi i det forhold, at vores moral helt grundlæggende er styret af nærhed. Følelserne aktiverer vi først og fremmest over for mennesker, som står os nær. I en personlig relation, eksempelvis. Eller i fysisk nærhed. Med andre ord en opfattelse af den moral, der er ganske sammenfaldende med den kristne tanke om næstekærlighed (i den tidehvervske udlægning).

Man kan indvende, at en sådan moralsk præference for den konkrete næste ikke forekommer i overensstemmelse med tidens krav om universelle principper. Men her skal vi huske, at Smiths filosofi ikke er nogen etisk teori. Den handler ikke om, hvad vi rationelt kan udlede om den sande moral. Den handler om, hvordan menneskets faktiske moralske medfølelse opstår. For konkrete mennesker. Ikke for et princip eller en abstrakt menneskehed.

Med Smiths filosofi i hånden er det let (også for Nørmark) at forstå, hvorfor venligboerne, de radikale og alle de andres handlinger ikke er moralske. Deres udgangspunkt er nemlig fjernhed. For en ukendt og fremmed menneskehed. Gamle Karl Marx kæmpede hele sit liv indædt og passioneret for proletarerne. Men selv havde han ingen relation til proletarer. Han omgikkes ligesindede og ligestillede og hans eneste tætte proletarrelation var til stuepigen (som han gjorde gravid…).

Moral kræver menneskelig nærhed. Mennesker som man kan føle. Og det er netop det, der afslører venligboerne, de kulturradikale og alle de andre i godhedssegmentet. Deres moral er ikke funderet i en følelsesmæssig tilknytning til konkrete mennesker, men til ’menneskeheden’. Altså, i realiteten til en politisk ide om den sande etik. I erstatning for manglende Gudstro, har de opfundet en parodisk surrogat-Jesus. I bedste fald. For de flestes vedkommende handler det primært om narcissisme. Identiteten som god og, ikke at forglemme, mereværdsfølelsen. Og vigtigst af alt retten til pege fingre af de moralsk mindreværdige.