Hyggesexisme er ligeså folkelig som X-factor

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Påsken er ovre, og der er sikkert en del af jer, der har brugt den sammen med den store familie. Tanter, fætre og grandkusiner, som I kun kender perifert eller aldrig har mødt før. Rundt om sådan et bord kan samtalen til tider blive lidt akavet. For hvad fanden skal man tale med Onkel Hans om, som man sidste gang så, da man blev konfirmeret?

Samtale med folk, man ikke rigtig har noget til fælles med, kan være svært. Men frygt ej! Der er én ting, der aldrig slår fejl: Hyggesexisme. Det er sjovt, alle kan være med, og det giver både mænd og kvinder noget at samles om. Det kan endda tage form af en slags selskabsleg, hvor mændene og kvinderne opdeler sig i to hold: Mændene i stuen og kvinderne i køkkenet.

Jeg fik selv en forsmag på hyggesexismens udbredelse til sociale arrangementer, da jeg for et par måneder siden var til en perifer familiesammenkomst. Jeg kendte ikke halvdelen af de mennesker, der sad om bordet, i forsamlingshuset. Jeg var blevet sat ved siden af nogle, jeg aldrig havde mødt før, og jeg gav derfor et helhjertet forsøg på at lære dem at kende mellem laksen og flødekartoflerne.

Men flødekartofler og smalltalk hjalp dog lige lidt på den anspændte stemning. Det var først, da hyggesexismen blev smidt på bordet, at taget løftede sig.

En mand begyndte at kritisere sin konens evner til at køre bil. Konen, der sad ved siden af, smilede genert og grinede anspændt med. Alle mændene ved bordet istemte sig kvinders utroligt dårlige evner til at køre bil, og det grinede vi så alle sammen meget af. For kvinder kan jo ikke finde ud af at sidde bag et rat. Nu var mændene varmet op. En anden mand ved bordet fortalte, at hans kone var lidt smådum. Hun kunne åbenbart ikke finde ud af politik. Igen sad konen og grinede smånervøst. De midaldrende mænd om bordet istemte sig atter: Kvinder ved altså ikke noget om politik. Vi grinede alle hjerteligt.

Men kvinderne kunne nu også være med. Kvinden, der var blevet stemplet som smådum, sagde, at så var det godt, at hun var ferm i et køkken, og var god til at tage sig af sin pjevsede mand, når han havde mandeinfluenza. Vi grinede alle igen. For det er jo rigtigt. Kvinder er gode til at lave mad, og vi er også gode til at tage sig af mænd, der er syge.

Hvor mange mennesker har ikke i en eller anden akavet social situation oplevet, at når samtalen om det danske vejr er udtømt, så er det de fjollede forskelle mellem mænd og kvinder, vi samles om? Hyggesexismen er verdens bedste icebreaker.

Det er som om, at vi alle sammen godt er med på, at racisme er so last year. Det kan man ikke helt hygge med rundt om et bord, som i gamle dage. Neger? Krakkemut? Sådanne ord ødelægger de fleste høflige bordsamtaler. Det accepterer folk ikke rigtigt mere. Man kan vel nærmest heller ikke gøre grin med handicappede eller andre minoriteter. Det dur bare ikke, det giver ikke helt den samme lette stemning. Men stereotyp snak om kvinder og mænds natur, maskuline og feminine værdier, og hvad kvinder kan, og især hvad de ikke kan – det er bare virkelig sjovt. Det er kun X-Factor, der er ligeså skudsikkert et samtaleemne, og selv der kan man ikke være helt sikker på, at alle er fan af Reem eller synes, at Alex er en kedelig starut. Her er en joke om følsomme kvinder alligevel mere sikker.

Et eller andet sted kan man ikke bebrejde nogen. For når vi alle sammen griner med på jokes om kvinder, der ikke kan køre bil, så er det naturligt, at det er der, vi søger hen, når tavsheden om bordet fortættes. Men hvor ville det være rart, hvis onkel Johnny og kusine Tina kunne samles om andet end 50’ernes kønsstereotyper.

Det kan virke harmløst at tale om kvinder, der ikke kan køre bil, eller mænd, der ikke kan passe børn. Men ord er ikke toldfrie. Ord har faktisk en indvirkning på, hvordan vi forstår verden. Og bliver vi ved at italesætte mænd og kvinder som to helt forskelige væsener, der fra naturens side kan og gør helt forskellige ting, så kommer vi aldrig videre med ligestillingsdagsordenen.

Hvis vi nogensinde skal gøre op med ideen om, hvad "rigtige mænd" og "rigtige kvinder" er og gør, så starter det altså med snakken over karrysilden. Jeg orker i hvert fald ikke endnu en komsammen med lårklaskende jokes om alt det, kvinder er dårlige til. Vi er for længst kommet forbi at bruge "negere" og "svanse" som helt naturlige samtaleemner. Hvor ville det være dejligt, hvis vi kunne blive enige om, at kønsstereotyper fra 50’erne også er noget, vi skal lade ligge i det sidste århundrede.