Europas gamle adel er væk og afløst af demokratiske mennesker med vankelmodige tanker

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I den forgange uge gik min internetforbindelse ned til gene for den almindelige ekspedition af de daglige pligter, herunder skat, moms og løbende afgifter, inklusiv en uretmæssig parkeringsbøde. Da den momentane panik havde lagt sig, dukkede der en faretruende fornemmelse af frihed op i mit sind, og jeg bryggede en kop mokka og tog en bog ned fra reolen. Det viste sig at være andet bind af Alexis de Tocquevilles klassiske skildring af demokratiet i Amerika fra 1840, altså ikke meget senere end begivenhederne i den dramatiske film The Revenant, som kan ses i biografen i øjeblikket.

Ti minutter med Tocqueville, og internettet kan være lige meget. Den franske adelsmand er ikke alene et glimrende supplement til det virtuelle virvar, vi åbner hver morgen, men også et alternativ til den løbende strøm af sludder og vrøvl.

Adelsmanden både oplyser og generaliserer, og i en tid, hvor begge dele vækker vrede blandt humanister og islamister, er han en ven i vor demokratiske nød, hvor vi famler overfladisk rundt uden at forstå, at vi har fjender iblandt os, hvilket et stykke ad vejen bekræfter Tocquevilles dristige tese, at Europa ville blive som USA.

Andet bind åbner med disse probate ord: ”Jeg tror ikke, at der er noget land i den civiliserede verden, hvor man beskæftiger sig mindre med filosofi end i De Forenede Stater.”

Det er også her, at forestillingen om lighed står stærkest, mener Tocqueville, der sammenligner det unge og demokratiske USA med det gamle og aristokratiske Europa: ”I takt med at borgerne bliver mere lige og ensartede, bliver den enkeltes tilbøjelighed til at tro blindt på en bestemt person eller en bestemt klasse mindre. Tendensen til at tro på mængden bliver stærkere, og det er mere og mere den offentlige mening, der styrer verden.”

Mainstreamingen af den offentlige mening peger i to retninger: ”Den ene får hvert menneskes sind til at vende sig mod nye tanker, og den anden reducerer gerne mennesket til slet ikke at tænke længere.” Demokratiet er dynamisk, men demokratiet er også dyrisk og har det med at sløve den intellektuelle originalitet. Det kan godt være, at nogle ser skarpere end andre, men det er altid flertallet, der får folk til at tro.

I den forstand blev USA Europas fremtid. Tocquevilles røntgenblik blotlægger mindst lige så meget af den kollektive mentalitet i dagens Vesteuropa som Amerika dengang. Det skyldes såvel amerikaniseringen af Vesten som demokratiets sejrsgang. Europas gamle adel er mere eller mindre borte og afløst af demokratiske mennesker med ”vankelmodige tanker” og ”instinktiv afsky” over for alt af ældre dato. Demokrater er digtere, der lukker fortiden af for poesien, mens de åbner fremtiden for samme: ”De demokratiske folk bekymrer sig næsten ikke om det, som har været, men de drømmer gerne om det, som vil være, og i den retning har deres forestillingsevne ingen grænser.”

Det skal understreges, at Tocqueville er dybt fascineret af demokratiet, men han er allerhøjst demokrat med krydsede fingre og advarede mod den nye, sekulære herlighedstro, som snart rykkede ind i såvel liberalismen som socialismen og i dag rammer selv den bedste i form af hypostaserede menneskerettigheder og grænseløs "tolerance".

Demokratiet bygger på en gammel arv, men er nyt i vor forstand, skønt næppe varigt, men snarere periodisk og rummer en selvoptagethed, ingen andre epoker kan slå.

Intet andet sted ses denne systematiske selvoptagethed som i demokratiets kunst, fremhæver franskmanden: ”Jeg har ikke behov for at gennemsøge himmel og jord for at opdage en vidunderlig genstand fuldt af kontraster, storhed og uendelig små ting, fuldt af dybt mørke og forunderlige indsigter, som er i stand til at afføde både medlidenhed, beundring, foragt og rædsel. Jeg behøver blot at betragte mig selv.”

Tocquevilles kontante stil gælder også hans forståelse af islam som politisk bevægelse. Milevidt fra den moderne akademiske miskmask hedder det i en sammenligning mellem islams og kristendommens grundlæggende grammatik:

”Muhammed bragte ikke blot nogle religiøse doktriner ned fra himlen og placerede dem i Koranen, men også nogle politiske læresætninger, civile love og straffelove samt videnskabelige teorier. Evangeliet taler derimod kun om forholdet mellem mennesket og Gud og menneskene imellem. Derudover lærer den ikke noget og forpligter ikke folk til at tro noget. Dette er mellem tusinde andre grunde i sig selv tilstrækkeligt til at vise, at den første af disse religioner ikke kunne herske særligt længe i oplysningens og demokratiets tidsalder, mens den anden er bestemt til at herske i disse århundreder som i alle de andre.”

Hvad det sidste angår var Tocqceville desværre for optimistisk. Men på den anden side kunne han jo ikke vide, at europæerne ville være dumme nok til at lukke så mange muslimer ind i Europa, at der ville opstå en talrig diaspora, og at ikke alene den personlige sikkerhed, men også oplysning og demokrati ville komme i fare.

Alexis de Tocquevilles Amerika-bog er en fond af prægnante iagttagelser og refleksioner og minder os i internettets og demokratiets tidsalder om bogen som et af den gamle verdens mirakler. Du åbner den, og tiden går i stå, bortset fra at den tikker morbidt videre, men for en stund er du alene med din egen dømmekraft eller mangel på samme og de gamle visdomsord om, at menneskene, da de var ude af stand til at overvinde død, elendighed, uvidenhed, blev enige om ikke at tænke på det for dog at kunne mærke lykken i et glimt.

Alexis de Tocqueville: Demokratiet i Amerika, bind 2, Informations Forlag 2013, oversat af Mogens Chrom Jacobsen