Hvorfor vi ikke er feminister

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I dag er der mange, der offentligt på Facebook erklærer sig som feminister – både som reaktion på venstremanden Jan E. Jørgensens påstand i DR Debatten, om at der mere eller mindre ingen feministiske mænd fandtes, og som en "Jeg er Spartacus" - sympatierklæring til feminister, der bliver chikaneret på internettet. De er forståeligt nok skuffede over, hvor svagt feminismen står herhjemme.

Når folk ikke vil kalde sig feminister, er det er ikke fordi de vil smide ligestillingen under bussen, men fordi feminister har meget svært ved at formidle, hvad det egentlig er, de står for. For de tre ud af fire danskere, der ikke kalder sig feminister, er ordet ikke bare en betegnelse for en person, der støtter kønnenes ligestilling, men for en rødstrømpe eller en radikal feminist. Det er røde strømper og røde faner. Hvis feministerne gerne vil have flere om bord, så skal der oplysningsarbejde til, og der skal en indsats til for at vise, at feminisme ikke bare er noget socialistisk og partisk. Feminister er ikke kun rødstrømper, og de fokuserer ikke kun på kvinders forhold, i princippet, men sådan virker det på udenforstående.

Den virker énøjet – ikke mindst på grund af selve betegnelsen. Der er mange dårligdomme, der først og fremmest rammer mænd, som stilles elendigt i forældremyndighedssager, er pålagt værnepligt og generelt har dårligere sundhed og større tendens til sociale problemer. Derfor kan det forekomme ensidigt at fokusere udelukkende på kvinders problemer. Der er masser af feministiske forfattere og aktivister, der interesserer sig dybt for mænds forhold og de former for kønsbaseret diskrimination og vold, mænd udsættes for, men de er bare ikke nær så synlige. De fremstår partiske.

Skal man finde et godt eksempel på, hvordan man ikke udbreder feminismen, kan man nærstudere de svenske debattørers optræden i den famøse debat forleden. Det er hovedrystende. At de var på udebane, er vist at sige det pænt. De var snarere helt uforberedte på mødet med en dansk virkelighed, hvor de ikke kan appellere på selvfølgelighederne.

De svenske feminister anlagde en hoverende, selvhøjtidelig og fremmedgørende tone, som har skræmt flere tilskuere væk end de første ti reaktionære borgerlige debattører formår i en livstid. Og det siger jeg som en, der egentlig gerne ville kunne lide dem. Ud fra den bredeste definition på feminisme – støtte til kønnenes ligestilling, anerkendelse af kvinders historisk svagere position – blev de eksponenter for en snæver dagsorden, som de fleste ikke kan tilslutte sig. Og når den dagsorden bliver ensbetydende med feminisme, ja, så bliver der ikke mange feminister at finde på vestre side af Øresundsbroen eller højre side af det politiske spektrum.

Ordet har bagage i den danske debat, som feminististiske debattører bliver nødt til at forholde sig til. Betegnelsen forbindes med socialisme og voldsomme indgreb i arbejdsmarkedet og andre dele af samfundslivet – alt fra kvoter i bestyrelser i aktieselskaber, tvungen barsel til svækkelse af mænds retsstilling i voldtægtssager. Røde partiers oprigtige velmenende feministiske engagement gør ikke meget for at svække det indtryk.

De fleste feminister lægger en markant bredere definition for dagen, som er meget mere inklusiv, end retorikken antyder. De afviser beskyldingen om, at de kun fokuserer på kvinders forhold eller at det er en forudsætning for at være feminist, at man skal være enig med de mest omdiskuterede politiske forslag.

For de fleste feminister er betegnelsen snarere historisk betinget, fordi den moderne feminisme er udgroet af 1800-tallets kvindesag. Kvinder stod retsligt, økonomisk, politisk og socialt dårligere. De var uden tvivl andenrangsborgere i lovens forstand, så ligestilling var ensbetydende med forbedring af kvinders lod i samfundet. Selvom de principielt allerede ér "egalitarister", holder feminister fast i betegnelsen på grund af bevægelsens historie og fordi kvinder stadigvæk, verden over, er stillet dårligere socialt.

Så selvom der ikke er mange borgerlige, der decideret er imod ligestilling, er der et meget stort flertal, der er skeptiske over for den faktisk oplevede feministiske aktivisme. Der er et stort middelsegment i debatten, som absolut støtter ligestilling og opfatter det som væsentligt, men ser selve feminismen som udtjent som bevægelse. De store slag er vundet. Lovene er ændret. Kvinderne dominerer universiteterne. Er det ikke lidt gammeldags med al den kvindekamp?

Helt omvendt mener feminister, tiden er til at tage et spadestik dybere og fjerne mere uformelle former for u-ligestilling – også i privatsfæren. De mener absolut ikke, ligestillingen er opnået, og de måler det på statistikkerne, hvor borgerlige skeler til lovene.

Kampen for ligestilling i det daglige liv er mystisk for det store flertal af danskerne, der ikke opfatter det private som politisk. Alt hvad der lugter af at være pernittengryn eller smålighed, for eksempel det meningsløse kværulanteri om hvor bredt mænd må sprede benene når de sidder ned, er kun med til at puste til ilden. Når feminister fokuserer på den slags pjat, spørger den udenforstående, er det så ikke fordi kampen er vundet og de nu bare leder efter noget at hidse sig op over?

Det indtryk er det i hvert fald nemt at få. Det kan sagtens være sociologisk interessant, men det gør ikke meget for at overbevise ikke-feminister om, at feminister har fat i den lange ende. Det har bare ikke masseappel. Ikke alle forfattere eller aktivister har mainstreamen eller mainstreammænd som deres publikum, så de kan være ligeglade, men de gør immervæk ikke meget for at vinde hearts and minds.

Så kan man være en borgerlig feminist? Ja, hvis man vurderer det på den definition, de fleste feminister bruger. Sandsynligvis er man det allerede. Det er næsten dét, feministerne burde forsøge at forklare folk.