Den ualvorlige præst

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Flere steder kan man i disse år opleve præster, især yngre, der forlader prædikestolen og prædiker fra gulvet. De vil formentlig gerne i øjenhøjde med menigheden og vil ikke ophøje sig selv ved at stå og tale ned til mennesker. Men derved bekræfter de mindst to ting: Dels at de intet har fattet, hvis de tror, det er dem selv, det handler om, når de står på prædikestolen. Det handler om ordet, forkyndelsen af det og i sidste ende om Gud, og den eneste, de ophøjer ved at begive sig ned på gulvet, er netop dem selv frem for det, det handler om. Dels bekræfter de, at folkekirken i dag i tiltagende grad er så optaget af form frem for indhold, at den ikke bare latterliggør sig selv, men også er i fare for at overflødiggøre sig selv, fordi den og præstestanden fremstår ualvorlig.

Det indtryk er i rigelig grad blevet udstillet de seneste dage, efter at sognepræsten Per Ramsdal har meldt sin genkomst efter ni måneder på skolebænken, hvor han atter skulle lære at tro på Gud. Som det vil være Jyllands-Postens læsere bekendt, anbragte Per Ramsdal sig selv i lidt af en mediestorm, da han i et interview her i avisen 1. juledag sidste år sagde, at det der med at forkynde det evige liv ikke rigtig sagde ham noget. Derfor stak han de pårørende »en nødløgn«, når han ved begravelser sagde, at man atter en dag ville blive genforenet med afdøde. Ligesom han i samme interview fortalte, at han ikke tror på, at Jesus stod op af graven.

Og det er jo en ærlig sag, men så burde man nok ikke søge kald som sognepræst. For noget tyder på, at Per Ramsdal ikke vaklede i sin mangel på tro på de helt centrale fortællinger i kristendommen. Det betyder ikke, at der ikke skal være plads til tvivl. I modsætning til i lovreligionerne er netop tvivlen på Guds eksistens og tilstedeværelse i den grad en indlejret del af den luthersk-evangeliske tradition. Man går netop i kirke om søndagen for at møde en forkyndelse, der kan modsige tvivlen og bekræfte, at Kristus genopstår, hver søndag.

Men der gik man åbenbart forgæves, hvis man gik til Per Ramsdal, indtil han blev sendt på ni måneders mentorforløb med en teologiprofessor. Om mentorforløbet har ændret noget som helst, er noget uklart, men dømt alene på de uldne og floskelprægede udmeldinger fra ham selv på sociale medier, fra domprovst og biskop er det svært at sige, om forløbet har fået ham til nu at tro på det, han ikke troede på for 10 måneder siden. Indtrykket er, at der først og fremmest har været tale om en lang kammeratlig samtale, en art medietræning, hvor han er blevet bedt om at holde sine småpolitiske udmeldinger og religiøse anfægtelser for sig selv, for så skal det nok gå alt sammen.

Men det, der står tilbage, er spørgsmålet om, hvorfor det egentlig var vigtigt og nødvendigt for Ramsdal at sige, som han gjorde? I sidste ende handler kristendommen ikke om at tro på nogen, der gik på vandet eller stod op af døde, men om at forkynde troen på en nåde og en tilgivelse, der gælder for alle, og modsige tvivlen og vantroen, så hvorfor egentlig ikke bare gøre det?

Måske fordi det for en præst som Per Ramsdal, og han står ikke alene, i en tid, hvor kirken med pjank og pjat forsøger at tilpasse sig en mere og mere kirkefremmed virkelighed, er vigtigere at forsikre, at han er en moderne præst, der sandelig ikke tror sådan for alvor, i stedet for bare at passe sit arbejde og forkynde evangeliet.

Ved at tage den slags latterligheder alvorligt bekræfter biskop og domprovst på folkekirkens vegne deres egen latterlighed, og at kirken i stigende grad er en ualvorlig institution befolket af ualvorlige præster på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde er brug for det modsatte.