På en skala fra DKP til KAK – her er Liberal Alliance

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I Liberal Alliance har man selvtillid, og den er velfortjent. Det går forrygende for det efterhånden ikke så lille parti, og nu er de blevet så store, at er plads til egentlige fraktioner. Som det eneste tilbageværende idealistiske parti går bølgerne højt – og ikke så få har fuldkommen mistet jordforbindelsen. Det minder lidt om venstrefløjen. I 70erne altså. Hvor de outrerede kommunister ikke kunne forstå, hvad man dog skal bruge ejendomsretten til sin tandbørste til, kan liberalister i dag ikke forstå, hvordan man kan have følelser for sit fællesskab, og glæde sig over at fodboldlandsholdet vinder. Alle kender til venstrefløjen, men ikke så mange kender til de mange liberale grupperinger. Her er en sammenlignende fraktionsoversigt.

Danmarks Kommunistiske Parti (DKP): Ligesom DKPerne altid var loyale over for Moska, har Liberal Alliance en fast skare af partisoldater. Når Anders Samuelsen proklamerer, at den offentlige sektor ”bare skal gøre ligesom Lego,” så tror de på ham og klapper benovet. I stedet for plakater med Kim Kardashian, hænger Samuelsens firefeltstabel (der beskriver, hvorfor alle andre end LA er socialdemokrater) hjemme i de liberale drengeværelser. Det er noget så stærkt. Det er også en ømtålelig sag, dette med partitilhørsforholdet, hvorfor Facebook flyder over med sårede alliancefølelser, hver eneste gang nogen kritiserer partiet.

Venstresocialisterne (VS): Hjemstedet for de teoretiske hardlinere. Det er dog ikke spørgsmålet om determinisme i Marx’ ’Den Tyske Ideologi,’ man diskuterer i den liberale version, men fx velsignelserne i det statsløse samfund. Eller lyksalighederne ved private domstole. Det fornuftige og realistiske i privat politi, hær og jernbanenet. Og hvordan det helt praktisk skal fungere, når alle veje ikke længere er offentlige. Stridspunkter er om sådan noget som intellektuelle rettigheder og hvorvidt Somalia er en anarkistisk succes eller ej. Privatisering af månen er også et varmt emne. Og så videre derudaf; det er Sim City med politik.

Feministisk basisgruppe: Hvis vi bare sætter os og ned og bliver enige, skal det hele nok blive rigtig godt. Sådan er der også liberale, der forestiller sig, vi kan løse den igangværende flygtningekrise, hvis vi bare lige bruger hovedet. ”Problemet er ikke større, end vi kan løse det, hvis vi tænker os om”. Ihh altså, dumme os, der glemte at tænke - sæt i gang!

Kommunistisk Arbejderparti (KAP): For nogle på venstrefløjen var det simpelthen for tørt og kedeligt med Sovjet og DDR, hvorfor de kastede deres kærlighed på Mao og den kinesiske kulturrevolution. Det er, på samme måde, ikke eksotisk nok at gå med jakkesæt og gå ind for lavere skat. Så i Liberal Alliances Ungdom dyrker de mest at få frigivet narko, liberaliseret våbenloven og erklære deres støtte til Christiania og mangfoldighed. Alt er lige godt og ligegyldigt – bortset fra jakkesæt, som er meget kedeligt, konformt og borgerdyrsagtigt. Og man er kraftedme ikke et borgerdyr, bare fordi man er borgerlig. Og borgerlig vil man heller ikke kaldes. Hellere…hippie. Det føles bedre.

Tvind: Alle politiske bevægelser har sekteriske træk – for det er nu engang rart at kunne gøre sin politik til en livsstil. De liberale kan køre med Uber, bruge Bitcoins eller melde sig under fanerne til Free State Projekt, der går ud på at gøre New Hampshire til en libertariansk drømmestat. For de mere utålmodige er der planen om at lave en fristat på en boreplatform, eller det helt hotte Free Republic of Liberland, en selvproklameret liberal utopistat på et omstridt stykke jord mellem Kroatien og Serbien. Så skal der saftsusemig produceres oprørs-lakridspiber og kanelsnegle til den store guldmedalje. Modstandsbevægelsen kan godt gå hjem og lægge sig nu.

Kommunistisk Parti: Sammenlægningen af DKP/ML og Kommunistisk Samling i 2006 er hjemstedet for de overvintrede, allermest udkogte venstrefløjsere. Derude, hvor skægget når helt ned til skrumpeleveren, og hvor man måske har en halskæde med en hajtand i. Alt, hvad de står for, er for længst overhalet af virkeligheden, men de hænger fast af ren og skær konformitet. Den blå version er anarkistiske liberale, der egentlig har for meget livserfaring til ikke at kunne se det dumme i dogmerne. Det dér med de åbne grænser var måske ikke så smart alligevel, men det taler vi ikke om. Man vil ikke være en skruebrækker – og idéen er jo god nok.

Kommunistisk Arbejderkreds (KAK): Når man har så meget ret, som man har på denne fløj, er det helt i orden at overtræde loven. Her finder man liberalister, der sælger narko, lækker statsministerens CPR-nummer og af princip ikke betaler skat. Det er sådan nogle, man kan underholde et middagsselskab med historier om: De mener rent faktisk, at der er mere frihed i Somalia.