Enkeltbillet til Vendsyssel
Jeg købte engang en enkeltbillet. Til New York. Så eftertrykkeligt, at jeg kom til at melde mig ud af Danmark. Dagen efter ankomsten havde jeg en presset bankdame i røret, der ville sikre sig, at jeg vendte tilbage til Kongeriget og vedligeholdte mine bankaftaler. Da jeg vendte snuden hjem, blev jeg kaldt til møde på Borgerservice og beordret til at stille personligt med legitimation for at få adresse i Danmark igen. For halvanden år siden købte jeg en enkeltbillet igen. Til et nyt eventyr. Til et nyt eksotisk sted: Vendsyssel.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
"Men hvorfor?” Med ansigter, der udstråler lige dele foragt og forbavselse, er det er nok det spørgsmål, folk har stillet mig flest gange det seneste år og 6 måneder. Hvorfor dog?
Den rådne banan, Provinsen, ydreområde, Guldkysten, Lars Tyndskids mark, Vandkantsdanmark, om ikke andet så det land, som medierne stigmatiserer som Udkantsdanmark. Der hvor skolerne lukker, hele landsbyer står nedrivningsklare, og der er utroligt dårligt internet.
Jeg boede på Nørrebro i København, et stenkast fra Ungdomshuset, i et blomstrende kvarter med kulinarisk overload, mangfoldighed, loppemarkeder og midnatssysler på gaden. Men som de fleste hovedstadsbeboere ved, er boligsituationen sjældent evigtvarende, og nu skulle vi flytte igen igen. Vi havde mailet, ringet, skrevet, networket og set på lejligheder i ét væk. Én gang tog min ene veninde og jeg, foregivende at være et etableret par med styr på sagerne, til fremvisning på en lejlighed i Sydhavnen. ‘Det tror jeg vi blir rigtigt glade for, skat’, sagde hun, mens jeg akavet modtog et kærligt strøg på kinden, og hun sendte et sigende blik til udlejerparret, der havde inviteret os og et hobetal af andre boligsøgende eksiludkantsdanskere til åbent hus i en lejlighed, der hverken var delevenlig eller havde nævneværdigt lysindfald.
Jeg var trodsig over den ufrugtbare boligjagt, og jeg var træt ind til knoglerne af hovedstadens mekaniske mentale støj, ræs og beruselse. Vi var hele tiden på vej et andet sted hen, på nattetogt, til fernisering, ud i livet, i et hav af mennesker, som med uniformsagtigt udseende fortvivlede prøvede at begribe, berige og bestå i individualismens tidsalder. Jeg vidste ikke, hvad min destination var, og der var rungende tomt, når jeg prøvede at mærke efter.
Jeg er fotojournalist, det man i gamle dage kaldte pressefotograf. Det betyder, at jeg kan beskrive verden i billeder. Vores job er, at gengive verden så præcist som muligt, og som det mangen gang er sagt, så kan fotografiet fortælle mere end tusind ord. Det kan nuancere vores verdensopfattelse på tværs af sprog, religion og alder. I denne promte udskiftende mediejungle, hvor journalistisk handler mere om clicks og likes, end dybdegående information, smelter vores eksistensgrundlag, som fotografer. Vi står for mange på et smeltende underlag, og hvis du ikke vil daskes i vandet, så skal du skubbe en anden i. Udover at de andre på den vippende isflage er mine venner, så ville jeg hellere flytte mig til et sted, hvor der er brug for mig, hvor jeg kan bidrage til det, jeg omgiver mig med, og ikke bare er en i køen.
Derfor. Derfor pakkede jeg mit liv sammen i mine forældres Peugeot Stationcar og flyttede ud på kanten af kontinentet, med frisk luft til hjertet. Jeg kiggede ind af brevsprækken til et liv uden utilnærmelige fuldskægsbeklædte mænd, men et ocean af stilhed og alenetid. Skræmmende? Ja.
Jeg har boet i New York, Mexico, Århus og København, og hvor end jeg befinder mig, bliver jeg udstyret med superheltehørelse, hvis der er en nordjyde i nærheden. Og med en indædt detektiv i maven forsøger jeg at bestemme nordjydens lokaloprindelse på dialektens form. Jeg bliver blød i knæene, for det vækker erindringer om et sted med højt til himlen og kort til roen. Om det er et billede på en undertrygt trang til at vende tilbage til sit ophav, ved jeg ikke. Men her er noget, jeg ikke har fundet andre steder. Det er ikke kun det, at der er kølige forfriskninger i glasset, og solen endnu engang går ned i et spektakulært show. Det er også, når efterårets og vinterens stilhed gør dig i stand til kun at høre dig selv. Det er ikke nødvendigsvis rart.Heldigvis bliver det potentielle navlepilleri med jævne mellemrum forstyrret af Vesterhavets brusende larm i gaderne, og når man står på toppen af klitterne og ser på dets rasen, bliver man mindet om, hvor lille og tilfældig éns plads er i denne verden er. Det er et motiverende perspektiv. Der er noget fint i at kigge på det, man kommer fra. Der er noget fint i at møde mennesker, som har kendt en hele ens liv. Måske det hjælper lidt på selvforståelsen, og pengene til psykologen er bedre givet ud i et møde med ens bagland?
Jeg har ikke et boardingkort tilbage til Hovedstaden. For jeg savner ikke at bo der. Mine venner, som stadig har adresse der, dem savner jeg, men jeg sætter stor pris på, at vores møder og snakke er blevet mere intense og nærværende. Jeg sætter pris på, at vi afsætter tid til hinanden.
I dag tales der meget om, hvad vi skal stille op med den del af Danmarkskortet, som folk flytter væk fra.
Jeg tog den anden vej, bor midt i det - og jeg er vild med det! I kommende blogindlæg vil jeg berette om livet her i ‘Udkantsdanmark’.