Var Hayek konservativ eller liberal?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Èn af de største borgerlige tænkere i det 20. århundrede var økonomen og filosoffen Friedrich Hayek. Jeg bruger bevidst den neutrale betegnelse borgerlig, fordi liberale og konservative strides om Hayeks politiske tilhørsforhold. Virkeligheden er da også den, at Hayek er vanskelig at placere.

Oprindeligt var han økonom og sammen med Ludwig Von Mises en skarp kritiker af planøkonomi og socialisme. Uden væsentlig anerkendelse i samtiden påpegede de umuligheden af planøkonomi med det særlige argument, at uden en fri prisdannelse er økonomisk planlægning ikke mulig. Et synspunkt, der er bred enighed om i dag, hvor man for længst er holdt op med at undervise i marxistisk økonomi.

Spørgsmålet om prisens betydning i en økonomi har imidlertid en bredere betydning i Hayeks økonomiske forfatterskab. Hans vigtigste bidrag var måske artiklen The Use of Knowledge in Society, der blev trykt i bogen Individualism and Economic Order, hvor han beskriver det frie marked som en spontan organisering af spredt information. Markedet skaber en koordineret orden med millioner af deltagere uden at nogen hverken planlægger eller har overblik. En pris er et resultatet af et nærmest uendeligt antal interaktioner mellem mennesker og rummer dermed en fantastisk akkumuleret visdom. For den indsigt fik Hayek i 1974 Nobelprisen i økonomi, men var forinden blevet så desillusioneret over den økonomiske debat, at han havde forladt den til fordel for den politiske filosofi.

Mest berømt er Hayeks værk fra 1944, The Road to Serfdom, hvori han argumenterer for at socialistisk planlægning af økonomien fører til en generel undertrykkelse af friheden. En kritik, der rummer mange sandheder, men retrospektivt også forekommer overdrevet, eller ligefrem decideret fejlagtig. Tag de skandinaviske velfærdsstater, der snildt forener en udstrakt grad af økonomisk intervention med en lige så udstrakt af personlig frihed. Langt mere indflydelsesrig var imidlertid Hayeks sammenstilling af nazismen med kommunismen i fællesnævneren kollektivisme – der står over for den borgerlige individualisme. Sammenligningen vakte naturligvis ekstrem vrede i sin samtid, men er i dag bredt accepteret.

En egentlig politisk filosofi udvikler han imidlertid først i værket The Constitution of Liberty fra 1960. Her ser man ligesom i The Road to Serfdom den tætte sammenhæng mellem Hayeks økonomiske indsigter og hans øvrige politiske ideer. Bogen er et forsvar for individuel frihed, for den liberale retsstat og evolutionære fremskridt med respekt for traditionen. Bogen fremtræder som en afdæmpet liberalisme, hvor forfatteren, med sin uklare definition af legitime begrænsninger i friheden, åbner døren for alverdens statsindgreb. Af samme grund bliver han ofte kritiseret af moderne liberalister for at legitimere hvad som helst. Det er imidlertid oplagt at se Hayeks forsigtige politiske filosofi i tråd med hans øvrige forfatterskab: en fremhævning af den menneskelige rationalitets begrænsning. Kan man som liberal filosof udtænke præcise grænser for statslig indblanding uden samtidig at bedrive rationalistisk konstruktivisme? Systemtænkning er vel systemtænkning, uanset om den er liberal eller socialistisk? I teksten kan man virkelig mærke hans modvilje mod at være firkantet og kategorisk, som vi ellers kender det fra den senere liberalisme.

At Hayek i The Constitution of Liberty på mange måder afviger fra den moderne liberalisme, er ikke det samme som at han skulle være konservativ, slet og ret. Billedet er mere nuanceret. Faktisk finder liberalister det stærkeste argument for Hayeks tilhørsforhold til den liberale lejr i bogens afsluttende essay Why I am not a Conservative. Her kritiserer han konservatismen for blot at være tom modstand mod forandringer og i princippet at kunne føre til hvad som helst – blot langsommere. Hayek ville dog ikke kalde sig selv liberal, fordi denne strømning i høj for grad var og er associeret med den kontinentale rationalistiske liberalisme og med den engelske utilitaristiske tradition. I stedet foretrækker han betegnelsen Old Whig, som han identificerer med Alexis De Tocqueville og Edmund Burke. Men disse er jo netop eksempler på, hvad vi i dag vil betegne som konservative tænkere, og følgelig må Hayek også som minimum delvist tilhøre denne tradition. Uagtet at Burke er kendt som konservatismens fader, skal man dog ikke underkende, at hans position på lange stræk også var liberal, og sådan må Hayek anno 1960 også opfattes. Som både konservativ og liberal.

Hayeks mest omfattende politisk-filosofisk udgivelse er dog trebindsværket Law, Legislation and Liberty, der udkom i årene 1973, 1976 og 1979. På mange måder tager den over, hvor Constitution of Liberty slap, men går dybere til værks og tager en række vigtige emner op, som stod ubesvaret i værket fra 1960. Det er også sådan, han selv præsenterer sin intention med værket i introduktionen til bind 3. Den røde tråd heri er betoningen af den evolutionære udvikling af samfundet, især inden for spørgsmål om moral og ret. Men bortset fra den røde tråd, fremstår de tre bind både rodede og usammenhængende. Ikke mindst fordi den konservative Hayek først og fremmest folder sig ud i andet og tredje bind, mens han fremstår mere liberal i bind 1. Man kan måske sige, at Hayek i første bind - ligesom i sit tidlige forfatterskab - ikke fremtræder u-konservativ, men at den distinkt konservative dimension af hans tænkning først kommer til udtryk fra andet bind og frem.

I andet bind beskriver han, – blandet andet med inspiration fra den konservative Michael Oakeshott - hvordan et samfund eller en kultur udvikler en enshed i værdier, der konstituerer samfundets orden. Dette evolutionære perspektiv på udviklingen af moral gør ham samtidig til forsvarer af et kulturrelativistisk synspunkt, som Kasper Støvring har dokumenteret grundigt. Det klareste eksempel herpå er Hayeks erklæring om det moralsk forkerte i at genoplive en ældre eskimo, der som følge af deres særlige kulturelle normer er blevet efterladt for at gå til grunde. Kun hvis man er villig til lukke ham ind i sin egen kultur og sørge for hans videre færd, ville det ifølge Hayek være moralsk forsvarligt at genoplive manden. Hayek er ingen ren relativist (en sådan position er vanskelig at opdrive), og man skal forstå, at hans position kan beskrives som konsekventialisme. Altså, Hayek forsvarer sin filosofi, fordi han mener den vil føre positive konsekvenser, men i den bredeste betydning af ordet ’konsekvenser’. Således afviser han utvetydigt den nytteteoretiske position repræsenteret ved Jeremy Bentham, mens han fremhæver Adam Smith og Edmund Burke som tilhængere af positive konsekvenser i bred betydning. Her er naturligvis igen en sammenhæng med hans skepsis over for den menneskelige rationalitet. Det er også vigtigt at forstå, at Hayeks evolutionisme ikke står alene. På tværs af kulturer fremhæver han eksempelvis universaliseringen af love og regler, som afgørende for udviklingen af et samfund. Evolutionismen skal snarere forstås sådan, at selvom den er nødvendig for fremskridt, er den ikke tilstrækkelig – som Hayek skriver ordret. Eller med hans kendte formulering: All progress must be based on tradition.

I det afsluttende bind bliver han helt konkret om sine forestillinger for indretningen af vores samfund, herunder et kapital om, hvad staten bør beskæftige sig med. Dette oprids laver han efter eget udsagn alene for at modvirke den misforståelse, at han skulle være tilhænger af en minimalstat. Hayek har tydeligvis haft behov for at rette denne misforståelse – og når det kommer til stykket ytrer han støtte til lovgivning på en række områder, som liberalister ellers opfatter som uspiselige. Det gælder blandt andet institutioner, der sikrer social samhørighed på tværs af samfundet, såsom værnepligten. Han går ind for offentlige goder i bred forstand, men også særligt for statslige licenser til at drive bestemte virksomheder, certificering af goder og uddannelse til befolkningen, blandt andet for at sikre, at borgerne kan deltage i den demokratiske proces. Samtidig skriver han om familien som den centrale institution, mens han udtaler sig negativt om 70ernes ungdommelige modkultur og om den bevægelse, som han identificerer med Freud, der vil ’befri’ mennesket fra konventionel moral og repression. Han indikerer i øvrigt også, at han opfatter moralske spørgsmål som alkohol- og narkotikaforbud, abort, aktiv dødshjælp etc. som noget, der skal afgøres ved den herskende opfattelse i samfundet – og altså ikke som sager, der kan bestemmes rent principielt.

Mest interessant er måske, at han også har en række nutidsrelevante betragtninger vedrørende indvandring - som han, i parentes bemærket, mener bør begrænses. Som han påpeger, er det en nødvendighed med begrænsninger i bevægeligheden så længe, der er store forskelle i levestandard i forskellige lande (ikke pga. velfærdsstaten). Desuden fremhæver han, at de store forskelle i national and ethnic traditions ganske enkelt gør begrænsningerne i den frie bevægelighed uundgåelige. Som han siger med hvad der ligner en implicit reference til sin ven Karl Popper: Liberale principper (som tolerance) kan kun blive anvendt på dem, der også selv respekterer liberale principper.

Jeg ser to mulige konklusioner på spørgsmålet, om hvorvidt Hayek var konservativ eller liberal. Den ene mulighed er, at den ”unge” Hayek, der skrev Constitution of Liberty var en slags konservativ liberal, der blev mere distinkt konservativ på sin gamle dage. Unge er i anførselstegn, fordi han var fyldt 60, da værket udkom. Den anden mulighed er, at Hayek ikke ændrede holdning, men blot udviklede de (meget) konservative elementer af sin filosofi i en høj alder. Faktisk er det svært at opdrive andet end lidt tilfældige citater fra hans tidlige forfatterskab, der skulle modbevise denne konklusion. Og jeg ved egentlig ikke selv, hvad jeg skal mene.