Eksponér had-prædikanter og deres dødskult

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Af David Trads

Jeg foragter de had-prædikanter, som formår at bilde nogle unge danske muslimer ind, at de er Allahs helte, hvis de hylder Islamisk Stat, henretter Muhammed-tegnere, slår jøder ihjel i selvmordsaktioner eller kæmper for at indføre et formørket kalifat.

Denne lille, men desværre indflydelsesrige, gruppe af mørkemænd er medansvarlige for blandt andet den terror, som Omar el-Hussein begik i København mod ytringsfriheden og jøder; for de mange danske Syriens-krigere, heraf nogle døde, som ulykkeligvis og landsforræderisk kæmper på Islamisk Stats side; og for den uhyggelige radikalisering af unge mænd under løfte om et martyrium i paradis.

Den galde, som spyes ud fra talerstole i Hizb-ut-Tahrir, i Grimhøj og Al-Faruq-moskeerne i Gellerup-planen i Aarhus og på Ydre Nørrebro i København, og, ved vi nu, rundt om bordene i visse danske fængsler, er målrettet efter præcist den gruppe af unge muslimer, som balancerer på kanten af samfundet. Deres dødskult er syg – og det er uudholdeligt, at typer som Ousamma el-Saadi, Abu Bilal Ismail, Said Mansour, Hajj Saeed, Fadi Abdullaftif, Tamullah Abu Laban, Mohammad Albaraz, Abu Ahmed og Abu Hamza frit kan udøve så ekstrem negativ indflydelse.

Forleden gik jeg eksempelvis til et meget velbesøgt ’debatmøde’, som Hizb-ut-Tahrir holdt i Nørrebro-hallen. Det var en rædsom oplevelse. En fra bevægelsen, hvis navn ironisk nok oversættes til ’Befrielses-partiet’, stak mig en pjece i hånden med titlen ’Forfatningsudkast til Khalifah-staten.’ I forordet stod der, at ’den er en forfatning, som ikke er specielt for et bestemt territorium eller et bestemt land,’ fordi den hurtigt vil komme til dække ‘hele verden’, og ikke bare ’den islamiske.” Videre stod der, at det er ’den islamiske verdensanskuelse’ og ’sharia-lovene’, der skal styre dette kalifat.

En af de tre talere ved arrangementet var i øvrigt Taimullah Abu Laban, en af Hizb-ut-Tahrirs ledere og manden bag det hæslige udsagn om, at ’der ikke kan være fred i Palæstina, før jødestaten bliver udryddet’. En af de tidligere danske ledere, Fadi Abdullatif, har sagt det endnu tydeligere om jøder: ’Dræb dem, hvor end I finder dem.’ Bevægelsen har efter terroren i København fastslået, at det er ’vitalt’, at ’muslimer ikke tager afstand’, men ’tværtimod sætter tingene i den rette kontekst’ – nemlig at ’problemet’ er de ’danske politikere og medier.’

Mens jeg ventede på, at mødet gik i gang, talte jeg med fire unge drenge på 15 og 16 år. Jeg spurgte dem, hvorfor de var kommet – og de svarede, at ’de har brug for at høre argumenter, som de kunne bruge i diskussioner i skolen.’ Da jeg rejste mig for at tage billeder af de kvindelige deltagere, som var adskilt fysisk fra mændene, rejste en ubehøvlet type sig op og belærte mig om, at jeg ikke måtte, ’fordi der er regler, som skal følges.’ Jeg blev vred og forlod omgående mødet. Hvorfor? Ja, fordi jeg ikke kan holde ud, at disse veltalende, men hadefulde, typer udnytter drenges usikkerhed til at forsøge at lokke dem over på den mørke side.

Jeg tænker på en gang for ti år siden, da jeg mødte Said Mansour, den såkaldte ’Boghandleren fra Brønshøj’, som nu er indespærret for sin opflammende tale. Han forsvarede terror; håbede ikke, hævdede han, at den ville ske i Danmark; men understregede, at danskere, fordi ’de er med til at vælge deres statsminister’, også ’har et ansvar’ og derfor ikke er ’uskyldige ofre.’ Han sagde – med sin isnende kulde – at ’vi må bruge den gode terror mod den onde terror – for i Koranen står der, at vi må berede os med vores største styrker og med alt, hvad vi kan for at skræmme vores fjender.’

Den slags hadefuld tale er Ousamma el-Saadi, talsmand for Grimhøj-moskeen, desværre også eksponent for. Hans moske er ifølge politiet arnested for over 20 danske Syrien-krigere – og dette onde menneske har kaldt en dansk konvertit, der begik en selvmordsaktion i krigen, for ’Allahs helt’, og han håber, at ’Islamisk stat vinder, og at vi en dag har en islamisk stat i verden.” Abu Bilal Ismail, en af moskeens imamer, spyede for alvor galde ud, da han ved en fredagsbøn om jøder foreslog, at man skulle ’dræbe dem hver og en.’

Al-Faruq-moskeen i København har et velkendt tæt samarbejde med Hizb-ut-Tahrir – og dagen før Omar el-Hussein gik amok, mindede imam Hajj Saeed om, at Allah ’erklærede krig mod jøderne.’ Jeg cyklede forbi moskeen forleden – og væmmedes, da jeg så to drenge på måske 13-14 år gå forbi med et tørklæde om halsen, der var Islamisk Stats flag. Det er – siger jeg igen – stærkt ubehageligt, at få, anti-demokratiske had-prædikanter kan ramme socialt svage børn.

Hvad skal vi gøre ved det?

Ja, det bedste, som jeg ved, er at stå op imod dem. Eksponere dem ved navn og lægge maksimal afstand til dem. Den kamp vil jeg gerne være med til at kæmpe – side om side, selvsagt, med alle de muslimske forældre, der frygter, at netop deres dreng bliver fanget af had-prædikanternes vanvids-populisme og syge dødskult.