Stjernfelts bekvemme kulturblindhed

Alle bør interessere sig for, hvad professor Frederik Stjernfelt går og mener. I mange år har han sat standarden for den ”anstændige” holdning til spørgsmål om ytringsfrihed og islam, for når Stjernfelt hopper til højre, hopper centrumvenstre og de liberale med.

I bøger som Adskillelsens Politik og De Anstændige har han effektivt udstillet naivister som Tøger Seidenfaden og Uffe Ellemann-Jensen, og i dag bliver den slags blåøjede holdninger ikke taget alvorligt længere. Man må tage hatten af for Stjernfelts insisterende kritik af venstrefløjen.

På den anden side inkarnerer Stjernfelt den liberale kulturfornægtende position. Som så mange andre accepterer han simpelthen ikke konflikten som én, der bunder i kultur, men fremmaner i stedet billedet af en moderne politisk ideologi (islamismen) over for ”oplysningens tolerance, pluralisme og ytringsfrihed”. Så da islamisten Omar El-Hussein erklærede sin troskab til Islamisk Stat og angreb sit fødeland, var det angiveligt fordi han havde et udestående med vores frihed. For ”man” anser frihedsrettigheder og ytringsfrihed som et centralt problem - som det hedder i Stjernfelts analyse (”Forstå hvem modstanderen er” – ikke online).

Virkeligheden er naturligvis den simple, at islamisterne kæmper for islam. Tegninger af Muhammed er en fornærmelse af deres religion og en krænkelse af deres ære, og den er de villige til at forsvare med blod. De vil manifestere deres religions styrke og magt, og i sidste ende undertvinge vores verden dens hegemoni. Når Stjernfelt hævder, at det skam blot har rod i moderne islamistiske bevægelser med inspiration fra vestlig totalitarisme, så ignorerer han – uden skyggen af et argument derfor - den tusindårige konflikt. “Some Westerners have argued that the West does not have problems with Islam but only with violent Islamist extremists. Fourteen hundred years of history demonstrate otherwise,” som de sidste par årtiers største politolog Samuel Huntington har udtrykt det. Der er som sådan intet i vejen med Stjernfelts analyse af den moderne islamisme – som han låner fra Mehdi Mozaffari. Man kan spore modernistiske tendenser i Broderskabet - og hos Hizb ut-Tahrir for den sags skyld. Og der er måske tale om en modreaktion med sekulære styrer som Atatürk i Tyrkiet, shahen i Iran og Nasser i Egypten. Den fortælling må bare ikke blive en bekvem ignorering af det større kulturelle perspektiv.

En kulturproblem som enhver kan konstatere, hvis de i øvrigt åbner øjnene. Stenkast mod brandbiler, busser og ambulancer. Isolation i ghettoer, tårnhøj kriminalitet og i det hele taget en total ikke-assimilation i det danske samfund. Alt sammen fuldkommen meningsløst at bortforklare med arbejdsløshed eller fattigdom. Det er forudsigelige konflikter som følge af de radikalt forskellige værdier, der er blevet presset sammen på et lille område. En ophobning af had mod det omkringliggende samfund. Terroren er et eksempel på det had. Et produkt af den. Og det er hadet, vi skal til livs.

Men Stjernfelt og hans ligesindede er for ideologisk forblændede til at dechifrere de – i neon bøjede - kulturelle plader, der udgør konfliktens tektonik. I stedet for at erkende konfliktens indlysende værdimæssige udspring, serverer Stjernfelt sin egen livret - en nyateistisk (vi mindes en sammenligning af Luther med Osama Bin Laden) radikal menneskerettighedsideologi, hvor den moderne verdens velsignelser er et resultat af kristendomsfjendtlig, fortrinsvis fransk oplysningstænkning. Et rent og purt universalistisk ideal – som han i øvrigt ikke ser for, hvad det er, nemlig et kristent og vestligt kulturprodukt. Og det er netop sådan resten af verden opfatter Vesten.

For Stjernfelt bliver civilisationernes kamp således ikke en kulturkonflikt, men en brydning mellem den humanistiske sandhed og religiøst mørke. Han ser ikke forskellige kulturer, blot en religiøs masse, der lider af samme vildfarelse. De skal blot have tid. Mere fremskridt, oplysning og modernitet, inden de når frem til humanismens glade budskab. Og dermed er hans analyse fuldkommen blind for den reelle konflikt. Vi kan ikke bruge Stjernfelts ateistiske idiosynkrasier til at forklare den nuværende situation med. Den er, med alle sine ideologiske blinde vinkler, simpelthen ikke oplysende nok.

Stjernfelt er en skarp kritiker af venstrefløjens naivister, men han er også selv en art naivist. Hans dogmatiske ateistiske idealer forhindrer tydeligvis erkendelsen af helt grundlæggende kulturelle årsagsforklaringer. Og det tynger en debat, der i forvejen er fodslæbende af alle de cirkulerende løgne, postmoderne tonespinderier og fornægtelser. Lad og håbe, at han snart lægger lidt af den antireligiøse aktivisme fra sig.

Og det kan kun gå for langsomt. For hvor Stjernfelt er, der er de andre ytringsfrihedsforkæmpere også lige om lidt.