Sverigedemokraterne tæt på at være næststørst i Sverige
Er der i noget nær sidste øjeblik håb for Sverige og svenskerne? Er svenskerne for alvor ved at erkende alvoren?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Den svenske politiske elite har som bekendt aflyst parlamentarismen – og dermed en grundpille i et moderne demokrati – frem til 2022. Det gjorde de i en beskidt politisk studehandel kaldet decemberaftalen. Sveriges blinde vej mod en økonomisk, kulturel og social katastrofe har været kendt i lang tid. Mentalt har det svenske kollaps for længst fundet sted. Nu venter vi på de naturlige konsekvenser, som er komplet uforudsigelige, men næppe bliver af særlig demokratisk tilsnit, uanset hvilken vej det går.
Og så er der alligevel måske et glimt af håb? Sverigedemokraterne, de politisk spedalske i Sverige, har fået den bedste meningsmåling nogensinde. 19,0 procent af stammerne blev det til i måling hos Yougov, kun 2,8 procent efter det næststørste parti Moderaterne.
En døende samfundsmodel
Den 2. februar skrev jeg i Den Korte Avis om det Sverige, der smuldrer hastigt for øjnene af os. Om ca. 30 år vil de oprindelige svenskere være i mindretal, hvis den nuværende kurs fortsætter ret mange år endnu. Belastningen af den svenske økonomi og dermed også det svenske velfærdssamfund er meget voldsom og vil tage til i styrke i takt med befolkningsudskiftningen. Allerede nu koster det på løbende basis formentlig mindst 125 milliarder svenske kroner om året på grund af den store gruppe af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Dette tal vil hele tiden stige, fordi andelen af mennesker med rødder i ikke-vestlige lande stiger. Kriminaliteten i Sverige er uhørt høj, særligt hvad angår anmeldelser for vold og voldtægt.
Kan Sverigedemokraterne nå at vende udviklingen?
Det kan partiet og andre gode kræfter muligvis, men ved Gud også kun muligvis. Meget snart er der ingen vej tilbage fra borgerkrigen, eller hvad vi nu skal kalde den tilstand, hvor en territorial enhed bryder sammen på grund af gemytternes uoverensstemmelse.
Historien forløber i spring, efterfulgt af lange ”hvilepauser”, hvor der ikke ser ud til at ske noget, og hvor man tror, at alting i morgen er ligesom i dag og i går.
Snart vil historien springe i Sverige. Om det bliver for det gode eller for det onde, kan vi ikke sige. Det bliver ikke rart. Så meget kan vi sige.