Om friheden hos John Stuart Mill

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der findes i tiden en stærk frihedsnihilistisk stemme. I frihedens navn kræver den absolut legalisering af menneskelig fornedrelse, såsom narkomisbrug, prostitution eller flerkoneri. Ikke fordi det er godt for hverken nogen eller noget, men alene af principielle årsager, hvor de fornedrende eksempler er valgt for at banke princippernes radikalitet ind i hovederne på os andre.

Den eneste legitime begrænsning i et menneskes frihed, er når dette menneskes handlinger medfører skade på andre. Sådan gjalder mange unge liberale i dag med direkte inspiration fra John Stuart Mills berømte harm principle, der i kort form er identisk med de unge liberalisters catchphrase. Et carte blanche til at gå i hundene. Findes der noget mere agtværdigt!

Mill fremstår da også for eftertiden som både naiv og ensidig, med et begrænset blik for samfund, kultur og menneskets irrationelle tendenser. Ikke desto mindre var hans tænkning ikke uden værdi, og faktisk ligger hans berømte princip milevidt fra den moderne, sloganagtige anvendelse.

Først og fremmest skal vi huske, at i Mills etik er det ikke frihed, men nytte, der er det højeste gode, hvilket han gør umisforståelig klart i begge sine moralske hovedværker On Liberty og Utilitarianism. Det kan forekomme svært at forene praktiske overvejelser om menneskets nytte med en styrende doktrin som harm principle, og adskillige iagttagere har da også peget på konsistensproblemer. Den manglende konsistens bliver imidlertid væsentlig mindre, når vi graver lidt ned i, hvad hans overordnede ærinde er.

Mill er fortaler for en nærmest radikal individualisme, og har et gennemgående positivt (naivt) syn på mennesket. Han vil sætte mennesket i stand til at vælge selv. Frit fra statslig styring, flertalstyranni og social undertrykkelse skal det autonome individ blomstre; for kun ved selvstændigt at have taget stilling, kan det være sikkert på klogskaben i overleverede moralske normer, og kun ved individuel genialitet kan samfundet udvikle sig. Mill er en idealist, der deler sine liberale forgængeres vægt på moral og dyder, som han ønsker at alle mennesker skal uddannes, kultiveres og støttes til at følge. Hver og én skal vi lære at skelne mellem godt og skidt, såsom at fravælge dyriske lyster og i stedet dyrke livets mere ophøjede sider, herunder intellektet.

Denne skelnen mellem primitive og finere behov er en fundamental erkendelse for John Stuart Mill, en tanke han udvikler i markant kontrast til sit ideologiske ophav, faderen James Mill og Jeremy Bentham. Stuart Mills grundlag for at tale om højere goder er i værket Utilitarianism et jordnært (men elitært) argument om, at de mennesker, der både kender til livets civiliserede og primitive glæder, afgjort vil vælge de første. Netop derfor lægger han så stor vægt på kultiveringen af mennesket, fordi det kræver mere ”ædle” mennesker at få adgang til livets højeste glæder.

Man kan roligt sige, at Mill er ambitiøs på sine medmenneskers vegne. Og med kampen for individets selvdrevne udvikling, grundlægger han den liberale tradition for positiv frihed. I den klassisk liberale forståelse af friheden, er den ellers mere lavpraktisk og handler om vilkårlige krænkelser fra røvere og magthavere. Det har en nyere tids filosof, Isaiah Berlin, identificeret som negativ frihed – altså fraværet af fysiske begrænsninger på menneskets udfoldelse. Mill er mindst er lige så optaget af socialtyranniske begrænsninger i menneskets evne til at tænke frit som i de fysiske.

Når Mill taler om harm, er det således i en væsentligt bredere forstand end blot simple fysiske begrænsninger. At svigte sin familie, opdragelsen og uddannelsen af sine børn, eller ligefrem sine kreditorer (!), gennem sløset adfærd, udgør et direkte grundlag for straf og sanktionering. Friheden til at gå i hundene er reserveret til dem uden moralske forpligtelser!

På mange måder hører Mill mere til i en moderne socialliberal tradition end den klassiske. Han deler ambitionen fra Kant om en systematisk fremstilling af friheden i universelle principper. Men hvor Kants universalisme ikke sagde noget om, hvordan mennesker konkret skal gebærde sig, har Mill en helt anden ambition om at fremme god moral hos det enkelte menneske. Vi kan vanskeligt konkludere andet, end at han var frygteligt naiv på menneskehedens vegne, og forudsatte nærmest overmenneskeligt stærke individer. Desværre har Mill – ligesom sine forgængere – en begrænset kulturforståelse, og det er formentlig en medvirkende forklaring på hans radikale individualisme. Kun ganske få mennesker evner ved selvstændig tænkning at genopfinde principper for god moral, og er egentlig bedre stillet ved blot at følge overleveret levevis. At have sig en familie, nogle tætte relationer og et job er ikke noget, vi skal hver især skal teoretisere ihjel. Det er sund fornuft. Principper er overvurderet.