Folkebibliotekernes underlødige salgskampagne

Det er en gammel sandhed, at man får svar som man spørger. Den sandhed har de danske folkebiblioteker sammen med Kulturministeriet nu bekræftet igen, igen.

Danskerne er  blevet spurgt, om de finder bibliotekerne vigtige, og sådan et spørgsmål giver mange positive svar. Var danskerne blevet spurgt om, hvor der skulle spares, såfremt der skulle findes penge på de offentlige budgetter, så var bibliotekerne blevet udpeget som det første sparemål. Men det spørgsmål indgår ikke i den nye undersøgelses rapport. Tja.

I rapporten lægges i øvrigt vægt på, at det skaber en milliardstor værdi i det danske samfund, at børn bliver bedre læsere i kraft af, at der er biblioteker, og at det gør børnene mere produktive senere i livet, så de bidrager til at speede den økonomiske vækst op i Danmark.

Beviset for dette resultat finder rapporten delvis i en OECD-rapport, som påstås at sige, at danske elever med stor læselyst læser betydeligt bedre end danske elever med lille læselyst. Delvist findes beviset også i en dansk undersøgelse, som når frem til resultatet, at læseglade børn låner bøger på biblioteket.  

Folkebibliotekernes og Kulturministeriets nye fremstød og konklusionerne heri hviler imidlertid på en forkvaklet læsning af disse undersøgelsesresultater. Det er kun en stærk særinteresse og en helt fraværende kritisk sans, som kan finde på at omsætte en statistisk sammenhæng mellem læsning og læselyst til postulatet, at den årsagsmæssige sammenhæng går fra læselyst til læsning. Sammenhængen kan mildest talt lige så vel være den stik modsatte: at børn, som er gode til at læse, også har stor læselyst. Sådan tror jeg, at sammenhængen primært går, men jeg ved det jo ikke, så jeg skal nok vare mig for postulater. Det gør konsulenterne, som bibliotekerne har købt for Kulturministeriets penge, ikke.

Når konsulenterne når frem til, at folkebibliotekerne er en gedigen overskudsforretning for samfundet, så er det i øvrigt også, fordi konsulentfirmaets økonomer ikke er så gode til økonomi. De opgør udgifterne til folkebibliotekerne ud fra kommunernes bogførte driftsudgifter. Men der er jo også investeret milliardbeløb i biblioteksbygninger og udstyr. Disse beløb, som jo svarer til bibliotekernes husleje, medtages slet ikke i bibliotekernes driftsudgifter. Det gør udgifterne til ledelse på rådhuset heller ikke. Så undersøgelsen undervurderer groft udgifterne til bibliotekerne.

Kulturminister Marianne Jelved udtrykker begejstring i en pressemeddelelse i anledning af den nye rapport. Hun siger: "Tænketanken Fremtidens Biblioteker viser, hvilken samfundsøkonomisk værdi folkebibliotekerne har. Rapporten dokumenterer en fornemmelse, vi havde i forevejen. Både brugere og ikke-brugere værdsætter nemlig biblioteket meget højt. Den store velvilje giver os et godt grundlag for at udfolde bibliotekernes potentiale."

Jeg har et forslag til, hvorledes dette potentiale kan blive foldet ud. Når nu folkebibliotekerne er så gevaldig en overskudsforretning, så vil det eneste rigtige være at sælge folkebibliotekerne. I første omgang vil det give en meget betydelig milliardindtægt til det offentlige. Et årligt overskud på omkring halvanden milliard kroner bør betinge en salgspris på måske 15 milliard kroner. Hvis folkebibliotekernes værdiskabelse ellers er opgjort korrekt. Men det vil jo så vise sig, for den opgjorte værdiskabelse forudsætter jo, at danskerne også i virkeligheden er villige til at betale for biblioteksydelser svarende til, hvad de uden at blive stillet til regnskab har oplyst til folkebibliotekernes undersøgelse.

Efter et salg vil vi have en eller flere operatører, som vil have stærke incitamenter til at udvikle folkebibliotekerne, så de bliver så værdiskabende som muligt. Folkebibliotekerne bør gå en gylden fremtid i møde. Hvis vi ellers kan tro på konsulenternes beregninger. Det kan vi desværre bare ikke. Kulturministeriet har grueligt spildt deres penge på noget værre juks. Ynkeligt, at folkebibliotekerne med deres pligt til at oplyse, bestiller og fremlægger den slags vildledning.