Hvem bestemmer egentlig i Danmark?!

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Som teenager var jeg meget politisk engageret og nød at diskutere - gerne med nogle af KU'erne. Jo mere uenige vi var, desto bedre. Det var diskussion for diskussionens skyld. På gymnasiet valgte jeg samfundsfaglig linje i håbet om at blive klogere og få lov at diskutere noget mere. Klogere blev jeg nok, men jeg mistede lysten til at diskutere. Opgav at være enig med et bestemt parti.

Fordi jeg mistede illusionen.

Illusionen om, at man kunne påvirke tingene, at ét politisk parti kunne komme til magten og skabe forandringer. Reformer. Revolution om nødvendigt. (Åh, jo, jeg var meget ung og naiv dengang.)

I stedet lærte jeg, at de politiske partier i et parlementarisk demokrati er afhængige af at kunne opnå flertal og derfor er nødt til at indgå alliancer, samarbejde, gå på kompromis, sluge politiske kameler, kæmpe for mærkesager osv. I øvrigt har vi et konstitueret monarki, så dronningen er det formelle statsoverhoved, der skal godkende regeringen og underskrive lovene.

Og magten er tredelt: Lovgivende (Folketinget), udøvende (embedsstanden) og dømmende (domstolene).

Men vi ved godt alle sammen, at den faktisk er firdelt: Kommunikerende (medierne). Med internettet er den kommunikerende magt så blevet udvandet af, at alle og enhver kan skrive, hvad de mener og forsøge at påvirke andre via Facebook, Twitter, private blogs mv., mens de traditionelle medier kæmper for at bevare deres oplag, abonnenter, seere og et sort tal på bundlinjen.

Politikerne bestemmer selvfølgelig en del, men de er altid afhængige af at skulle samarbejde på kryds og tværs for at undgå mistillidserklæringer, udskrivning af valg og folkeafstemninger. De er altid afhængige af vælgerne, selvom de til tider kan synes at have glemt alt om dem. Dronningen, vælgerne og de andre politikere - det er ærligt talt svært at gennemskue, hvordan de helt reelt deler magten imellem sig. Hvem bestemmer mest?

Er det i virkeligheden embedsstanden, der bestemmer mest? DJØF'erne. Disse knastøre, teoretiske akademikere, der skal formulere love, oplæg og udredninger. Det er svært at udelukke, at en ærgærrig embedsmand måske kunne slippe af sted med en pasus i ny og næ, som ministrene (i deres dobbeltrolle som lovgivende og ledere for de udøvende) enten ikke havde tid til at sætte sig tilstrækkeligt ind i de mulige konsekvenser af eller bare ikke forstår, fordi det er så snørklet formuleret. Så vi kan ikke udelukke, at de i den udøvende del undertiden kan gafle sig en større del af magtkagen, end hvad der formelt bekommer dem. Eller kan de? Hvem bestemmer over dem? Deres ledere, politikerne eller en emsig 0-fejls-kultur?

Hvor meget bestemmer domstolene? Hm. Skal de ikke bare uafhængigt og uvildigt håndhæve de love, som politikerne har vedtaget og dronningen godkendt? Men selvfølgeligt skal man ikke underkende den magt de reelt har, når det gælder strafudmålingen i den enkelte sag. Det er jo ikke deres problem, at fængslerne er overfyldte og de indsatte bliver endnu mere kriminelle af at have opholdt sig der. Er det i virkeligheden rockermiljøet og de hærdede kriminelle, der har magten? Herunder magten over distribution og salg af narko og rekruttering af nye medlemmer til at fortsætte det lyssky arbejde?

Jamen, så erhvervslivet da! De karismatiske, indflydelsesrige administrerende direktører for de største danske virksomheder - de bestemmer rigtigt meget, de har magt. Jo, det har de. De har ledelsesretten - retten til at hyre og fyre. Men de har også en bestyrelse. Og aktionærer. Financielle investerorer, der kræver konstant vækst og økonomisk afkast hvert kvartal. For at kunne skabe den nødvendige vækst er direktørerne afhængige af de ansatte, af at medarbejderne kan levere det, som kunderne efterspørger. Alle virksomheder er afhængige af kundernes købekraft, de påvirkes af og ligger under for de økonomiske konjunkturer, markedskræfterne - udbud og efterspørgsel - EU, internationale traktater og konventioner, globaliseringen, påvirkes af drivhuseffekten, klimaforandringer... Vi kan blive ved. Hvilket det ikke bliver mere klart eller gennemskueligt af.

Nej, nu ved jeg det: Penge! Penge har magten. Og for lidt og for meget fordærver det hele. Punktum.

Men hvem eller hvad bestemmer, hvordan pengene fordeles i samfundet? Politikerne? Den sociale arv? Dit køn? Din IQ?
Hvem eller hvad bestemmer, hvordan du bruger dem? Om du løber ned om hjørnet og bruger dem alle sammen på smøger og sprut, eller om du sætter dem i banken og sparer op til, at dine børn kan få en god uddannelse?

Hvad bestemmer du selv?
Hvori består din magt? Dine valg? Din ret til at have en mening og give udtryk for den?

Hvilken illusion gør jeg mig i grunden, når jeg uge efter uge skriver til dig her på bloggen?
Tja, det er måske stadig lige så naivt som diskussionerne: Jeg har et lille, spinkelt håb om, at jeg kan gøre en minimal forskel ved at skabe refleksion.

Ved at få dig til at overveje nogle ting i dit eget liv.

Men hvad du derefter gør, bilder jeg mig ikke ind at have selv den ringeste indflydelse på.
Og måske ligger magten faktisk netop der: I vores handlinger. Både i det vi gør og det vi ikke gør.
Ligesom der er både er konsekvenser af de beslutninger, vi tager, og dem vi ikke tager.

Læs evt. (den midterste del af): Hvem er egentlig lederen i dit liv?

PS: Du bestemmer i øvrigt selv, om du vil have en god dag: 3 trin til at få en god dag