Thi kendes for ret. Du skal kommunikere bedre!

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Min telefon ringede for tre år siden, og inden jeg havde fået tænkt mig om, havde jeg sagt ja til at arbejde for en bedre verden ved at blive domsmand i det københavnske retssystem. Det betyder 4 år med cirka en sag om måneden, hvor man tropper op som almindeligt menneske, forpligter sig til at høre efter og træffe en afgørelse sammen med en anden domsmand og en dommer. Sagerne ligner hinanden – for det meste et eller andet voldeligt, eller besiddelse af noget hash eller noget tungere, der typisk er fundet på en mand, der er kørt over for rødt. Det ligner et samlebånd, hvor man som domsmand i de fleste sager nærmest bare skal kvittere på den stiplede linje, når sagen er ovre efter cirka 2-3 timer. Alt kører faktisk på skinner, og af og til får man også lov til at være med til at pege et par nuancer ud, der kan komme tiltalte til gode.

Jeg har for eksempel i min tid været med til at insistere på, at en familiefar, der åbenlyst havde dummet sig, fordi han skulle vise sig for gutterne, kunne veksle en kort tur i fængsel til en ordentlig gang samfundstjeneste, hvor han godt nok skulle rive noget grus sammen et par tusind gange – men han ville kunne fortsætte i sit job og med sin hverdag. Til gengæld har jeg også været med til at insistere på, at et knivstik i den nederste del af ryggen kunne være dødbringende. Det gav lige et par måneder ekstra til tiltalte. Man er domsmand i et beskyttet værksted, hvor dommeren nok skal skære det ud i pap, hvis man ikke har forstået, hvad det er man kan påvirke, men man kan påvirke små vigtige nuancer.

(Foto: Benjamin Rud Elberth) Københavns Byret

Til gengæld er kommunikationen tæt på chokerende. Faktisk så chokerende, at jeg med garanti ikke kommer til at tage ”four more years”. Som at træde ind i en tidslomme, hvor vi opererer med kongelig post og telefonopkald til mærkelige omstillingscentraler. Alle folk er skideflinke hele vejen rundt, men det er bare ligesom om halvfjerdserne hele tiden ringer og siger, at de vil have deres drejeskivetelefon tilbage.

Step 1 – Send mails (eller indtal en besked)
Lad os starte bagfra: I fredags blev jeg ringet op. Meget insisterende to gange lige efter hinanden, mens jeg sad i et vigtigt møde på mit arbejde. Da jeg ringer tilbage til byretten, ved den, der tager telefonen ikke, hvad jeg er blevet ringet op for. Mit navn bliver nævnt ud i et lokale, og der ringer bare ikke en klokke. De ringede i øvrigt også i dag – mens jeg var i et andet vigtigt møde – men lagde ingen besked. Jeg gider ikke længere at ringe tilbage. For de ved alligevel ikke, hvad det er de vil, når jeg ringer.

Step 2 – Lav et system, hvor jeg kan se i det mindste en halv time før, at det er aflyst
Fredag morgen var jeg i øvrigt mødt op for anden gang til en sag om en mand, der ikke mødte op i retten. Allerede da vi sætter os i dommerens kammer klokken 9.20, kan man aflæse på sekretærens ansigt, at der ikke er blevet ”forkyndt” for tiltalte – altså som i: Manden har ikke fået at vide, at der sidder en dommer, et vidne, to domsmænd, en anklager, en forsvarer og en sekretær og venter på manden. For anden gang i øvrigt. Alligevel har jeg taget fri fra mit job, ligesom min syge datter den pågældende fredag er nødt til at blive passet af farmor. Man kan jo ikke melde fra, medmindre man er faldet død om, for pokker. Det er at bryde loven. Til gengæld føler man sig en anelse narret, når tiltalte igen igen sørger for, at vi kommer til at sidde der igen i april og vente på ham. Kroner og øre i det regnestykke? Alt for mange. Lav en kommunikationsgang, hvor jeg i bedste pakke-post-stil kan se, om ”pakken” er på vej – altså at tiltalte bliver bedt om at møde tre kvarter før vi andre – og at jeg så får endelig bekræftelse på, at jeg skal begive mig derhen, når der er flueben i ”Forkyndt for tiltalte”, ”han har tænkt sig at møde op” og ”han sidder i venteværelset”. Eller gør et eller andet. Bare gør det bedre. Der er sikkert en masse ting, jeg har overset – men det der koster for mange penge og gør, at man skal være ualmindeligt glad for afvisninger og droppede aftaler, hvis man skal tage en turnus på fire år mere. Jeg har et rigtigt arbejde, som jeg er glad for. Og jeg sidder der, fordi jeg har fået en kalender til at gå op.

(Foto: Benjamin Rud Elberth) Informationen gør hvad de kan. De er søde og rare. Altid. Men de mangler værktøjer.

Step 3 – Lav et bookingsystem, hvor domsmænd selv kan booke og bytte
Inden fredag har jeg fået et brev med posten et par måneder før. Hvor tiltaltes navn står, hvad han er tiltalt for, og hvor jeg skal møde op – hvis jeg vel at mærke lige vil bekræfte, at jeg dukker op. Det har jeg tre dage til. Der er godt nok en frankeret svarkuvert med – men jeg skal stadig finde en postkasse – altså indtil den anden dag, da jeg selv spottede på nettet, at jeg kunne sende en mail. Det overlever jeg nok. Pointen er bare, at jeg faktisk ikke har noget valg. Jeg SKAL møde op som domsmand – medmindre jeg vil ringe og stikke en plade. Gør noget. Gør et eller andet. For hvorfor ikke turde lade domsmænd selv booke sig ind på de tider, hvor de vil bidrage til processen? Via et kalendersystem, hvor man kan booke sig ind på ledige tider. Det er tilsyneladende fuldkommen ligegyldigt med sikkerheden – det fysiske brev til domsmanden ryger alligevel umakuleret i skraldespanden, ligesom retsmødet er offentligt. Farcen blev total, da jeg et par måneder havde rigtig god tid og ringede for at spørge, om jeg ikke kunne tage en ordentlig bunke retssager i streg, mod at få færre sager i de allertungeste måneder, hvor jeg har mest travlt. Det kunne ikke lade sig gøre. Men jeg kunne søge om det. Jeg opgav, da vedkommende i den anden ende ikke kendte den præcise blanket – som sagt er de søde og rare, men de holder sammen på noget, der ikke virker for alvor. På et tidspunkt blev jeg så træt af at flytte møder for ingenting og faktisk direkte tabe kunder på det, at jeg spurgte, om jeg ikke bare kunne blive fritaget. Det kunne heller ikke lade sig gøre. På det tidspunkt havde de ligesom nok konstateret derinde, at jeg ikke rigtig synes, at jeg passede ind i det der system.

Step 4 – Send kalender- og sms–påmindelser og afskaf manuel indtastning med fumlefingre
I øvrigt har jeg selv misset et retsmøde. Hvor jeg rød i hovedet måtte styrte de 300 meter fra mit arbejde og hen i byretten, hvor de sad og ventede. Ikke fordi jeg er specielt sløset – men ganske enkelt fordi man får et brev – og jeg er altså vant til at færdes elektronisk. Jeg får mødeindkaldelser og lever med en kalender i outlook. Når jeg selv taster det ind, retsmøder bliver flyttet, aflyst, flere kommer til, sker der af og til tastefejl. Så bliver jeg ringet op. Send dog en bekræftelses-mail eller en påmindelses-sms. Det kan min tandlæge og min frisør finde ud af. Giv mig et link til, at det sætter sig i min kalender – med nummer på retsal, varighed og tidspunkt.

Pointen? Jeg tror på, hvis en eller anden gider undersøge det ordentligt, at engagementet hos domsmænd og dommere lider under det her. Jeg tror på, at der er ting i det system, der kan gøres langt smartere. Til gengæld ryger min godtgørelse på en ubetydelig lille sum direkte ind på min Nem-konto. Der er håb endnu.