Dansk Folkepartis uløselige dilemma
Dansk Folkeparti har fået fanget sig selv et sted mellem terrieren og puddelhunden, nærmest puddelen. Dén linje er dømt til at tabe, og der er intet, Dansk Folkeparti kan gøre ved det.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Enhver med en smule opmærksomhed kan se det. Dansk Folkeparti har bundet sig til en stueren politik, hvor man spiller efter de andres piber og ikke sin egen. Resultatet kan kun være katastrofe for Dansk Folkeparti på bare lidt længere sigt, forhåbentlig og formentlig allerede ved det næstfølgende valg i 2018 eller 2019.
Allerede i efteråret 2010 havde jeg tilstrækkelig viden til at skrive, at Dansk Folkeparti holdt danskerne for nar, når partiet hævdede at være garanten for en stram udlændingepolitik. Igen og igen er det blevet bekræftet, senest ved Dansk Folkepartis udelukkende symbolske melding om, at hjælp bør ske i nærområderne, og at Danmarks grænser må lukkes for asylindvandring.
Hvor går nemlig skillelinjen imellem et ansvarligt nationalt parti og et parti, der alene har det i munden? Den går mindst der, hvor det ansvarlige parti fortæller danskerne råt for usødet, at heller ikke 00´ernes politik med VKO-flertallet fik begrænset den ikke-vestlige indvandring. Som sagerne står, går den ned gennem partier, der tillader det fortsatte vanvid og partier, der sætter foden ned. Det sidste parti har det som et ufravigeligt krav, at Danmark ophører med at give retsgarantier til asylsøgere, og det sidste parti gør det til et kabinetsspørgsmål og til et mistillidsvotum til hvem som helst, der ønsker at fortsætte ødelæggelsen af Danmark.
Hvad er det, Dansk Folkeparti vil?
Jeg ved det ikke præcis, men jeg gætter ud fra de meldinger, der er udgået fra partiet de seneste år.
Dansk Folkeparti vil ikke under nogen omstændigheder vælte en såkaldt borgerlig regering. Det har i praksis stået klart siden 2001. Hvad end der måtte følge af nationale kalamiteter som følge af utopiske internationale konventioner, vil ikke blive imødegået af Dansk Folkeparti. Oh jo, Dansk Folkepartis udvalgte repræsentanter kan da godt formulere barske udsagn, men det er i sidste ende altid puddelhunden, ikke terrieren, der taler.
Stemmen, der taler for Dansk Folkeparti, er den ikke-konfrontationssøgende blide skødehund, der så frygtelig gerne vil indoptages i magtens gode selskab. For det har Dansk Folkeparti arbejdet i mere end ti år, for at blive et ”normalt” parti, som de andre også vil konversere med.
Dansk Folkepartis ligkiste
Det er, hvad det bliver. Når man vil magten så meget, at man mister magten derved, er man lige gyldig, er man død historie. Dansk Folkeparti synes ikke at være i stand til at afvige fra sin nuværende kurs.
Nuvel. Så må andre tage over. Om det bliver Dansk Samling, må vi se. At der bliver tale om overtagelse, er derimod givet. Dansk Folkeparti er allerede historie. Partiets ledelse ville det sådan. Danmark vil det lykkeligvis anderledes.