Redaktørens lille hemmelighed

Måske er jeg bare en dum og naiv person, men jeg vidste ikke, at journalist Jan Stage havde været direkte involveret i terrorhandlinger. I 1971 var han chauffør for en terrorist i Tyskland, som myrdede den bolivianske generalkonsul. Terroristen Monika Ertl tilhørte Roe Arme Fraktion og var en kold dræber.

Jan Stage har fået Publicistprisen og en pris fra Berlingske Fond.

Hvad der chokerer mig lige så meget er, at det åbenbart har været kendt i inderkredse i lang tid.

Lasse Ellegaard vidste det, men gjorde ikke noget ud af det. Han var chefredaktør for ham på Information. Det er åbenbart slyngkammeraters hemmelighed. Men ikke mere hemmeligt end at mange vidste det, uden at nogen skriver om det. Andet, måske, end en gal kommunistjæger, der karaktermyrdes som højreorienteret.

I Information hylder Lasse Ellegard igen, igen Jan Stage, for en som ”trodsede sine indre dæmoner og blev sin periodes bedst sansende reportagejournalist”.

Ja, og så lige terrorist. Og spion for et totalitært regime. Bare lige nævnt en passant. Det er åbenbart ikke værd at hæfte sig ved.

Det er jo mildt sagt et åndeligt korrumperet miljø, der hersker i dansk, venstreorienteret journalistik, når man dækker over hinanden og med al sandsynlighed end ikke finder nogen skam over det. Den er ikke til at spore hos Ellegaard. Kun nostalgisk glæde over al kitschen med revolution, terror, Che Guevara og krigsreportager. Fest og farver og revolution.

Det samme findes i Tyskland. Det har altid undret mig, og gør det fortsat, at en person som EU-parlamentsmedlem for De Grønne, Daniel Cohn-Bendit, i forbindelse med EU-spørgsmål næsten opfattes som ekspert og i hvert fald en stemme, der skal lyttes til med andægtighed. Cohn-Bendit kendte i mange år den vaskeægte terrorist, Hans-Joachim Klein, og understøttede ham i Frankrig i hans skjul, men fandt ikke anledning til at fortælle politiet det. I 1975 var Klein med til at dræbe 3 mennesker i Wien. Cohn-Bendits immunitet som EU-parlamentariker fritog ham for at vidne. Også den daværende tyske udenrigsminister Joschka Fischer var nær ven med Klein fra deres fælles voldelige ungdom i Frankfurt. Kein brugte Fischers folkevogn til at transportere våben i. Fischer selv tævede en politibetjent. Han overlevede som udenrigsminister.

Også i Tyskland udviser pressen forbavsende uvilje til at eksponere den slags og i hvert fald give det momentum. Det eneste tendentielt kritiske interview, som jeg har set Joschka Fischer udsat for i tysk TV, var af Joachim, Gauck, den senere præsident, da denne en kort overgang bestyrede et talk-show i ARD. Hvad er der forskel på at tæve en betjent og så tæve en indvandrer, spurgte Gauck, og Fischer blev rasende og mente sammenligningen var helt hen i vejret, for han havde jo et ”humant motiv”.

Det havde Jan Stage sikkert også til at medvirke til at myrde en generalkonsul og spionere for en diktaturstat, og Lasse Ellegaard for at fortie det hele.

Hvor er dansk presse henne som vagthund for sig selv? Den er jo klæbrig som den katolske kirke med dens små, indforståede hemmeligheder.