Fortsæt til indhold
Kommentar

Hvorfor er du så sur og irritabel?

Bliver du tit irriteret over små ting, som andre slet ikke bemærker? Kan du nogle gange være i dårligt humør, uden helt at vide hvorfor? Tager du dig selv i at være sur og vrisse ad din partner, når du kommer hjem fra arbejde? Så er du sikkert mere sensitiv, end du lige er klar over.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hårde betingelser for sensitive mænd

Rigtigt mange særligt sensitive ved ikke, at de er det. Især ikke mænd. Som regel har de haft en overlevelsesstrategi, der gik ud på at lade som ingenting og fortrænge eller fornægte deres følsomhed og påvirkelighed. Fordi drenge som bekendt ikke græder.

Sensitive drenge lærer hurtigt, at andre ikke forstår dem og kan nemt få den opfattelse, at de er forkerte eller mærkelige, når de er mere pyldrede eller nærtagende end de andre drenge. Når de stortudende løber hjem til mor for at få plaster på og blive trøstet. Når de sladrer til gårdvagten over at blive skubbet til eller drillet. Når de bliver slået helt ud af kurs over, at en voksen skælder dem ud eller bare taler hårdt til dem.

De bliver kaldt tøsedrenge, pyldrehoveder og det, der er værre.

Og lad mig lige slå fast med det samme: Mænd, der er særligt sensitive, er ikke nødvendigvis bøsser! Det er fuldstændigt tilfældigt, hvis der er et sammenfald.

Men hvis din mor og/eller far er særligt sensitiv, så er der stor sandsynlighed for, at du har arvet det personlighedstræk. Og at et eller flere af dine eventulle børn også er særligt sensitiv.

Hvorfor er du altid så sur?

Er du tit blevet beskyldt for at være sur, selvom du egentlig ikke er det? Og reagerer du så med at blive det?

Det er der desværre mange særligt sensitive, der oplever. Fordi de efter en lang arbejdsdag er blevet overstimulerede og har brug for - ligesom de introverte - at trække sig tilbage og få ladet batterierne op, inden de kan forholde sig positivt og konstruktivt til deres partner og børn. Men det er der sjældent tid til. For der skal købes ind, laves mad, ryddes op, passes/leges med børn osv.

Hvis din partner også er sensitiv og tyndslidt efter en lang arbejdsdag, eller dine børn har sat efterbrænderen til for at bruge det sidste krudt, inden de dejser om, så kan ulvetimen blive en opslidende og konfliktfyldt affære for alle parter. Hvor du kommer til at råbe højt og skælde ud, selvom du ikke vil og bagefter får dårlig samvittighed over det.

Det er, som om der bor en sur trold eller kælling indeni dig, som farer op over det mindste! Du bidder hovedet eller skræmmer livet af den første, der vover at nærme sig eller spørge om noget. For ikke at tale om, hvis de beder dig om eller forlanger noget af dig. Eller beskylder dig for noget!

Derfor bliver du så sur og irritabel

I personlighedstesten er det nemt at finde forklaringen på, hvorfor du reagerer, som du gør, fordi du sandsynligvis:

Scorer lavt på mental modstandskraft - så du tager alt for meget ind, er nærtagende og tager ting personligt, som andre ikke bemærker eller måske bare trækker på skuldrene af.

Scorer lavt på personlig bearbejdning - så du reflerekterer over det, der sker omkring dig, forsøger at forstå og forholde dig til det, andre siger og gør, og måske husker du som en elefant.

Scorer højt på empati - så du har antennerne langt ude og opfatter alle mulige signaler og stemninger i dine omgivelser eller humørudsving hos dem, der er omkring dig.

Det er de tre personlighedstræk, der typisk kendetegner særligt sensitive. Det kan så forstærkes af, at du også:

Scorer lavt på humørstabilitet - så du nemt bliver påvirket af andres (dårlige) humør og nogle gange kan ryge i kulkælderen, uden at du selv ved præcist hvorfor.

Scorer lavt på koncentration
- så der næsten ikke skal noget til at distrahere dig og bringe dig fra det, du var i gang med eller havde sat dig for at gøre.

Scorer lavt på selvkontrol
- så din indre trold/kælling kan være overordentligt svær at styre og ofte kommer lige så meget bag på dig selv.

Forestil dig, at du har den kombination af personlighedstræk og udsæt så dig selv for et meget stressende, krævende eller kedeligt job samt et par børn i alderen 1-6 år, der er trætte efter en lang dag i institution og selvfølgelig endnu ikke har lært at udskyde deres egne behov og en partner, der nærmest per automatik synes at bebrejde eller beskylde dig for hvad som helst eller bare har behov for at berette alle detaljer om hans/hendes forfærdelige arbejdsdag og urimelig chef...!

Hvis det står på over længere tid, oplever jeg, at mine sensitive kunder reagerer med en slags stress-symptomer eller udbrændthed, der gør, at de:

Scorer lavt på mental energi - fordi de mange tanker og bekymringer koster mentale kalorier.

Scorer lavt på fysisk energi
- fordi de bliver drænet for energi på jobbet og/eller derhjemme og slet ikke får ladet deres batterier op.

Scorer (meget) lavt på kontakt
- fordi de simpelthen ikke orker at være sammen med andre mennesker!

Læs også:

Det er da ikke noget at græde over! - tips til, hvad du selv og andre kan gøre
Er du introvert og/eller særligt sensitiv?
- om ligheder og forskelle på at være introvert og særligt sensitiv
Hvis bare jeg ikke var så pokkers nærtagende!
- om at tage for meget ind