Værsgo' - her har du en diagnose og en pille!

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

På det seneste har Svend Brinkmann været i vælten med sine - for psykologfaget - kontroversielle holdninger om, at det ikke er en sygdom at have det svært. Om end hans udmeldinger virker vel populistiske og Rasmus-modsat-for-at-få-opmærksomhed-agtige, så er jeg tilbøjelig til at give ham ret lige på det punkt.

Nej, det er ikke en sygdom at have det svært, men et helt almindeligt menneske når at gøre, opleve og blive udsat for så meget i løbet af et liv, som ikke er naturligt, er direkte uhensigtmæssigt eller ligefrem skadeligt. Og ikke på noget tidspunkt lærer de at tage ansvar for sig selv, deres liv og helbred, fordi de lever i det her behandlingsbetændte velfærdssamfund, hvor ansvaret konsekvent lægges over på politikerne, lægerne, psykologerne og alle mulige andre.

Et slående eksempel var hende (kontanthjælpsmodtageren), der blev gravid, fordi hun glemte at tage sine p-piller "på grund af alt det besvær med kommunen".

Den dårlige nyhed er, at uanset hvor meget og hvor længe du placerer skylden og ansvaret på samfundet, forventer at blive hjulpet og få fixet dit liv, så sker der ikke en s...! Fordi der kun er én, der kan ændre dit liv, og det er dig selv.

Det starter i folkeskolen

Aldrig har så mange børn fået en diagnose, som de får i disse år. Man må med et smil give hjerneforskeren Peter Lund Madsen ret, når han oversætter den populære diagnose ADHD med Alle Drenge Har Det. For drenge med ild i rumpetten, initiativ og gå-på-mod har jo alle dage eksisteret. Det er tit dem, der bliver iværksættere eller ledere. Før i tiden blev de smidt uden for døren eller sendt op til rektor for at at få en skideballe. Nu bliver de sendt til skolepsykologen for at blive udredt og få en diagnose.

Men det er jo ikke naturligt, at børn skal sidde stille på en stol i så mange timer hver dag! De skal jo løbe, lege, eksperimentere og bruge deres krop. Ligesom de skal falde og slå sig, brænde sig på varme ting, få et rap over nallerne af et elektrisk hegn og erfare, at nogle ting bare ikke er så smarte at gøre. Og de skal minsanten have cykelhjælm på, når de cykler, og beskyttelsesudstyr på, når de løber på skateboard, så de ikke kommer alvorligt til skade og skal på skadestuen - for tiden oplever skadestuerne et boom af tilskadekomne unger, der har løbet på skateboard - uden hjelm eller noget. Min egen knægt styrtede på in-liners ude på vejen og fik kæmpesår på knæene, så nu tager han troligt hele sikkerhedsudstyret på hver gang han (flere gange om dagen) løber en tur og øver sig i nye tricks.

Folkeskolen er blevet for de artige piger, som kan sidde stille, række hånden op før de siger noget og pligtopfyldende laver deres lektier, så de kan få gode karakterer. Især blandt de etniske danskere stikker pigerne af fra drengene og får en længere uddannelse, hvilket nok skal give familierne udfordringer, når de så ikke gider gifte sig med deres arbejdsløse fætter. Men det er en helt anden sag.

Man kan også driste sig til at stille spørgsmålet:

Hvor mange børn er så heldige at have nogle forældre, der er gode rollemodeller for dem? Altså velfungerende og succesfulde voksne, der har styr på deres liv og realiserer både talenter og potentiale, så de inspirerer deres børn til at følge deres eksempel?

At være sensitiv er ikke en diagnose

Heller ikke selv om de særligt sensitive kan have nok så svært ved at koncentrere sig i en larmende skoleklasse eller på et støjende storrumskontor. 15-20% af befolkningen er ifølge den amerikanske psykolog Elaine Aron særligt sensitive. Heraf er der lige mange mænd og kvinder og skønsmæssigt 70% introverte og 30% ekstroverte. At være særligt sensitiv, Higly Sensitive Person, er ikke en diagnose eller noget sygeligt, som gør, at de skal medicineres, når de får ondt i livet. Det er et arveligt personlighedstræk, som de skal lære at leve med.

Sensitive mennesker har mindre filter på, tager mange flere indtryk ind, er mere empatiske og har nemmere end de fleste ved at forholde sig til andres problemer og behov. Desværre kan det også gøre dem ekstra sårbare og nærtagende, bekymrede og fortvivlede over det, de ikke kan overskue at ændre. De kan få så travlt med at hjælpe alle andre og redde hele verden, at de glemmer sig selv - og så har vi balladen. Især hvis de befinder sig i omgivelser med mange mennesker og sanseindtryk. Så er der risiko for, at de får stress eller andre af de sygdomme, som florerer i vores fortravlede, overfladiske arbejdsliv. Nogle af de særligt sensitive rammes allerede som unge af despressioner og stressagtige tilstande. Fordi de overstimuleres i skolen og tager alt for meget ind, som deres fintfølende system skal forsøge at få bearbejdet inden næste skoledag. Eller næste arbejdsdag.

Og her er det så min tur til at være lidt kontroversiel - på baggrund af erfaringen med mine mange sensitive kunder:

De skal grundlæggende kun lære at gøre én ting, nemlig at tage hensyn til og ansvar for sig selv!

I praksis er det selvfølgelig mere komplekst, fordi det hensyn og ansvar indebærer:

Altså mange små skridt og ændringer i hverdagen.

Den gode nyhed er, at det virker!

Læs også:

Her kan du få styr på dit liv!
SCT - ny diagnose til at stemple de begavede og senstive med?!