Baltiske glæder

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

TALLINN

Bussen fra Riga til Tallinn er så luksuriøs, at den stiller luftfartsselskabernes forretningsklasse i skyggen. Desuden slipper man for at strippe i en eller anden tåbelig lufthavn og for andre genvordigheder, som gør, at jeg kun i nødsfald flyver.

At rejse gennem de baltiske republikker – jeg bruger en uge på turen mellem Vilnius i syd og Tallinn i nord – er bevægende, en oplevelse, en genoplevelse.

Jeg skal holde et foredrag i Tallinn, som jeg besøgte første gang i 1984, dengang deprimerende, nu bragt på fode – en kulturby, en af Europas smukkeste – hjemsted også for det nye baltiske køkken.

Interesserer man sig for ordentlig mad, anbefaler jeg gerne Estland, Letland og Litauen, det lokale, det smagfulde, friske råvarer, gamle opskrifter i lettet udgave. I løbet af 10 dage får jeg kun ét måltid, der ikke lever op til min forventning. Da jeg beklager mig, bliver regningen reduceret med 10 pct.

Jeg må ikke fortabe mig i baltiske glæder. Jeg siger blot: Glem Torremolinos og Thailand, glem det overrendte Barcelona og London. Tag en weekend i Tallinn, Riga eller Vilnius. Eller brug en uge på alle tre byer. De er os nærtstående og dog så forskellige.

I de baltiske republikker ser mange, også herboende russere, med beundring på Ukraine. Man glæder sig over, at dette hårdt plagede land nu omsider synes at kunne vende tilbage til Europa efter løsrivelsen fra den døende Sovjetunion i 1991, fulgt af Den Orange Revolution i 2004. Men man spørger også: Vil Rusland tillade en sådan vending? Og gør EU nok for ukrainerne?

Uroen på Krim og det forhøjede militære beredskab i Vestrusland leder tanken hen på Tjekkoslovakiet i 1968 og på Georgien i 2008. Netop i det vestlige Rusland leverede zarstyret i 1914 med en demonstrativ mobilisering sit afgørende bidrag til Første Verdenskrigs udbrud.

Fornuften må tilsige præsident Putin, at han indskrænker sig til fredeligt og fredsskabende diplomati, men varslerne virker ilde. Vær sikker på, at magthaveren i Kreml over weekenden endnu en gang vil afprøve sine forskellige scenarier.

Krig eller borgerkrig i Ukraine, grænselandet med 45 millioner indbyggere, anbragt mellem Europa og Asien, kan hurtigt opnå sin egen dynamik og kaste kloden ud i katastrofe.

Europa gør, hvad Europa kan gøre, men Europa er den bløde magt. Man mægler, man lover økonomisk bistand, man gør klart – selvfølgelig – at Ukraine har sin plads i EU den dag, ukrainernes flertal måtte ønske det, og Ukraine opfylder medlemskabets betingelser. Det ligger mindst en halv snes år ude i fremtiden. USA er den store ubekendte. Washington tænker geopolitisk og geostrategisk. Man opfatter Ukraine som en af flere drejeskiver på strækket fra Østersøen over Sortehavet til Kina. Blandt de andre er Tyrkiet, Iran og Usbekistan.

I tilfældet Ukraine lyder konklusionen: Den, der behersker Ukraine, behersker Eurasien; den, der behersker Eurasien, behersker Centraleuropa.

Tyskerne, balterne, polakkerne og de øvrige europæiske folkeslag, som var underkastet Sovjetunionens tyranni fra 1945 til 1989, ved det. Ikke for intet lagde Polens udenrigsminister Sikorski og Tysklands udenrigsminister Steinmeier sig for nylig i selen med henblik på at trække Ukraine i vestlig retning.

Tallinn virker munter, men også eftertænksom, fuld af gotik, renæssance og jugendstil, fuld af paradokser.

Til min fornøjelse konstaterer jeg, at den gamle KGB-central er blevet ombygget til luksuslejligheder.