Tyrkiet og EU

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Man vil begynde optagelses-forhandlinger med Tyrkiet den 1. juli 2005. Dog under forudsætning af, at Tyrkiet inden da har gennemført de fornødne politiske reformer.

Den tyrkiske regering erklærer sig utilfreds med, at der er knyttet betingelser til denne startdato. Men forslaget fra de to centrale EU-lande, der tidligere har været fodslæbende i forhold til Tyrkiet, bringer landet et væsentligt skridt tættere på forhandlinger. De andre store EU-lande har i forvejen erklæret sig positive.

Hvorfor sker det nu?

Der ligger en rodebutik af motiver bag. EU har ikke noget, der ligner en klar, sammenhængende analyse af forholdet mellem Europa og Tyrkiet.

Det er politik, når det er værst. Planløst, opportunistisk og uansvarligt.

USA har længe lagt et massivt pres på EU for at optage Tyrkiet - af sikkerhedspolitiske grunde. Det forstærkes af den akutte Irak-konflikt. Gerhard Schröder har brug for at vise imødekommenhed over for amerikanerne for at reparerer på sammenstødet om Irak under den tyske valgkamp.

Måske skeler den gustne taktiker Schröder også til de mange tyrkiske vælgere i Tyskland.

Samtidig har EU her og nu brug for Tyrkiet for at få overvundet Cyperns deling, så hele øen kan blive optaget i EU. Desuden skal Tyrkiet som NATO-medlem bringes til at acceptere, at den kommende EU-udrykningsstyrke kan trække på NATOs ressourcer.

EU-landene er også blevet fanget af den seneste tids udvikling i Tyrkiet. Da man i 1999 gav Tyrkiet status som kandidatland, tænkte flere regeringer nok, at det var en gratis omgang. Tyrkiet ville i overskuelig fremtid være langt fra at opfylde betingelserne for medlemskab.

Men Tyrkiet har på det seneste gennemført hurtige reformer. Yderligere forstærket efter valget, der bragte det islamiske AK-parti til magten. Med dem i ryggen kræver tyrkerne, at det bliver alvor med EU's løfter.

Spørgsmålet om Tyrkiets medlemskab af EU har vidtrækkende perspektiver. I løbet af nogle årtier vil landet blive det største i EU. I dets historie, kulturmønster og politiske tradition adskiller det sig markant fra de nuværende EU-lande.

Det burde være utænkeligt at man drøftede optagelse af Tyrkiet uden forudgående grundige overvejelser over, hvad dets meget anderledes baggrund betyder. Men det er, hvad EU nu gør.

Når ansvarlige politikere en sjælden gang kommer med mere principielle bemærkninger om sagen, er niveauet skræmmende ringe. Som f.eks. den britiske udenrigsminister Jack Straw, der forleden mente, at Europa nu måtte afgøre, om dets grænser skulle være "geografiske" eller "religiøse".

En forvrøvlet problemstilling. EU har altid fremhævet, at det ikke kun beroede på geografisk beliggenhed, men på fælles grundværdier.

Disse grundværdier kan ikke reduceres til et spørgsmål om religion, om man er kristen eller ej. De er et produkt af hele Europas samfundsmæssige, politiske og kulturelle historie:

Kristendommen, naturligvis, i dens katolske og protestantiske udgaver. Men også Renæssancen, Oplysningstiden, det nationale folkestyre, det moderne velfærdssamfund.

Omvendt er Tyrkiet dybt præget af sin historie, herunder islams indflydelse på kulturmønstre og normer. Det gælder holdningerne til kvinders stilling, til samfundets og familiens autoriteter, til individets selvbestemmelse, til kritisk tænkning, til opdragelse, til skyld og straf.

Der er markante forskelle inden for den tyrkiske befolkning. Men normer, som ligger fjernt fra de europæiske, har vedvarende stor udbredelse. Herhjemme har en del tyrkiske indvandrerkvinder f.eks. ringe kontakt til det danske samfund og sprog, fordi deres mænd ønsker det sådan.

Én størrelse synes at være helt fraværende i politikernes overvejelser om tyrkisk medlemskab: EU's befolkninger. De befolkninger, som man ellers taler så meget om at komme i møde med den nye unionstraktat.

Befolkningerne vil blive berørt af tyrkisk medlemskab på to planer:

For det første vil det store Tyrkiet få væsentlig indflydelse på de politiske målsætninger og prioriteringer i EU.

For det andet vil medlemskab sandsynligvis medføre en betragtelig tyrkisk indvandring til EU-landene. F.eks. vil det formentlig betyde, at den danske regerings nye, strammere politik for familiesammenføringer går i opløsning.

I forvejen har EU-landene store problemer med at håndtere konsekvenserne af det nuværende indvandringsmønster. Med farlige tendenser til, at samfundet splittes i etniske parallelsamfund uden reel integration.

Tilhængerne af tyrkisk medlemskab argumenterer med, at et nej fra EU risikerer at støde Tyrkiet væk fra Europa og måske sende det i drift i islamistisk retning.

Dette argument må man tage meget seriøst. Men det rejser umiddelbart to spørgsmål:

Hvor har man fået den idé fra, at kun tyrkisk medlemskab af EU kan binde landet til Europa - at det ikke kan gøres ved et tæt samarbejde uden medlemskab?

Hvis man mener, at manglende medlemskab kunne være nok til at sende Tyrkiet i islamistisk retning, så må man jo også mene, at ikke-moderne, ikke-europæiske værdier har et stærkt tag i den tyrkiske befolkning. Hvad ville det betyde, hvis Tyrkiet blev medlem?

Manglende lederskab er på vej til at anbringe EU i en umulig situation:

Enten gør EU's løfter mere skade end gavn i forhold til Tyrkiet, fordi man trækker deres opfyldelse i endeløst langdrag.

Eller også indfrier man løfterne om medlemskab, hvilket vil medføre uoverskuelige interne problemer i EU. Ikke mindst med befolkningerne.

Tyrkisk medlemskab kan få alvorlige konsekvenser for EU's folkelige opbakning. Herunder et pres for dansk udmeldelse.