Man kan ikke aflevere sin offentlige troværdighed i garderoben mandag morgen og hente den igen fredag eftermiddag, Sofie Rud
USA-kommentator Sofie Rud spiller russisk roulette ved at lade sig ansætte ved den amerikanske ambassade, som tiden og stemningen er lige nu.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I roulette er princippet enkelt: Man placerer sin indsats, kuglen sættes i bevægelse, og så håber man, at den lander det rigtige sted.
Min tidligere kollega Sofie Rud har i denne uge valgt en mere avanceret variant, hvor hun spiller rudsisk roulette med troværdigheden som indsats.
Lad mig begynde med det personlige, fordi det ikke er uvæsentligt i denne sammenhæng:
Jeg har intet dårligt at sige om Sofie Rud som menneske. Vi har gennem flere år siddet sammen i studiet som paneldeltagere i TV 2 News-magasinet ”Kampen om USA”. Det har været både fornøjeligt og behageligt, men det handler ikke om det personlige. Men om det principielle. Og principper bliver først for alvor interessante, når man ser, om de også gælder mennesker, man kender og godt kan lide.
For nylig skrev jeg her i avisen en klumme med overskriften »Ville du spise middag med en, der vil tage dit hus?«.
Klummen handlede om danske mediefolk og meningsdannere, der spiste pindemadder ved den amerikanske ambassades nationaldagsreception i ambassadørboligen Rydhave, samtidig med at Trump-administrationen fortsat arbejder på at opnå kontrol med Grønland.
Da jeg skrev klummen, havde jeg selvfølgelig ikke skænket det en tanke, at en nu tidligere kollega kort efter ville gå skridtet videre fra pindemadderne og tage fast arbejde for den samme ambassade.
Jeg skal dog være ærlig og sige, at jeg i de seneste uger godt havde hørt på vandrørene, at Sofie stoppede på TV 2, og at et opsigtsvækkende jobskifte var under opsejling.
Hvis jeg mente, at en pindemad i Rydhave krævede principiel eftertanke, ville det være temmelig hyklerisk af mig at lade være med at stille selvsamme spørgsmål, når en tidligere kollega decideret vælger at skifte side.
Min tilgang er præcis den samme som for en måned siden: Hvis man vælger at arbejde som politisk rådgiver for den amerikanske ambassade, vælger man at legitimere en administration, der aktivt arbejder på at destabilisere Kongeriget Danmark. Mere kompliceret er det sådan set ikke.
Sofie Rud har valgt ikke at besvare mediernes spørgsmål om jobskiftet. Heller ikke spørgsmålet om, hvorvidt hun skal beskæftige sig med Grønland og Trump-administrationens ønske om at overtage øen. Det står hende naturligvis frit for, men tavshed er ikke det samme som neutralitet.
Et ikkesvar er også et svar, særligt når det kommer fra en person, der i mange år har arbejdet professionelt med netop kommunikation.
Og når man vælger at offentliggøre sit jobskifte i begejstrede vendinger på LinkedIn og derefter behandler kritiske spørgsmål fra pressen med larmende tavshed, efterlader man selvfølgelig et tomrum, som andre naturligvis vil udfylde. Om tavsheden er selvvalgt eller dikteret af den nye arbejdsgiver, ændrer ikke på resultatet.
På et professionelt plan kan ansættelsen undre. Sofie Rud har været meget udtalt og ofte forudsigelig i sin kritik af Trump-administrationen.
Hendes foredrag blev markedsført med titler som ”Vores ven USA har vendt os ryggen – er Grønland tabt?”, hvor Trump blev beskrevet som »en uforudsigelig og illoyal ven«, og præsidentens ambitioner blev fremstillet som en trussel mod både Grønland, Danmark og den internationale orden.
Det er selvsamme administration, hvis politiske målsætninger og interesser Sofie nu skal være med til at fremme. At kalde sådan et skifte for opsigtsvækkende er nærmest britisk understatement.
Det er hverken ulovligt eller per definition moralsk forkasteligt for en dansker at arbejde på en udenlandsk ambassade. Den amerikanske ambassade beskæftiger en del danskere, og det diplomatiske samarbejde mellem Danmark og USA skal naturligvis fortsætte, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus. De personer, der kalder Sofie for landsforræder eller slynger om sig med sammenligninger med besættelsestiden, burde skrue ned for temperaturen og op for seriøsiteten.
Jeg har selv tidligere haft seriøse overvejelser om at skifte karrierespor og været i et rekrutteringsforløb hos en udenlandsk ambassade. Jeg kan dog afsløre, at det ikke var den amerikanske, som jeg af principielle årsager ikke ville have lyst til at arbejde for under den nuværende administration. Men som jeg ser det, er sagen her egentlig ret simpel:
Sofie Rud har truffet et valg, og det valg kommer med en pris.
Man kan ikke aflevere sin offentlige troværdighed i garderoben mandag morgen og hente den igen fredag eftermiddag. Sofie arbejder nu for den diplomatiske repræsentation for en nation og administration, der har truet Danmark økonomisk, udfordret rigsfællesskabets territoriale integritet og nægtet at respektere grønlændernes gentagne nej til at blive amerikanere. Derfor er kritikken både forudsigelig og legitim.
Samtidig viser et hurtigt blik på LinkedIn og de øvrige sociale medier, at medie- og konsulentbranchen har en noget anden tilgang til den slags jobskifter end den gennemsnitlige dansker. På LinkedIn er der en klar overvægt af hjertelige lykønskninger og rygklapperi fra folk i mediebranchen, mens kommentarsporene på andre sociale medier er overvejende negative.
Også det fortæller os noget om afstanden mellem den fjerde statsmagt og det samfund, som mediebranchen er sat i verden for at beskrive.
Man forstår det jo godt. For mange almindelige danskere er det intuitivt mærkeligt, at en journalist og kommentator, som konsekvent har kritiseret Trump-administrationens udenrigspolitiske ageren, vælger at skifte side og træde ind i det diplomatiske apparat, der skal fremme samme administrations interesser.
Sådan ser man tilsyneladende ikke på tingene i mediebranchen. Her betragtes den slags jobskifter efterhånden som en helt naturlig karriereudvikling. Journalister bliver særlige rådgivere og pressechefer, hvorefter de vender tilbage som redaktionschefer, værter eller kommentatorer. Det samme gælder tidligere politikere, som bevæger sig den modsatte vej. Skåret ind til benet er vi vidne til en amerikanisering af den danske mediebranche, hvor svingdøren mellem journalistik, politik og diplomati snurrer stadig hurtigere. Sofie er blot det seneste og mest kontroversielle eksempel.
Man må naturligvis gerne skifte branche. Journalistik er ikke et nonnekloster, og ingen har pligt til at forblive reporter eller kommentator resten af arbejdslivet. Men det interessante spørgsmål er selvfølgelig, hvad der måtte ske den dag, Sofie eventuelt ønsker at vende tilbage til mediebranchen og tjansen som USA-kommentator.
Mit bud er, at det ikke bliver noget større problem i en tid med svingdørsjournalistik. Til den tid vil ansættelsen på ambassaden formentlig blive præsenteret som ”unik indsigt” og ”eksklusivt kendskab til det diplomatiske maskinrum”.
Det korte af det lange er, at Sofie har truffet et karrierevalg, som det selvfølgelig står hende frit for at træffe. Offentligheden er lige så meget i sin gode ret til at vurdere, om jobskiftet falder i god jord eller skader hendes renommé.
Det er trods alt den indsats, man lægger på bordet, når man beslutter sig for at spille rudsisk roulette med troværdigheden.