Det vil klæde landets ministre at øve sig på at sige “vi” i stedet for “jeg”, for de er ikke solkonger

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi lever i et land, der er stærkt præget af tidligere tiders fællesskaber.

Vi kom før jeg. Familien, lokalsamfundet og arbejdspladsen var de bærende fællesskaber. Ja, selv enevældige konger udtrykte sig i pluralis majestatis, altså majestætisk flertal, for at tilkendegive at de udtalte sig som repræsentant for staten eller kronen, altså fællesskabet. Kongerne sagde ”Vi har besluttet at ændre” på dette eller hint, selv om det reelt var kongen, der ene mand havde besluttet det.

Det enkelte menneskes afhængighed af fællesskabet betød også, at der var meget lidt plads til solkonger og selvoptagethed. Man var afhængig af andre - på godt og ondt.

I dag lever vi i et individualiseret samfund. Et jeg-samfund. Mig, mig, mig, hvor erkendelsen af fællesskabets betydning er trængt i baggrunden. Og individualiseringen er trængt helt ind i magtens centrum.

Men den enkelte minister er ikke solkonge og har ikke fået sit eget lille kongerige. En minister skal konstant balancere mellem at være initiativrig og fremsynet på den ene side – og tage hensyn til de øvrige regeringsmedlemmer, eget parti og eget bagland.

Alligevel siger mange ministre ustandseligt ”jeg, jeg, jeg” og fremhæver sig selv på bekostning af regeringen som det “vi” og det fællesskab, som partierne sammen har påtaget sig ved at danne regering. Dét er der ikke noget majestætisk over, snarere selvhøjtidelighed og selvoptagethed.

Jeg vil gøre folkeskolen bedre, jeg vil gøre klimaet bedre, jeg afsætter lige 100 millioner til dette.

Ingen minister er noget i sig selv. Det gælder ikke mindst i en regering, der består af flere partier. Den enkelte minister kan ikke kaste rundt med millionerne eller lovforslagene uden at have hele regeringens opbakning. Og i den sidste ende sikre, at et flertal i Folketinget bakker op om nye forslag eller fordeling af skatteborgernes penge.

Ministre kan ikke sige: Jeg er staten, som solkongen Ludvig 14. gjorde i 1600-tallet, da han byggede Versailles-slottet med den berømte spejlsal. Han solede sig i spejlene og bestemte selv!

Den samme opfattelse har sneget sig ind i USA’s unævnelige præsident, der er ved at bygge en enorm balsal til sig selv. Han er gået langt længere ud på jeg-planken end nogle af selv de mest selvoptagede danske ministre. Han indleder alle sætninger med et ”jeg” og er i fuld gang med at sætte alle retssamfundets institutioner skakmat.

Han begrænser domstolenes uafhængighed, underkender universiteternes frihed, sætter borgerrettigheder under pres og forsøger på forhånd at påvirke resultatet af det forestående midtvejsvalg. Ikke med argumenter og politiske aftaler, men med egensindige politiske indgreb. Alt sammen for egen vindings skyld.

Egoisme og selvoptagethed, som det reelt er, er den største trussel mod vore gamle demokratier. For politikere, der først tænker på sig selv og dernæst på det, vi som samfund udgør, har vanskeligt ved at gøre det, som binder samfundet sammen: nemlig at være mere lyttende end talende, respektere nederlag, finde kompromisser og også overholde den lovgivning, som man synes er bimlende forkert og uretfærdig.

Dertil er vi heldigvis ikke kommet i Danmark. Men vi skal være opmærksomme på selv de små signaler og dårlige, selvoptagede vaner hos vore magthavere. Bide dem i haserne, så de ikke mister jordforbindelsen.

Vi vil ikke have solkonger. Det er meget mere ansvarligt og faktisk også ærefuldt at indlede med det majestætiske flertals vi, når man udtaler sig som minister, og ikke kun bruge vi, når nederlagene skal fordøjes. Sol går op, og sol går ned over alle regeringer. Og ministre.