Aktiv dødshjælp giver mig frost på knoglerne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg blev spurgt forleden, om jeg kunne deltage i en P1-debat i forbindelse med sigtelsen af ni familiemedlemmer til den nu afdøde filmproducent Ebbe Preisler.

Sigtet, fordi de ikke tilkaldte hjælp, da de fandt deres far, svigerfar, bedstefar, eller hvad de kærligt kaldte ham, i koma og døende efter andet selvmordsforsøg. Denne gang lykkedes det Ebbe Preisler at dø – denne gang blev han ikke genoplivet.

Jeg ærgrede mig over ikke at kunne deltage i samtalen på P1, og samtidig må jeg med skam bekende, at jeg også var en lille smule lettet. Og tak til dem, der tog debatten, der fik overskriften ”Passiv dødshjælp” – og kom til at handle om sigtelsen for at have overtrådt straffelovens paragraf 253 ved ikke at hjælpe personer i ”øjensynlig livsfare.”

De pårørende havde ikke overholdt den såkaldte hjælpepligt. Selv om jeg har debatteret aktiv dødshjælp til bevidstløshed, skrevet en snes klummer om aktiv dødshjælp og holdt foredrag om det i alle mulige fora, var jeg alligevel lettet over ikke at kunne deltage denne gang, fordi udgangspunktet for samtalen var en følelsestung, personbåret mediehistorie.

Og det er nærmest umuligt sagligt at diskutere, hvorvidt et samfund må alliere sig med døden og indføre aktiv dødshjælp, uden at der hele tiden bliver refereret til det enkeltstående tilfælde: Mariann og Ebbe Preisler – hvis datter Louise Preisler har siddet i alle mediestudier den seneste uge og bevæget og ærligt fortalt historien om sine nu afdøde forældre.

Ebbe Preisler blev kendt i offentligheden, da han først tog livet af sin demente og parkinsonramte kone, Mariann Preisler, og dernæst forsøgte at begå selvmord, men overlevede. Efter det mislykkede forsøg på at tage sig af dage bildte han sig selv og offentligheden ind at have fået ”fornyet livslyst” og stemplede for fuld musik ind i debatten om aktiv dødshjælp. Her gjorde han sin egen fortælling til et, så at sige, lyslevende argument for, at danskerne skal kunne begære drab på sig selv.

Og nej, det gav faktisk overhovedet ikke mening. Så meget struttede han så heller ikke af livsvilje, og som Louise Preisler fortalte til et medie forleden, var hendes far dybt deprimeret og ked af det – og hun vil egentlig ikke rejse debatten om aktiv dødshjælp. Hun ville bare ønske, at hun havde sin mor og far. Hun savner og sørger. Selvfølgelig gør hun det.

Og selvfølgelig var Ebbe Preisler dybt deprimeret – ingen afslutter sit eget liv uden at have stirret ind i afgrundens nat i tilpas mange nætter. Preisler-ægteparrets beslutning om at ville gå sammen i døden kommer ofte til at lyde som en beslutning om, hvor sommerferierejsen skulle gå hen.

Alt i alt er det jo en besynderlig historie – en trist historie. Men også endnu et vidnesbyrd om, at vi ikke kan træffe nogen ædruelige beslutninger om aktiv dødshjælp ved at fremføre enkeltstående følelsesladede medieberetninger som et eller andet kongeargument.

Og Herren skal have skabt os med et stenhjerte, hvis ikke man blev berørt over at høre datteren, Louise Preisler, sige: »Jeg synes virkelig jeg har hjulpet min far.« Familien vidste, at han så hjerteligt ønskede at dø. At han havde gjort forsøget før. At han for himlens skyld ikke ville genoplives – selv om han efter første selvmordsforsøg en tid sprang rundt og lod som om, at han struttede af livskraft.

Helt ærligt kan jeg såmænd godt forstå, at det ikke faldt de pårørende ind at ringe 112. Og må sigtelsen mod den stakkels familie dog falde – tilfældet Ebbe Preisler er så mediebelyst, at der ingen tvivl er om, at han bare ville lukke sine øjne.

Men når alt det så er sagt, skal vi løfte blikket fra den konkrete sag, der naturligvis ikke må danne præcedens for, at Danmarks borgere må hjælpe hinanden til selvmord, uagtet at man ved ,hvor meget vedkommende ønsker at komme herfra.

For vi må ikke tilsidesætte de grundprincipper, vores samfund hviler på. Og nu hvor der ævles så meget om, hvorvidt Danmark er et kristent land eller ej, så er tanken om menneskets ukrænkelige værdi i hvert fald kristent arvegods – og at være tro mod dét må være vigtigere end hvilken klamamse om kristendommen, der står i regeringsgrundlaget, der kommer og går.

På tysk bruges også udtrykket Freitod – eller på dansk fridød – om selvmord. Læs det lige igen: Fridød. Ordet stammer oprindelig fra Nietzsches værk, ”Also sprach Zarathustra” (”Således talte Zarathustra”), hvori han introducerede ”den frie død” som en bevidst og selvbestemt handling, der udtrykker den suveræne personlige frihed. En personlig frihed til at bestemme over eget liv og egen død – en frihed, der frisætter individet fra alle samfundets fælles normer og værdier.

Den tragedie, at mørket kan ligge så tæt og tungt omkring et menneskes liv, at vedkommende selv vælger døden, kan ingen stat forhindre. Men staten har en ubetinget pligt til at beskytte borgernes liv i alle livets faser, og denne pligt anfægtes i det øjeblik, hvor vi tillader, at borgerne ustraffet må hjælpe hinanden til selvmord.

Vi er nødt til, med digteren Jens Rosendals formulering, at insistere på, at »livet det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær, på trods af det, der smerter.«

Et er, at et ulykkeligt og fortvivlet menneske kan føle, og bemærk ”føle”, at livet ikke er noget værd – det kan enhver, også enhver modstander af aktiv dødshjælp, godt forstå. Men det er en ”følelse”, at livet ikke er noget værd. For det er livet i sig selv altid.

Men hvis staten velsigner denne følelse og tillader aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, ja, så bekræfter staten derved, at det pågældende menneskeliv ikke længere er livet værd. Er det virkelig sådan en brutal stat, vi ønsker at leve i? Forestillingen giver mig i hvert fald frost på knoglerne.