Ville du spise middag med en, der vil tage dit hus?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I efteråret 2020 var jeg inviteret til et arrangement om det forestående amerikanske præsidentvalg. Blandt talerne var USA’s daværende ambassadør i Danmark, Carla Sands, og Lars Løkke Rasmussen.

Jeg skulle komme med mit bud på, hvem der ville vinde præsidentvalget, og i den sammenhæng havde arrangøren én beskeden bøn:

Hvis jeg absolut havde tænkt mig at forudsige en sejr til Joe Biden – hvilket jeg havde – måtte det gerne ske med en vis diplomatisk fingerspidsfornemmelse, når nu Trumps udsendte til kongeriget var blandt tilhørerne.

Jeg kunne ikke lade være og indledte mit oplæg med at sige, at det var en stor ære at dele scene med den amerikanske ambassadør og ”kongen af Danmark”, som Donald Trump havde kaldt Lars Løkke Rasmussen under deres første telefonsamtale.

Der blev grinet i salen, hvis man lige ser bort fra én person, som selvfølgelig var Carla Sands. Lige siden har invitationerne fra den amerikanske ambassade været bemærkelsesværdigt sparsomme, hvilket er et diplomatisk udtryk for ikkeeksisterende. Det er helt sikkert et tilfælde, og det lever jeg glimrende med.

Jeg kom til at tænke på episoden, da jeg så billederne fra den amerikanske ambassades fejring af USA’s 250-års fødselsdag for nylig i ambassadørboligen Rydhave nord for København. Billederne af mediemennesker og meningsdannere, der spiste pindemadder med Trump-administrationens ambassadør, får mig til at stille et meget simpelt spørgsmål:

Ville du spise middag med en, der åbent fortæller dig, at han gerne vil overtage dit hus?

Jeg vil tro, at de fleste læsere umiddelbart ville svare nej. Men hvis svaret er nej, hvorfor virker det så i andre kredse helt naturligt at spise pindemadder med repræsentanter for en administration, der fortsat arbejder på at opnå kontrol med en del af Kongeriget Danmark?

Lad os lige spole et halvt år tilbage:

I januar blev forholdet mellem Danmark og USA kastet ud i den alvorligste krise i nyere tid. USA’s præsident nægtede som bekendt gentagne gange at afvise brugen af militær magt for at få kontrol over Grønland.

Situationen blev taget så alvorligt, at danske myndigheder ifølge DR forberedte sig på et muligt amerikansk angreb. Der blev fløjet poser med blod til Grønland, og man planlagde at sprænge landingsbaner. Med andre ord forberedte Forsvaret sig på et scenarie, som for få år siden ville have lydt som plottet til en dårlig Hollywood-film.

En gang til for prins Knud: Kongeriget Danmark forberedte sig på et muligt militært angreb. Ikke fra Rusland. Ikke fra Kina. Men fra USA.

Fem måneder senere står danske mediefolk, meningsdannere og andre prominente gæster så i Rydhave med et glas vin i hånden og en pindemad på tallerkenen for at fejre den amerikanske nationaldag. Det er – diplomatisk formuleret – bemærkelsesværdigt, og kontrasten til debatten om årets Rebildfest er tilmed slående.

Op til den traditionsrige fejring af den amerikanske uafhængighedsdag i Rebild Bakker er det blevet diskuteret, om det overhovedet var passende at gennemføre arrangementet i lyset af Trump-administrationens aktive forsøg på at undergrave rigsfællesskabet. Flere folketingspolitikere har argumenteret for, at Rebildfesten burde sættes på pause. Andre mente, at officielle amerikanske repræsentanter burde blive væk.

Presset blev så stort, at Aalborg og Rebild kommuner besluttede at gøre deres økonomiske støtte betinget af, at officielle repræsentanter for den amerikanske regering ikke indgik i det officielle program, heriblandt USA’s ambassadør i kongeriget.

Borgmesteren i Aalborg Kommune begrundede beslutningen med, at kommunen fortsat ønsker at markere venskabet med USA, men ikke ville »blåstemple den nuværende amerikanske regerings ageren over for Kongeriget Danmark«. Han pegede direkte på Trumps udmeldinger om Grønland som årsagen og sagde, at det ikke var det rigtige tidspunkt at have eksempelvis amerikanske militærrepræsentanter som en central del af festlighederne.

Den beslutning kan jeg kun have respekt for, da diskussionen er både reel og principiel:

Kan en mere end 100 år gammel venskabsfest fortsætte uændret, når den amerikanske administration samtidig udfordrede dansk suverænitet?

I Nordjylland fandt man et klart svar på dette spørgsmål, mens det samme ikke var tilfældet i Nordsjælland. Det kan undre, da der åbenlyst er tale om en politisk begivenhed, når den amerikanske ambassade inviterer til nationaldagsreception. Der er ikke tale om en sommerfest i kolonihaveforeningen, men om et målrettet amerikansk forsøg på at påvirke magtfulde dele af den danske offentlighed.

Forskellen mellem Rebild og Rydhave er ikke uvæsentlig. Rebildfesten er en dansk tradition. En folkefest med rødder mere end 100 år tilbage, hvor amerikanere og danskere mødes for at markere de historiske bånd mellem de to lande. Rydhave er noget helt andet. Det er den amerikanske stats egen reception, arrangeret af den amerikanske ambassade og afholdt på vegne af den siddende amerikanske administration.

Alligevel var der stort set ingen debat om, hvorvidt det var passende at møde op i Rydhave. Det forekommer mig besynderligt. For hvis argumentet var, at man ikke ønskede at legitimere eller normalisere Trump-administrationens ageren over for Grønland ved Rebildfesten, hvorfor gjaldt den samme overvejelse så tilsyneladende ikke, når det kommer til festlighederne i Rydhave?

Ambassader holder ikke receptioner, fordi de mangler nogen at spise deres kanapéer sammen med. Det er en del af en kulinarisk, kulturel og politisk påvirkningskampagne, og derfor er de inviterede heller ikke bare gæster i almindelig forstand, men en del af fortællingen. Formålet er at præge den offentlige debat og de politiske beslutninger i Danmark, og ved at deltage i den fortælling er man de facto med til at legitimere en administration, der aktivt arbejder på at destabilisere Kongeriget Danmark.

At skrive denne klumme i ugen, hvor USA fylder 250 år, er en smule vemodigt. USA er et af verdenshistoriens mest succesfulde politiske eksperimenter.

Det er et land, der har inspireret verden med sine frihedsidealer, sin opfindsomhed og sin bemærkelsesværdige evne til at genopfinde sig selv. Jeg har brugt størstedelen af mit arbejdsliv på at beskæftige mig med USA, netop fordi landet både fascinerer og forundrer mig.

Måske er det også derfor, jeg har svært ved at forstå, hvordan vi på få måneder er gået fra kriseberedskab over et muligt amerikansk angreb på Grønland til sommerhygge med pindemadder i Rydhave.

Måske er jeg gammeldags, men hvis nogen åbent fortalte mig, at de gerne ville overtage mit hus, ville jeg nok vente lidt med at takke ja til middagsinvitationen.