Vi har glemt den gamle kunst at være vært

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg kunne virkelig godt snart bruge en fest. Sådan en, hvor de høje sko ryger af under bordet, hvor der pludres og snakkes og grines i hjørnerne, hvor man kanter måsen op på et sofaarmlæn for at være med i en rundkredsknæver, og hvor mænd rækker næven frem og hiver én op til en svingom i køkkenet.

Det er letsind, samvær, frihed og fællesskab i sin mest lavpraktiske form. Alt det, vi ellers i Danmark taler os trætte om, mens ensomhed, stress og perfekthedskrav slider på den enkelte og koster dyrt for os alle. Måske begynder den store samfundskontrakt ikke i Folketinget, men ved et spisebord, hvor nogen har dækket op og sagt: Kom. Her skal du bare være med.

Verdens bedste nyhed er, at det let kan fikses.

»Inviter. Gør det. Også selv om det er 1.000 år siden. Vi kan tåle et afslag – så inviterer vi bare igen,« som sociolog Julia Lahme postede på Instagram for en rum tid siden. Hun mangler åbenbart også en fest.

Problemet er ikke, at vi har glemt, hvordan man gør. Vi voksne har tværtimod holdt fester i årevis, men det har været for børnene.

Konfirmationer, studenterfester, fødselsdage for hele klassen, blå mandag, sidste skoledag, første skoledag, svendebrev, hue, hest og hoppeborg. Vi kan godt, når børnene skal bæres ind i livet med sang og havepavilloner.

Da de flyttede hjemmefra, forsvandt ikke kun madpakker, men også en del af den sociale maskine, som holdt os i gang på den festlige front. Friheden kom tilbage. Og så satte vi os tungt i sofaen.

Når det gælder fejringen af vores eget liv, tørrer fantasien ud. Grunde er der ellers nok af. Vi har overlevet endnu en vinter, vippet børnene ud af reden, skiftet kæreste, job eller hofte, solgt villaen og er flyttet ind i en bylejlighed med altan og elevator.

Jeg vil påstå, at vi mangler private fester med flere end fire. Ikke flere events. Ikke mere brunch om formiddagen, vinsmagninger eller mad på restaurant med et enkelt vennepar.

Fester er noget andet. De er upraktiske. De larmer. De forskyder døgnet. De får mennesker til at tale med nogen, de ikke selv ville have valgt i en algoritme. Derfor gør de godt. En invitation siger: Jeg har tænkt på dig. Jeg vil gerne se dig. Du skal ikke klare denne fredag alene med din kalender, din airfryer og dine serier.

En fest er et midlertidigt lille samfund, der opstår på stedet. Nogen tænder lyset. Nogen sætter stolen frem. Nogen får os ud af vores egne hoveder og ind i et rum, hvor vi kan spejle os i hinanden og blive lidt lettere.

Det lyder banalt. Det er det ikke.

Jeg drøftede de manglende fester med min sønderjyske kusine forleden. »Folk gider ikke æ bøvl,« sagde hun. »De gider jo ikke engang lave mad til sig selv længere,« tilføjede den 76-årige, som i øvrigt lige har inviteret til guldbryllup.

Hun har naturligvis ret, den gamle festgeneral. Vi gider ikke besværet, og skrækken for afbud og fiasko kan være lammende. Jeg tror dog, vi har fået bildt os ind, at besværet er større, end det behøver være. At hjemmet skal være pænt, maden interessant, vinen rigtig, og gæstelisten afbalanceret. Mindre kan gøre det.

Der findes en modbevægelse kaldet “Crappy Dinner Party”, som den canadiske skribent Kelley Powell har lanceret i det amerikanske madmedie The Kitchn. Reglerne minder om en kollegiefest. Ingen rengøring, før gæsterne kommer. Ingen særlig menu. Ingen værtindegaver. Kom i det tøj, du allerede har på. Spis det, der er.

I min aarhusianske verden hedder modbevægelsen Suppedas. I mere end 20 år har de seks husstande på min lille villavej mødtes på skift hos hinanden cirka hver anden måned. Værten inviterer og koger en stor grydefuld suppe. Vi andre naboer medbringer selv bestik, tallerken, drikkelse og en serviet. Når vi forlader værtshuset efter et par timer, er der kun en gryde, der skal vaskes op.

Det er ikke fest i fuld flor med bare tæer under bordet og dans ved køkkenvasken. Men det er øvebanen. Det er den lave barre, der holder forbindelsen varm, så man ikke skal begynde helt forfra, hver gang mennesker skal samles.

Konceptet virker. Det er pærenemt, og alle ved, hvad der skal ske. Traditioner forenkler.

I Antikkens Grækenland havde man et begreb, der hed xenia. Det betyder gæstevenskab eller rituel gæstfrihed. Det var en måde at holde civilisationen i gang på. En fremmed skulle have mad, vand, hvile og beskyttelse, før man begyndte at bore i, hvem han var, og hvad han ville.

Det er en vidunderlig tanke. At gæsten ikke først skal gøre sig fortjent til bordets glæder. Han skal bare lukkes ind.

Det handler meget teologi også om. Jesus sætter sig konstant til bords med nogen, de andre ikke gider lege med. I den mellemøstlige kultur er gæstfriheden en hellig pligt, uanset hvor lidt man har at beværte sine gæster med. Man deler ud. Mad betyder liv, glæde, og sanserne stimuleres.

Det behøver ikke føre til, at vi alle sammen skal iføre os sandaler og slagte en fedekalv. Mindre kan gøre det. Pointen er ikke menuen. Pointen er den åbne dør.

Værtskab på den måde er en af de mere muntre medmenneskelige dyder, vi kan jonglere med. Den gode vært slår hænderne sammen, smiler rundt i rummet og siger: »Hvor er det dejligt, I er her. Vi spiser om lidt. Der er vin på køkkenbordet. Toilettet er døren til højre ned ad gangen. Den binder lidt.«

Mere skal der ikke til, før rummet falder på plads. Gæsterne får lov til at lande. Ingen skal gætte, hvad der skal ske, hvor glassene står, eller om man må tage skoene af. Værten har taget det lille første skridt, som gør det lettere for alle andre at være til stede.

Den amerikanske forfatter og konfliktmægler Priya Parker har skrevet bogen “The Art of Gathering – How We Meet and Why It Matters”. Hun er optaget af, hvorfor sammenkomster alligevel ofte kan opleves som flade, selv om alle har gjort sig umage. Hendes pointe er, at vi alt for ofte tror, at samvær opstår af sig selv, bare vi sætter mennesker i samme rum.

Det gør det ikke altid.

Det altafgørende er, at nogen skal give rummet en begyndelse, siger hun. Det kan være så enkelt som ovenstående velkomst og en lille sætning om, hvorfor vi er samlet. “Jeg savnede jer.” Eller “jeg syntes, vi trængte til at ses uden anledning.” Eller “i aften skal vi bare spise, drikke og blive lidt gladere”.

Så ved alle, hvad de er inviteret ind i. Værtskab er en lille leg med ansvar.

De bedste fester er sjældent gennemførte. De er levende. Døren binder, nogen spilder på dugen, og på et tidspunkt siger et menneske noget, hun ikke vidste, hun havde brug for at sige.

Det kræver ingen anledning at holde fest. Livet er anledning nok.

Min sønderjyske kusine på 76 ved det. Hun taler ikke om fællesskab. Hun inviterer til guldbryllup – med musik.

Og jeg skal med.