Jeg skammer mig som et borgerligt menneske. Er det virkelig niveauet for højrefløjens kulturpolitik?
Holder højrefløjen snart op med sin skingre kulturpræk? Senest med Frederik Lind Køppen, der blev trukket af stalden som højreorienteret digter.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Som borgerligt menneske skammede jeg mig i mit køkken, mens showet i ”Deadline” løb over skærmen, der stod på spisebordet. Den højreorienterede (hvilket åbenbart er blevet vigtigt at sige – for de højreorienterede) digter Frederik Lind Køppen gæstede studiet med sin debatdigtsamling, ”Stjernens Navn er Malurt”.
Med sine lungers fulde kraft og et noget tomt blik fremførte Køppen sit digt i så høj hastighed, at ordene blev til svært forståelige, iltfattige lyde – et olmt vredesudbrud, der overdøvede min klirren med porcelænet, mens jeg tømte opvaskemaskinen.
”Skriver højrefløjen dårlig litteratur?” var overskriften på denne aftens ”Deadline” med anmelder fra Weekendavisen Lars Bukdahl, som hudflettede Køppens såkaldte digt til ukendelighed. Hvis dét, Køppen rev af sig, går under betegnelsen ”litteratur”, så ja.
Desværre blev det mere digterens kontroversielle T-shirt, der løb med opmærksomheden end poesien selv. Den havde kyrilliske bogstaver, hvor teksten refererede til den serbisk-nationalistiske tjetnikbevægelse. En ultranationalistisk ideologi, der blandt andet stod bag folkedrabet i Srebrenica og masseudryddelsen af muslimer både under Anden Verdenskrig og i 1990’erne. Han kunne lige så godt have reklameret for SS eller Hamas.
Køppen fortæller, at han har købt T-shirten i en souvenirbutik i Beograd uden den fjerneste anelse om, at gruppen gjorde sig skyldig i etniske udrensninger – som han så kultiveret forklarer det: »Jeg havde ingen idé om det her. Søster, jeg havde ingen idé.«
Han lægger sig fladt ned og undskylder. Fint nok. Men at man ikke gør sig den ulejlighed at undersøge, hvad man gør sig til plakatsøjle for, inden man optræder på landsdækkende tv, er simpelthen svært at forstå. Og ofte får DR skyld (nogle gange med rette) for meget, men det her kan DR virkelig ikke drages til ansvar for. Det er mandens eget ansvar.
Allerede her begynder det at blive ubegribeligt, at borgerlige mennesker, der anser sig selv som dannede, kan hylde en digter, der opfører sig så tankeløst. Men ikke desto mindre bliver Frederik Lind Køppen hyldet og hædret som den nye højrefløjsdigter – både forleden i ”Deadline” af dr.phil. Marianne Stidsen og i nærværende avis af Rune Selsing under overskriften ”Danmarks bedste digter er højreorienteret”.
Det er alligevel noget af et postulat, og Selsing lader det dryppe lidt på Søren Ulrik Thomsen, der ifølge Selsing også er højreorienteret. Jeg gætter på, at Søren Ulrik Thomsen vil betakke sig for at blive kaldt højrefløjsmand, lige så lidt som han orker at høre, når nogen kalder ham for en ”kristen digter”. Om sit åndelige standpunkt siger han selv: »Jeg har hele tiden sagt, at jeg er kristen, og jeg er digter, men jeg er ikke en kristen digter.« Digtere af Guds nåde, der skriver med blæk af ånd, gider da ikke blive instrumentaliseret hverken af fromme eller højreorienterede mennesker.
Men det er virkelig interessant, at højrefløjen (tillad mig: den yderste højrefløj) for tiden nærmest er besat af at give kunstnere et ideologisk, politisk prædikat. Det er ikke bare komisk desperat, men også fattigt. Åndsfattigt.
Berlingske har fået sin egen højreorienterede ”huspoet” – Emil Salzer, der også vrænger og vrisser, men er knap så skinger som Køppen. Det interessante er imidlertid ikke de to digtere, men at borgerlige mennesker, der betragter sig selv som dannede, belæste og åndfulde, kan få ord, der minder om noget, der bliver råbt fra en omvendt ølkasse i Fælledparken, til at fremstå som verdenslitteratur.
Som f.eks. dette uddrag af Køppens digt fra ”Deadline” forleden: »Dette er en-tyrannisér-eller-bliv-tyranniseret-verden, af etniske enklaver, af biologiske solidariteter, af blodånd, af bloddåb, af blodofre, af metafysiske overbevisninger, af partikulære, etiske systemer.« Efterfulgt af noget om »ny fisse og ny pik MDMA og palomadrink, kællinger og svin«.
»Ja tak, lidt luft ind, ta’ en slurk vand,« som ”Deadline”-vært Christian Bennike sagde til den forpustede digter. Det morsomme er, at hvis en erklæret venstrefløjsforfatter havde skrevet noget lige så ringe og ovenikøbet på Statens Kunstfonds regning – ja, så skulle højrefløjen nok have været på dupperne og sablet det ned.
Jeg må give Lars Bukdahl ret – det er en »skinger falleret ordflom« – intet andet. Ingen opbyggelighed, ingen poesi, ingen ånd – læseren er efterladt med digterens negative afhængighed af alt det, digteren er så vred over i denne verden.
Det afspejler meget godt den yderste højrefløjs skingre præk over den dekadente verden i denne tid, og hver gang nogen ytrer sig kritisk mod den seksuelle frigørelse, indvandring, woke, ligestilling, er det godt. Men det betyder bare ikke, at det er god litteratur, god poesi.
Og det er en fornærmelse uden lige at sætte lighedstegn mellem Frederik Lind Køppen og Søren Ulrik Thomsen – eller Michael Strunge for den sags skyld. De sidstnævnte er nemlig benådet med en særlig digtergave eller »Digterøje«, som Grundtvig kaldte det. Læs det lige igen: »Et Digterøje«. Sådan et ord kan kun skabes i en stor digters hjerte. Og det poetiske sprog går fra hjerte til hjerte og åbner sjælens rum.
Hos de nye, unge højrefløjsdigterdrenge er der altså kun døre, der bliver knaldet i. Også noget så eftertrykkeligt.