Vi tager den samme turismedebat hver sommer. Måske er det tid til noget mere langsigtet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Debatten om turisme vender tilbage igen og igen.

Først handlede den om Airbnb. Så om krydstogtskibe. Sidste sommer om autocampere ved Vestkysten. Nu handler den om skyggehoteller og beslutningen om at stoppe nye hoteller i Københavns Middelalderby.

Men selv om emnerne skifter, peger diskussionerne i virkeligheden på det samme problem: Danmark mangler stadig en samlet og langsigtet diskussion af, hvordan vi ønsker, at turismen skal udvikle sig.

Det er ellers svært at overvurdere turismens betydning.

Alene i København er antallet af overnatninger steget med mere end fire millioner siden 2017. Turismen omsætter samtidig for over 43 mia. kr. årligt i hovedstaden og understøtter omkring 50.000 arbejdspladser.

Turismen er med andre ord ikke længere et nicheerhverv. Den påvirker boligmarkedet, infrastrukturen, bylivet, mobiliteten og oplevelsen af lokale fællesskaber. Turismepolitik er derfor i stigende grad blevet samfundspolitik.

Netop derfor er det interessant, at debatten så ofte bliver reduceret til enkeltsager.

Senest har et flertal på Københavns Rådhus besluttet at stoppe for nye hoteller i Middelalderbyen af frygt for, at indre by udvikler sig til en kulisse for turister på bekostning af dem, der bor der til daglig.

Bekymringen er forståelig. De samme diskussioner præger i disse år storbyer som Barcelona, Amsterdam og Venedig, hvor lokal modstand mod turisme er vokset i takt med presset på bylivet.

Men samtidig viser den aktuelle debat også noget andet: Turisterne forsvinder ikke nødvendigvis, fordi man stopper nye hoteller ét sted.

Efterspørgslen vil stadig være der. Og den kan hurtigt flytte over i mindre regulerede former for overnatning.

Det er blandt andet dét, debatten om skyggehoteller har vist. Jyllands-Posten har gennem længere tid sat fokus på professionel korttidsudlejning i almindelige boliger, hvor lejligheder i praksis drives som hoteller uden samme krav og regulering.

Det illustrerer, hvor hurtigt markedet finder alternative veje, når reguleringen og myndighedernes værktøjer ikke følger med udviklingen.

Den tidligere regering indgik derfor sammen med et bredt flertal i Folketinget en aftale om strammere regler og større bøder på området, fordi man vurderede, at den eksisterende regulering ikke længere matchede virkeligheden.

Det var et vigtigt skridt.

Men debatten om hoteller i København og skyggehoteller i boliglejligheder viser også, at Danmark fortsat mangler den større samtale om, hvordan vi ønsker, at turismen skal udvikle sig i fremtiden.

Hvor skal væksten ligge?

Hvordan skaber vi bedre balance mellem turisme og hverdagsliv?

Hvordan sikrer vi lokal opbakning i områder med mange besøgende?

Og hvordan undgår vi, at konflikterne hele tiden vokser hurtigere end reguleringen?

For konflikterne handler sjældent om turisterne i sig selv. De opstår typisk, når væksten kommer hurtigere end planlægningen, og når lokale borgere oplever, at udviklingen sker uden klare rammer.

Det er også derfor, at løsningen sjældent er simple ja- eller nej-svar.

Et godt hotelprojekt kan bidrage positivt til en bydel. Et dårligt projekt kan belaste den. Korttidsudlejning kan skabe liv og fleksibilitet. Men uden regler og håndhævelse kan den også presse boligmarkedet og skabe frustration blandt naboer.

Derfor er der behov for mere end stopskilte og enkeltsager. Der er behov for en samlet retning.

Den tidligere minister for turisme Morten Dahlin talte flere gange om behovet for turisme, som lokalsamfund både kan »leve af og leve med«.

Det er svært at være uenig i den ambition.

Jeg håber derfor også, at en kommende regering, uanset farve og sammensætning, vil prioritere en mere langsigtet og sammenhængende turismepolitik.

For turismen fortsætter med at vokse. Og hvis ikke styringen følger med, vil diskussionerne og konflikterne gøre det samme.