Danmark har brug for en dronekommission
Var der fremmede statslige droner i dansk luftrum i september sidste år? Tre spørgsmål om luftobservationerne skal besvares. Ellers går det ud over sammenhængskraften i samfundet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
En ny dokumentar på DR gennemgår luftobservationerne over dansk civil og militær infrastruktur i september sidste år.
Det er en hæsblæsende tur ned ad Erindringsvej tilbage til en vild uge med breaking news og pressemøder ud over hele sendefladen.
Justitsministeren sammenlignede situationen med 11. september, alvorlige mænd og kvinder i uniform orienterede på pressemøder om koordinerede operationer og kapable aktører, og statsministeren holdt tale til nationen og lod os vide, at Danmark havde været udsat for hybride angreb.
Status er imidlertid, at jeg og resten af befolkningen her mere end et halvt år efter ikke er blevet klogere på, hvad der egentlig foregik i uge 39 sidste år – faktisk tværtimod.
En række medier har afdækket huller i myndighedernes forklaringer og fremlagt tilsyneladende troværdige alternative forklaringer på mange af luftobservationerne, men ingen myndigheder har endnu fremlagt dokumentation for, at der var fremmede statslige droner i dansk luftrum dengang i september. Tilbage sidder man med en snigende fornemmelse af, at det hele måske var en flyvende fjer, der blev til frem hybride høns.
Der er tre store spørgsmål, jeg i første omgang gerne vil have svar på:
Spørgsmål 1: Er det korrekt, som Frihedsbrevet har beskrevet, at den ansatte i Københavns Lufthavn, der gjorde den første observation, som må formodes at have igangsat den store politiaktion og nedlukningen af lufthavnen mandag aften, har fået at vide af politiet, at der ikke var tale om en drone?
Dette er afgørende, for selv om sandsynligheden for, at der samme aften var rigtige droner over Københavns Lufthavn, ikke er nul, så er den meget, meget lav.
Flere medier peger på, at der formentlig var tale om et skolefly, som på tidspunktet for observationen fløj hen over lufthavnen. Hvad er rigtigt?
Spørgsmål 2: Skød Forsvaret virkelig med skarpt efter et norsk passagerfly i den tro, at det var en drone, som var på vej ind over Borris Skydeterræn?
Og hvis ja: Blev skuddene afgivet inden for rammerne af den på det tidspunkt gældende forholdsordre – og på hvilket grundlag var denne forholdsordre givet? Dette er jo i virkeligheden en fuldstændig vild historie. Tænk, hvis et passagerfly var blevet ramt af skarpe skud afgivet af danske soldater og i værste fald var styrtet ned!
Det må formodes, at netop sådanne spørgsmål afklares i den forsinkede evaluering om Forsvarets indsats under luftobservationerne. Det er vigtigt at holde fokus på, når en ny regering er dannet.
Om forholdsordren var inden for skiven, og om den blev fulgt af det involverede personel, er nemlig afgørende for dels at vurdere Forsvarets indsats i den konkrete hændelse, dels at lære af episoden til næste gang, Danmark måtte stå i en lignende situation.
Spørgsmål 3: På hvilket grundlag udtalte statsministeren sig torsdag den 25. september 2025, da hun i sin tale til nationen sagde, at Danmark havde været udsat for hybride angreb, og at der var observeret droner over civil og militær kritisk infrastruktur?
Citatet lyder helt præcist: »Danmark har i de seneste døgn været udsat for hybride angreb. Droner er set flere steder. Ved kritisk infrastruktur. Militært og civilt.« Her blev der ikke lagt fingre imellem, og det var svært at misforstå budskabet.
Men præcis hvad viste Mette Frederiksen, da hun så danskerne i øjnene og sagde disse alvorlige ord?
Fjerde og sidste spørgsmål er langt det vigtigste at få afklaret, for det handler om vores lands evne til på regeringsniveau at krisestyre i en højspændt sikkerhedssituation.
Jeg er ærligt talt bekymret for svaret, for statsministeren havde ved den sidste partilederrunde to dage før folketingsvalget i marts påfaldende travlt med at lægge afstand til både politi og Forsvaret: »Når danske myndigheder gør det klart, at der var droneaktivitet over Danmark, så har jeg – så har regeringen – ingen grund til at betvivle det. Og jeg forstår faktisk ikke, at Folketingets partier ikke stoler på vores myndigheder.«
På ordstyrerens spørgsmål om, hvorvidt hun havde set beviser for fremmede statslige droner i dansk luftrum, svarede hun: »Når myndighederne siger, at der har været droneaktivitet, så er det jo, fordi myndighederne siger, at der har været droneaktivitet, og så tror vi selvfølgelig på det.«
Man kan mellem disse talelinjer høre bussen blive kørt frem, klar til at tromle en styrelseschef eller to, hvis det skulle vise sig, at regeringen har fået urigtige eller ufuldstændige oplysninger. Det er et uskønt armslængdeprincip mellem regering og myndigheder, som ikke ligefrem bidrager til at styrke sammenhængskraften i en usikker tid. Befolkningen fortjener ærlige og redelige svar på de helt legitime spørgsmål, som fortsat står ubesvarede her mere end seks måneder efter luftobservationerne sidste år.
Formålet med hybridkrig er ikke at lukke Københavns Lufthavn en mandag aften i september. Det kan derimod være et middel til at opnå et større formål, nemlig at sprede forvirring og bekymring i befolkningen og skabe mistillid til myndigheder og regering ved at udstille manglende evne til at forhindre eller håndtere kritiske hændelser.
En regering med egentlig forståelse for hybridkrigens logik havde allerede sørget for at fremlægge så mange oplysninger som overhovedet muligt, så danskerne kunne komme videre fra den vilde uge 39 med tilliden til både myndigheder og den politiske ledelse intakt.
Hvis en ny regering ikke selv sørger for at rette op på denne udeladelsessynd, er der ingen anden vej frem end en granskningskommission nedsat af Folketinget.
Danmark har brug for en dronekommission, og jeg bidrager hellere end gerne til at få besvaret mine tre spørgsmål om, hvad der egentlig foregik i vores land den uge i september sidste år.