Det skingre borgerlige boyband er måske ikke sympatisk – men det sælger

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

På det seneste har det mildest talt været svært at undgå artikler om ”det borgerlige boyband” på Christiansborg – den lille venneflok bestående af Mads Strange, Mitchel Oliver, Malte Larsen og Mikkel Bjørn. Tre fra Dansk Folkeparti og én fra Liberal Alliance. De velklædte herrer fremstilles i aviserne som et symbol på, at det er blevet trendy for ungdommen at være borgerlig.

Deres kommunikation er ofte skinger og sigter efter det primitive i mennesket. Et godt eksempel på dette er Mitchels Facebook-opslag fra december, hvor han skrev: »Jeg ved ikke med jer, men jeg er ved at være godt og grundigt træt af at skulle stå op klokken 06:00 hver morgen for at tage på arbejde, mens udlændinge, der hverken taler dansk, arbejder eller har tænkt sig at bidrage, sidder derhjemme og ser Al Jazeera, mens de hæver kontanthjælp og førtidspension på vores regning.«

Han har sagt til TV 2, at hans kommunikationsstil grundlæggende går ud på at »lave larm« – en tilgang, som alle i vennegruppen omfavner.

En stil, der på sin egen måde fremstår som et frisk pust i den politiske ungdomskultur. Den markerer et skifte, der rykker ved de kulturelle grundplader. I årevis har det nemlig været de unge kvinder på venstrefløjen, der har domineret både æstetik og fortælling. Det var dem, der råbte højt og sad på værdipolitikken, men nu er det ikke længere de unge kvinder fra Enhedslisten, men de unge mænd i DF, der stjæler opmærksomheden. De viser, at borgerlighed godt kan tage sig ud i en rå, uforsødet version – en stil, der måske ikke er poleret, men som i høj grad formår at mobilisere.

At kalde stilen skinger vil næppe fornærme dem. Boybandet. Tværtimod. Det fungerer nærmest som et adelsmærke: Man er ikke en undskyldning for sig selv, man tør stå fast, og man er ikke bange for at larme lidt i processen, lyder selvfortællingen.

De unge borgerlige mænd har fundet en formel, der rammer noget, unge efterspørger: korte, letfordøjelige budskaber, der taler til en følelse af uretfærdighed og udpeger en tydelig fjende, krydret med højstemte idealer og masser af patos. Det er virkemidler, der skaber stærk identitet og giver noget at tro på. En form, som venstrefløjen historisk har mestret, men som boybandet nu formår at formatere med borgerlige vinkler, tilsat en aggressiv SoMe-strategi.

»Vi står ved vores borgerlighed, og vi undskylder ikke for, at vi er ret kompromisløse og har succes med det,« siger Malthe Larsen til DR.

En enfant terrible-stil er måske den mest præcise beskrivelse: opmærksomhed gennem skandale, chokerende udtalelser og en bevidst leg med grænserne for det passende. Det er kalkuleret. Det virker. Og de har ingen planer om at sige undskyld for det.

Boybandet omfavner “vibeshiftet” – den internationale udvikling, hvor flere, særligt unge, vender blikket mod højrefløjen. En konservativ strømning, der er moderne i både udtryk og kommunikation.

De positionerer sig som frontløbere for et højreorienteret ungdomsoprør. For få år siden ville det have lydt som et oxymoron. I dag gør det ikke. I en vrangvendt tid, hvor det traditionelle er blevet avantgarde, virker det pludselig som en naturlig udvikling.

De unge oprørere binder slips, folder velvalgte kashmirsweatre og går i kirke om søndagen, mens de bliver varme om hjertet ved lyden af fædrelandssange. En livsrytme, der i sig selv er blevet subkulturel.

Ordnede forhold, fine klæder og normative idealer fungerer som bolværk mod »wokeismens opløsning« og driver et oprør, der ikke handler om at vælte samfundet, men om at gå til kamp for det.

Et oprør, der kommer med den pris, at det i stedet peger kritikken ud mod dem, der ikke passer ind i de normative rammer. Her bliver retorikken hurtigt sort-hvid. Den borgerlige centrisme og de finere nuancer overlader bandet til Weekendavisen. Nuancerne skaber ikke den nødvendige friktion.

Vi borgerlige, der ikke nødvendigvis genkender os selv i den direkte retorik, må erkende, hvad den kan: mobilisere. Spørgsmålet er ikke, om stilen er sympatisk, men om vi har råd til at undvære den. Fornuftsægteskab eller ej, det er en stil, vi næppe slipper udenom, hvis vi vil have de unge med. Det er ikke en behagelig erkendelse – men det er en erkendelse ikke desto mindre.